Koncerter

tUnE-yArDs, 08.09.11, Lille Vega, København

Skrevet af Lise Christensen

»Wait, honey honey« sang tUnE-yArds på forårets W H O K I L L, og hvor var det rart, at ventetiden endelig var ovre. Merrill Garbus & co. gav en entusiastisk koncert, der undskyldte, at den lille kvinde med den elektriske ukulele først nu besøger landet.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Hun syner ikke af meget, Merrill Garbus, kvinden bag projektet tUnE-yArDs, som hun står og rocker tranceagtigt i takt med sin bassist under Thulebasens veloplagte opvarmningskoncert. En lille bleg nordamerikaner med en heftig studsning på den ene side af hovedet. Men selv da hun noget mere stadset ud, med lyserød tyl og krigsmaling, entrer scenen, kunne hun for den sags skyld stå i Harboøre-habit og stadig synes 10 meter høj. For når først Garbus tager fat på at loope, kan hun hurtigt få klang og rytme nok til at fungere som en hel stamme, ene kvinde.

Garbus har da også et gennemsolidt materiale at læne sig op ad. Repertoiret bestod af tUnE-yArDs’ andet album W H O K I L L, der udkom i maj i år, og debuten BiRd-BrAiNs fra 2009. Live medbringer Garbus bassisten Nate Brenner, samt en saxduo, der bidrog med et blødt jazz-strejf til Garbus’ skramlede afropop. Sådan blev der sat ekstra trumf på et nummer som “Bizness”, der ellers fremstod lidt død i sværen indtil den ekstatiske outro.

Selvom loopeffekten, og den dertil hørende opbygning af lag i starten af hvert nummer, kunne risikere at gøre numrene ensformige, er der alligevel så meget at hente i de forskellige lag af musikken, at ensformigheden ikke overskyggede kvaliteten. Som eksempelvis teksternes samfundskritiske kommentarer, som i slutnummeret “My Country”: »My country, ‘tis of thee / Sweet land of liberty / How come I cannot see my future within your arms« eller den yderst fængende “Gangsta”, der med ordene »Bang bang bang oh / Ain’t never move to my hood / ‘Cause danger is crawling out the wood« er det mest groovy eksempel på en lokalpolitisk kommentar, jeg længe har hørt. Med funk, jazz, akustisk folk og afropop opbygger Garbus et univers, der på en gang er kritisk og samtidig varmt og livsbekræftende.

Og som omdrejningspunkt for de mange sanselige udtryk stod Garbus; råbende, nynnende, grimasserende med øjne, der kunne spærres foruroligende meget op. En intens kvinde bevæbnet med ukulele, trommestikker og en stemme, der er rå, men melodiøs. Og hun holdt publikum viklet om sin finger fra start. På sættets andet nummer, der lod til at være en ny sag, blev Garbus’ vilde »Do you wanna live?« svaret af publikums uforbeholdne »yeah!«. Hvilket også er det eneste korrekte svar at give, stillet over for så livlig og euforisk glad musik, samt en kæmpekvinde forklædt i lilleputstørrelse.

★★★★★☆

1 kommentar

  • […] Bag navnet tUnE-yArDs gemmer sig Merrill Garbus, der med sit nærmest vanvittige vokalarbejde har kreeret et af 2011s mest interessante udgivelser hidtil. Tidligere på måneden var København så heldige at få besøg Garbus og co., da hun lagde vejen forbi Vega i København. Undertoner var til stede på aftenen – Læs hvad de har at sige om oplevelsen her. […]

Deltag i debat