Plader

Brian Eno: Drums Between the Bells

Skrevet af Jeppe Jørgensen

Seneste udspil fra ambientlegenden Brian Eno er en noget rodet affære. Spoken word-teksterne fungerer sjældent i samspil med musikken, og resultatet er hverken videre sammenhængende eller lytteværdigt.

I det her forum behøver en mand som Brian Eno ingen introduktion. Det gør hans nye album dog: Drums Between the Bells udgivet på Warp. Hvor hans forrige album, Small Craft on a Milk Sea, lagde mere vægt på synth og noise, er genren skiftet en smule ud med ambient (der kradser lidt i starten) og endnu vigtigere: spoken word.

Spoken word har sin egen lille obskure niche i moderne musik. De mest succesfulde stykker inden for genren må, historisk set, være enkeltnumre. Hvem husker ikke fede numre som Lazyboys “Underwear Goes Inside the Pants” eller Baz Luhrmans glimrende “Everybody’s Free (To Wear Sunscreen)”. Fordelen er bl.a., at man ofte kan få presset et større tekstmateriale ind, end hvis hver stavelse skulle have en tone at blive sunget på.

Drums Between the Bells fungerer det bare ikke, selvom det er svært at sætte fingeren på, præcis hvor det lige går galt. Det virker klart, som om musikken er skrevet med lyrikken som oplæg. Der, hvor de to elementer – musik og lyrik – trækker i hver sin retning, blev jeg ærligt talt forvirret. Allerede på tredje nummer, “Dreambirds”, tager musikken over, og det er svært at fastholde koncentrationen og opfatte ordene.

Der, hvor musik og tekst hænger sammen, virker det fortænkt. Det gælder blandt andet på “Glitch”, hvor Eno temmelig fantasiløst har valgt at finde musikalsk inspiration i den elektroniske subgenre af samme navn. Resultatet er et hektisk sci-fi-nummer, der simpelthen må være en parodi på et tysk elektroband, som har lyttet for meget til Kraftwerk. Jeg håber og beder til, at det er ironisk ment – jeg tror det egentlig ikke.

Samlet set falder det tekstmæssige, minus enkelte lyspunkter, temmelig akavet ud. Nu skal det måske siges, at jeg er typen, der beundrer mysticisme og hippiebevægelsen: Jeg mediterer, læser “I Ching”, stemmer i rød blok, har endda anlagt mig et fuldskæg, og jeg går fortrinsvist i sweatre, der efterhånden lugter lidt for meget af pot og regnvejr. Men den her skive smager af en weekend i Vækstcentret med røgelse, rundkredsmeditation og new age-inspireret BS nok til at gøre Lyall Watson liderlig. Og hvad værre er: Den virker sine steder fortænkt.

Især nummeret “A Title” er irriterende, med en vokal der krampagtigt insisterer på sin unikhed. Med thespiansk overskruet diktion og kamelen af første vers, »Life doesn’t start with a title / the one man show,« drukner en skrøbelig tekst i teatralsk sovs.

Det tekstmæssige virker ærligt talt mere i øjenhøjde på “Cloud 4”, hvor Eno og Holland selv lægger stemme til. Her er vi så at sige inde på troldmandens værksted, og troldmanden er to fjollede nørder, der groover over den enkelte sang og det at »ord er herrefede, mand… Bare prøv at tænke over det… Ord, mand.« Det er ikke noget godt nummer, men jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet og sende en tanke til Enos Taking Tiger Mountain fra dengang, han selv sang hysterisk udsyrede sange med skjult kritik af det daværende maoistiske Kina. Den er bedre, end det lyder.

To lyspunkter er det optimistiske “Seedpods” og det esoteriske afslutningsnummer “Breath of Crows”, hvor teksten får lov til at ånde, hvilket hænger godt sammen med selve det lyriske indhold: »My God / Is in the breath of crows.«

Det samlede indtryk af Drums Between the Bells er temmelig rodet. Det virker, som om man har sat de eneste to rytmisk stærke numre først, og derefter får lytteren bare lov til at flyde ud. Men at man har albummets tilladelse, betyder ikke, at det er, hvad man har lyst til at gøre.

Der findes musikere, hvis tekst fungerer som lyrik: Den kan stå alene. Nick Cave, Karl Hyde, Paul Banks og Karin Dreijer er nogle af mine idiosynkratiske bud. Og der findes givetvis også lyrikere, som qua deres musikalitet kan komme op på et niveau, hvor teksten bliver musikalsk i sin helhed. Måske er det en pointe, at mindst én anden person har været inde over hele processen i førnævnte eksempler? Drums Between the Bells fungerer i hvert fald ikke og må nu må samle støv i min cd-samling indtil næste julefrokost med pakkeleg. Pas på den smalle pakke i sølvpapir!

★☆☆☆☆☆

1 kommentar

  • Jeg er ikke helt så kritisk overfor albummet, selvom det ikke hører til Brian Enos allerbedste, men det er en anden historie. Men hvis man ikke synes kombinationen af musik og spoken word helt fungerer, kan jeg anbefale limited edition 2 CD-albummet, hvor hele CD 2 er intrumentalversionerne af numrene. Dét fungerer faktisk fint.

Leave a Reply