Plader

The War on Drugs: Slave Ambient

Skrevet af Lise Christensen

At lytte til Slave Ambient er som at åbne en slikpose fyldt med små stykker amerikansk rockhistorie. Pladen er for dem, der kan lide smagen af blød og nostalgisk rock, men samtidig ikke er bange for et stykke med ambient eller støj.

Det er forunderligt, som det ofte er de små ting, der kan gå én på. Som når man hører en velkendt sang og simpelthen ikke kan placere, hvor man har hørt den før. Man spidser ørene, spænder hjernebarken og stamper i gulvet af arrigskab, lige til indsigten rammer én, eller man opgivende skyder det fra sig. Præcis sådan føles det at lytte til The War on Drugs‘ (TWoD) nye album, Slave Ambient. Her oprulles og sammenvæves de sidste 60 års amerikansk rockhistorie på 45 minutter.

Rockbandet fra Philadelphia startede som et interessefællesskab mellem forsanger Adam Granduciel og guitarist/sanger Kurt Vile, der begge nærede stor beundring for Troubaduren selv, hr. Bob Dylan, som i deres fortolkning blev tilsat Sonic Youths guitarangreb. Vile smuttede lige efter udgivelsen af  debutalbummet, Wagonwheel Blues (2008) for i stedet at stifte sig en succesfuld solokarriere. Sammenligner man Viles seneste udspil, Smoke Ring For My Halo (2011), med Slave Ambient, er det dog tydeligt at høre, at de fortsætter ud ad samme musikalske spor med opbygningen af atmosfæriske lydflader over en rockmelodi.

Wagonwheel Blues blev her på siden kritiseret for at være for ensformig og samtidig bedrive plagiat på amerikanske rock-koryfæer som Bruce Springsteen og Sonic Youth. Denne skelen til den amerikanske rockhistories stjerner står stadig stærkt, men ensformig kan man bestemt ikke kalde TWoDs nye plade.

I stemning og tekst holder Granduciel sig til heartland og blue collar rock; en social bevidst rockgenre, der tager udgangspunkt i den almene amerikaners hverdagsliv, og som toppede i 80’erne med navne som Springsteen og Tom Petty. Det nye ved TWoD er, at de tager disse konservative rockkompositioner og tilsætter dem distortion og synthbølger. Et resultat, der ofte lyder, som hvis man havde trukket Stars of the Lid hen over et Petty-nummer.

Trods de overordnede fællestræk er numrene betrukket med individuelle lag, der forholder sig til forskellige musikalske retninger. Det gælder eksempelvis åbningsnummeret “Best Night”, der med countryblues triller behageligt ud ad the highway, “Your Love Is Calling My Name”, der henter inspiritation i 70’ernes krautrock, eller 80’er mainstream-poppen på “It’s Your Destiny”, der fører et glanspoleret keyboardspil – ikke ulig det, man kan finde på Destroyers Kaputt. Ud over de mere åbenlyse Dylan-pasticher i “I Was There” og “Blackwater” såvel som Sonic Youth-inspireret støjrock i “Original Slave” har albummet også op til flere instrumentale ambient-passager. Numre, der har fået tildelt deres egen titel, men nærmere virker som brobyggere mellem de egentlige sanges generelt meget udflydende begyndelser og slutninger.

Ved første lyt lyder albummet som en omgang softrocket far-nostalgi, men som man får ørerne tunet ind på de mange forskellige lag i musikken, kan man ikke andet end blive imponeret over, at det er lykkedes TWoD at lave et værk, der har en kæmpe spændvidde, men trods sine store ambitioner alligevel besidder en beroligende homogenitet takket være Granduciels vokal og de ambiente lydflader, som albummet bekender at være en slave af.

★★★★½☆

Lyt til “Baby Missiles”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/babymissiles.mp3]

Lyt til “Come to the City”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/cometothecity.mp3]

Om skribenten

Lise Christensen

Konkurrenceansvarlig

lise@undertoner.dk

 

Biografi:
Min første plade var Tjajkovskijs Svanesøen. Den købte jeg som ni-årig. Det var i den periode, hvor man også skulle have en Monet-plakat i ramme. Helst en med beroligende åkander. Den klassiske musik fik tre spin, og så tænkte jeg ellers ikke videre over det, indtil jeg kom på uni. Jeg havde været en okay flittig musiklytter indtil, men nærmest med ét blev jeg involveret i et spillested, begyndte at anmelde, afholdt en festival og var da også turen omkring et pladeselskab. Alle sjove og hårde på deres egen facon. Men det mest udfordrende har nu været at skulle forholde sig til musikken på skrift. Et puslespil med umage brikker. Nu er der gået 16 år, og jeg er begyndt at høre neoklassik (foruden elektronisk minimalisme, techno, ambient, skæv pop og engelske mænd, der synger om erotik), og Lille-Lise får et mentalt skulderklap, mens interesserne strejfer hinanden på tværs af tiden.


Fem favoritalbums:
Fuck Buttons: Tarot Sport
Nils Frahm: Felt
Wild Beasts: Smother
Four Tet: Rounds
alva noto & Ryuichi Sakamoto: Insen

1 kommentar

  • Du skal have ros for en yderst velskrevet anmeldelse!!

    “Ved første lyt lyder albummet som en omgang softrocket far-nostalgi, men som man får ørerne tunet ind på de mange forskellige lag i musikken, kan man ikke andet end blive imponeret over, at det er lykkedes TWoD at lave et værk, der har en kæmpe spændvidde, men trods sine store ambitioner alligevel besidder en beroligende homogenitet takket være Granduciels vokal og de ambiente lydflader, som albummet bekender at være en slave af.”

    Det er så vanvittigt præcist skrevet!!

    Mvh

    Mads

Skriv et svar

boeger