Interview

4 Guys From the Future – »Pop må gerne være filosofisk«

Hvordan skaber man en original lyd, der rækker ind i fremtiden – ikke mindst når sidstnævnte synes at være stjålet? Kan pop virkelig bære et skud filosofi? Kan lytteren? Læs med og få forsanger Bjarke Porsmoses bud.

Det er dagen efter 4 Guys From the Futures (4GFtF) optræden på dette års Roskilde Festival. En begivenhed, der – ud fra forsanger Bjarke Porsmoses lettere omtågede tilstand at dømme – synes at være blevet fejret med manér.

Egentligt skulle de slet ikke have været et band, og dermed slet ikke have været at finde på Roskildes Pavilion Junior-scene. Tilbage i 2009 søgte Porsmose imidlertid hjælp hos Rasmus Valldorf (begge fra Lily Electric og One Year From Home), Jarno Varsted (Rumspringa og Straight From the Harp) og Mads Brinch Nielsen (One Year From Home) til at indspille en række sange, han havde skrevet, og hen ad vejen blev de så glade for projektet, at de sidste år udgav debutpladen Under the New Morning Sun som et fælles projekt. Sammen spiller de artpop der trækker tråde til britpop, Kosmische Musik og støjende rock.

Porsmose har sat Undertoner stævne inde i det akvarium-lignende lydstudio, der er at finde i Yourspace, og selvom Porsmoses tanker spredes i takt med menneskerne på den anden side af glasruden, hæver interviewet sig hurtigt fra det konkrete til de store linjer og tanker.

Rammerne skal sprænges
4GFtF præsenteres som »fire fyre, der prøver at tænke uden for rammerne.« En fin ambition, men hvordan formår man at skabe musik, der sprænger rammerne for det kendte?

For 4FGtF synes strategien at være en pudsig blanding af refleksion og improvisation. På den ene side gennemtænkes teksterne og musikkens muligheder i høj grad, på den anden side sætter bandet sig selv i en gentagen usikkerhed ved sjældent at øve og derfor være henvist til at udvikle sig sammen gennem koncerterne. De sjældne øvegange har den praktiske årsag, at Varsted er bosiddende i Berlin, men det eftertænksomme skyldes i høj grad en interesse hos Porsmose:

»Jeg kan lige så godt lide at snakke om musik, som jeg kan lide at spille musik.«

De mange metatanker om musikken, der luftes under interviewet, bliver dog hyppigt slået til side med et smil og en snak om, at musik ikke nødvendigvis skal tages på så højt et niveau. Han virker splittet mellem ønsket om ikke at få 4GFtF til at fremstå som et elitært eller akademisk projekt, men samtidig at være del af et band, der gerne vil kunne bidrage til at skabe en bredere opfattelse af musik og hæve talen om den til et højere niveau.

Og netop denne interesse for at betragte musikken, dens muligheder og de dybder, man kan give den, er en del af planen for som band at indskrive sig i den opblomstring af original dansk musik, de sidste par år har budt på. Porsmose fremhæver specifikt to bands, som også Undertoner har givet en grundig ros med på vejen:

»Hvis man har tænkt meget over musikken, kommer den også til indeholde den dybde. Og det er det, Frisk Frugt og Thulebasen er vildt gode til at gøre. Jeg ser deres musik som kunstudtryk. Det er ikke bare et band og noget musik, det kan noget mere og har flere dybe lag i sig.«

Filosofisk pop og fri følelsesleg
Selv søger 4GFtF originaliteten ved at arbejde med den udskældte popgenre, der ofte beskrives som overfladisk og en branche, der skal generere radiohits fremfor kunst. Det sker gennem et opgør med kommercialiseringen af musikken. I stedet for at poppen betragtes som »ren aflevering«, kan man lige så vel forsøge at give den mere dybde og forlene det filosofiske med det poppede.

»Det virker dumt, at man ikke tager den mere alvorligt eller bruger den til noget mere, for der skal meget lidt til, førend den betyder noget – førend den kan påvirke.«

På den ene side går Porsmose op i, at teksterne skal have dybde, men samtidig er der også plads til de længere instrumentale passager, hvor lytteren selv kan skabe sine associationer og følelser fri for specifikke forventninger eller overtalelse.

»Vi har tænkt meget over, at så snart man åbner radioen eller tv, bliver man bombarderet med andre folks følelser. Man skal forholde sig til hele verdens følelser. Her kan musikken gå ind og bliver en frigørende ting, hvor man ikke hele tiden skal tage stilling til hinandens følelser, men måske kan forstå hinanden på en mere umiddelbar måde.«

En helt tredje måde at kommunikere på findes i de levende billeder, filmmediet. 4GFtF debutalbum udgives den 10. oktober i Frankrig, og op til releasen udgives videoføljetonen “Future“; en film om dengang, fremtiden blev stjålet, lavet af Andreas Munksgaard og med musik fra 4GFtF. De ni afsnit samles til et større musik- og film-arrangement på dette års CPH:DOX, hvor 4GFtF optræder sammen med Mellemblond, der er aktuelle med dokumentaren “Mellemblond på Bellahøj”.

Du kan se “Future” i forbindelse med CPH:DOX på teatret GROB  fredag den 4. november. Desuden optræder 4 Guys From the Future sammen med One Year From Home som fusionsprojektet One Year From the Future på Drone i København 27. oktober. Her vil Andreas Munksgaard supplere musikken med levende billeder og dukketeater.

Deltag i debat