Koncerter

Aidan Moffat & Bill Wells, 27.10.11, Loppen, København

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Alt for få mennesker oplevede torsdag aften to af skotsk musiks helt store profiler i en smuk forening af modne tekster om livet og blå pianotoner.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Det er næsten et match smedet i himlen med Bill Wells bag tangenterne og Aidan Moffat bag mikrofonen. De postjazzede, blå toner fra Wells’ hånd passer perfekt med den melankoli, som Moffat både vokal- og tekstmæssigt lægger for dagen.

Duoens album Everything’s Getting Older lyder som indspillet af blot de to personer – piano, trommemaskine og Moffats vokal er størstedelen af tiden de eneste elementer, og kun enkelte gange dukker stryger og horn op. Denne aften var de to hovedpersoner diskret flankeret af en kontrabassist og en trompetist, hvilket tillod piano og vokal at få de hovedroller, som de fortjener.

Mens Bill Wells måske mest er kendt for sine samarbejder med så forskellige kunstnere som Tape, Maher Shalal Hash Baz og Isobel Campbell og ikke så meget for sine trio- og oktet-projekter, så er Aidan Moffat – ikke mindst pga. sit indebrændte, frustrerede udtryk – højt profileret rent musikalsk som den berusede forsanger i bandet Arab Strap, der udgav seks album med skarpe tekster om utroskab, ture på pubben og trangen til at leve sit liv fuldt ud uden rigtig at kunne finde ud af det. At der blot var omkring 50 mennesker til koncerten på Loppen må derfor siges at være ganske overraskende.

Aftenen åbnede som albummet med det instrumentale ”Tasogare”, der fungerer som en intro til det musikalske univers, Wells og Moffat har skabt. Som på albummet gled det direkte over i ”Let’s Stop Here”, der på mange måder tekstmæssigt læner sig op ad Arab Straps univers. Forskellen er, at denne fortælling om mødet med en gammel flamme ender med, Moffat træffer det svære, men rigtige valg og går hjem til sin kæreste i stedet for at falde for fristelsen og kysse de læber, som har spøgt gennem så mange år.

Efterfølgende fik publikum det rolige ”Ballad of the Bastard”, en hudløs ærlig fortælling om en mands eskapader, som ender med, at Moffat træder et skridt tilbage fra mikrofonen og nynner, som blev han følelsesmæssigt så påvirket af nummeret, at han blev nødt til at trække sig lidt væk. Herefter slog bandet over i ”Dinner Time”, der er lige så klaustrofobisk og skurrende som på albummet. Bassisten brugte her både bue og trommestik på sit instrument, og trompetistens skærende toner kom i små udbrud, der bare gav endnu mere uhygge til nummeret. Moffat var aftenen igennem placeret stående bag et mindre trommesæt, som han styrede sparsomt, og uden det tog fokus fra hans vokal.

Under hele koncerten sad den hyggelige Bill Wells bag sine tangenter og mindede om julemanden. Han sagde ikke et ord, spillede ofte med lukkede øjne, og kun enkelte gange bevægede hans store krop sig i små hop, når han fandt Moffats kommentarer mellem numrene sjove. Enkelte gange fik han selskab på tangenterne af henholdsvis bassist og trompetist, der begge var ganske tynde i sammenligning med den trinde Wells, hvilket udgjorde et morsomt syn. Hans spil var diskret og dog meget bærende for hele udtrykket, fordi pianoet sammen med vokalen er hovedingredienserne i duoens musik.

Wells havde en ro, som smittede af på Moffat, der virkede afbalanceret. Moffats tekster på Everything’s Getting Older er måske nogle af de bedste og mest modne, han har præsteret. Ved foden af trommerne stod tre øl strategisk placeret, men som han bemærkede, var han slet ikke i træning med at drikke øl. I det hele taget hviler han nu mere i sig selv, virker lidt mindre glad for alkohol, og falder utroligt naturligt ind i rollen som skotsk crooner. Og det skinner igennem i teksterne. F.eks. fortællingen ”The Copper Top” om en begravelse, han må flygte ind på pubben fra, fordi tanken om at alting ældes bliver for tung for ham.

»That was a song about death, the next one is about sex and shagging,» proklamerede Moffat og annoncerede ”Glasgow Jubilee” med et smil, der viste, han trods alt er kommet ud på den anden side af de mange, mørke kroge af det menneskelige sind, som han tidligere har været fanget i som en rotte i en uløselig labyrint.

Aftenens sætliste fulgte albummets ditto det meste af vejen, hvilket kun var naturligt for et album, der er så veldisponeret. Undtagelsen fra albummets numre var det nye nummer ”The Missing” og den fine, langsomme version af Bananaramas ”Cruel Summer” fra ep’en af samme navn, hvor det ene ekstranummer ”Box It Up” også stammede fra.

”(If You) Keep Me in Your Heart” viste en mere klassisk vuggende Moffat i et lidt højere tempo end resten af aftenens sæt, mens afslutningen på hovedsættet igen kom ned i tempo, som på albummet, med de positivt betitlede ”The Sadness in Your Life Will Slowly Fade” og ”The Greatest Story Ever Told”. I sidstnævnte filosoferer Moffat – og i modsætning til tidligere tiders tanker næppe over en stor fadøl – over livet og det faktum, at selvom mennesket føler sig unikt, er sandsynligheden for, at vi er alene i universet, meget lille. Men som Moffat samtidig positivt konkluderer: »We invented love and that’s the greatest story ever told». Efter en kort pause fra scenen vendte bandet tilbage og afsluttede efter “Box It Up” aftenen med vuggevisen ”And So We Must Rest”. Hverken stemningsmæssigt eller tekstmæssigt var det en aften på den glade side af livet, men som koncertoplevelse var det ganske opløftende.

★★★★½☆

3 kommentarer

  • Nu var jeg der godt nok ikke, men verdens bedste Arab Strap sang (“New Birds”) har nu faktisk præcis samme tema (og slutning) som “Let’s Stop Here” åbenbart har.

  • Det er rigtigt, Ivan. I modsætning til “New Birds”, hvor musikken udtrykker en del mere fortrydelse af at have taget hver sin taxi end teksten, er afklaringen i “Let’s Stop Here” til at tage og føle på.

Leave a Reply