Anbefalet

Thulebasen anbefaler

Thulebasen er et af de bands, der er blevet anbefalet af diverse musiksites i år – både nationale og internationale. Men hvilke plader og kunstnere anbefaler trioen selv? Læs med her.

Escho-eksperimentalrockerne i Thulebasen har været særdeles koncertaktive i 2011 oven på udgivelsen af albummet Gate 5, og det har da heller ikke skortet på indlæg om dem på nærværende musiksite i løbet af året.

Senest opvarmede de for tUnE-yArDs i Lille Vega og med så stor chance for, at størstedelen af Danmarks musikpublikum har hørt eller oplevet bandet, er det nærliggende at se lidt nærmere på, hvilke plader trioen selv finder inspiration i.

Niels

Chuck Person: Chuck Person’s Eccojam Vol. 1, 2010
Jeg ved desværre ikke så meget om denne udgivelse, andet end at den er udkommet på kassette i 2010. Det er en række remix af kunstnere som Michael Jackson, Bakerstreet og Toto, hvor sangene er klippet i loops og kørt ned i tempo. Det er efter min mening noget af det mest spændende musik i nyere tid.

Frank Ocean: Nostalgia, Ultra, 2011
En lækker r’n’b-plade. Albummet er inspirerende med sin lethed i produktionen og ikke mindst de utroligt gode tekster og melodier. Den er højaktuel og lavet af unge mennesker.

Felia

I.U.D.: The Proper Sex, 2009
En parring mellem Gang Gang Dances Lizzi Bougatsos og Sadie Laska fra Growing – en farlig og stærk en af slagsen. Jeg blev anbefalet at lytte og er ikke blevet skuffet. Det evigt skiftende tempo og intense vokaler går lige ind og kræver opmærksomhed. Med Mad Professor på mix er der her landet en plade uden sidestykke.

Kim Ki O: Dans, 2009
Dark Disco fra Istanbul er bas, synth og sange på tyrkisk. Jo mere, man lytter til denne skønne plade, dukker der historier frem, som har rødder mange forskellige steder.

Nis

Ultra el!: Materiale på Soundcloud
Ultra el! har ikke lavet nogen plade, men han er en del af Happiness, der har spillet sammen med Thulebasen. Han har endelig fået en Soundcloud, så alle kan høre hans opfindsomme trancemusik. Han har som soloprojektet Ultra el! ikke spillet live særligt meget, og han spillede faktisk sin debutkoncert til Distortion festival sidste år. Jeg håber oprigtigt, at Escho kan udgive ham.


“Who Goes There?” af Ultra el!

Boredoms : Chocolate Synthesizer, 1994
Det er en rigtig rockplade, virkelig spraglet. Jeg så Boredoms for første gang på Roskilde for 15 år siden, og det var en virkelig stor oplevelse, selvom de siden da har udviklet sig til at blive noget meget anderledes. Det er fragmenteret, men alligevel sammenhængende og meget inspirerende sammensat. Det er nok mit yndlingsband, fordi det på samme tid indeholder avantgardeelementer og er lettilgængeligt.

Marie Moko Eline: Materiale på Soundcloud
Hun dropper ind og ud af internettet efter humør. Hun fik en Soundcloud, så folk ud over hendes venner kunne få lov til at høre hendes musik, som ALTID er utrolig godt! Men så kiggede jeg lige efter hende, og så var Soundclouden væk. Hun er tidligere medlem af Traening, som jeg var megafan af, og da jeg først begyndte at lave musik alene, var hun den første person, der hørte det. Jeg har stor respekt for hende, for hun har meget høje idealer og laver kun musik for sin egen skyld. Hun har nok i alt lavet to-tre plader, men vil aldrig udgive dem.

T.I.G Telepathic International Group: T.I.G
Det er en MEGET MEGET MEGET god plade! Hvis du ikke kender den, skal du finde den og lytte til den. T.I.G. er Henning Friman, Jørgen Rasmussen og Zlatko Buric. Zlatko Buric er en megastjerne i ex-Jugoslavien, og T.I.G. er med et fint ord meget performativt og trancet. Jørgen Rasmussen er Danmarks Scott Walker, og Henning Frimann er en af Danmarks bedste og mest inspirerende trommeslagere – han er faktisk ikke trommeslager, men måske mere indkøbsvognsslager. Det er vanvittigt, at ikke flere kender til dem, og det er klart et band, der skiller vandene. Peter Peter har produceret deres anden plade. Det her er en liveoptagelse, som lyder lidt, som deres plade gør, hvis du ikke kan finde den.

Thread Pulls: New Thoughts, 2010
New Thoughts er en tromme/bas-lp med vokal og horn som lead. Vi har spillet meget med Thread Pulls i Irland. Vi fandt dem på Myspace og inviterede dem over til at spille i Turbinehallerne til Hurra Festival i 2006. Trommeslageren har fortalt, at han fokuserer meget mere på pauserne, når han spiller, frem for slagene, hvilket er virkelig fedt at sige. Vi tænker generelt musik meget på samme måde, og jeg har lige været i studiet med dem for at hjælpe dem med at lave en ep, som skal komme på Escho til næste år.

Father Murphy: …And He Told Us to Turn to the Sun, 2009
Se under ‘pest rock’. Endnu et band, vi har turneret med. Father Murphy er en trio fra Italien og første gang, jeg hørte det, forstod jeg det ikke. Jeg synes, deres musik lyder som store, lange, hypnotiserende landskaber. Det er unikt og meget italiensk på mange måder — de er jo også italienere. De har på en måde en meget gammeldags venstreorienteret tilgang til musikken. De har spillet lange turnerer med Deerhoof og mange andre gode bands, men der er ikke mange, der kender dem i Danmark.

Thulebasen har spillet små 30 koncerter i 2011 og spillede den foreløbigt sidste på Phono Festival.

Deltag i debat