Plader

Classified: Handshakes & Middle Fingers

Skrevet af Maja Hirani

Den produktive canadier er endnu en gang på gaden med et par håndfulde nye sange. Hvor mulighederne for at tage skridtet videre i den grad luftes, så bliver Classified på store dele af albummet i sin vante ramme, hvor ‘middel’ er nøgleordet.

Den canadiske rapper og producer Classified er en stædig satan. Hans iver efter at bevise sig selv som en af Canadas tunge drenge har nu ført til intet mindre end 14 albums. Han er unægtelig blandt de mest fastholdende og produktive rappere. På trods af det har han aldrig rigtig opnået den respekt, som af en eller anden årsag er så vigtig i hiphopkulturen. Han har spyttet ambitiøse plader ud i tide og utide, hans karriere har vekslet mellem helt øde passager og enkelte radio-hits – og hans fanbase har gennemgået heftige svingninger i både målgruppe og engagement. Handshakes & Middle Fingers fortæller historien om Classified. Den fortæller historien om en mand, der har væltet rundt på en alt for fyldt hiphopscene uden at kunne finde sin plads. Han har kæmpet og svedt, men masserne har været temmelig ligeglade, og de kræsne undergrundstilhængere har passivt set det ene forbipasserende album afløse det andet.

»Last year I felt like I was everywhere / They even heard me from Regis and Kelly’s chair / The Olympics the Juno’s I did it, all of this / All from one song, I’ll admit it,« lyder det ydmygt fra Classified på den albummets hudløse åbner, og han fortsætter: »Am I a one hit wonder? I don’t think I am / but the thought crossed my mind and I erased it / And for the video we asked everybody out / No black people showed, then they call me racist.«

Det er en tydeligt tynget Classified, vi har med at gøre på hans 14. album. Hans bumpede karrierevej har utvivlsomt bidraget til en ændring i både lyd og lyrik, tænkte jeg, da jeg hørte åbningsnummeret for første gang. En uventet begejstring væltede op i mig. Mon 14. gang er lykkens gang? Han har manglet noget at fortælle ,og måske har han fundet sin inspirationskilde. Ikke alene sympatisere man med manden, men han har jo noget på hjerte. At det så længere inde i albummet fortyndes i et hav af forbløffende ringe omkvæd samt alenlange passager om hans heftige hashforbrug, er en anden sag.

Introen holder ikke helt, hvad den lover af musikalsk fornyelse. Classified hænger demonstrativt fast i sine gamle dyder, men det er jo egentlig også ret beundringsværdigt. Pladen har sine obligatoriske radiovenlige forbiere, et par blændende features, nogle velproducerede, nakkevridende beats – og en lidt svingende performance fra hovedpersonen selv. Trods kedelige indslag er Handshakes & Middle Fingers et ret ambitiøst projekt, hvor der er tilpas mange solide, letfordøjelige hiphopørehængere til, at albummet er relativt fornøjeligt. På den flotte ”Danger Bay” skildrer Classified et mystisk, hemmeligholdt sted, hvor »the athletes and entertainers are more valued than the doctors and educators,« og hvor »they all lost faith in their lord / and the ones who haven’t they don’t go to church, they go to war.« Vi har også fint besøg af Brother Ali på “Maybe It’s Just Me”, og begge serverer deres a-game over et en velklingende, eksotisk produktion. Joe Budden gæster på ”Unusual”, der bærer pladens ubestridte bedste beat: et up-beat, energifyldt trommeparadis med tilhørende lækkert klaver samt vokalsample.

Overordnet set er lydsiden god – dog med en hel del ensartethed i opsætningerne. På den anden side hjælper det til, at pladens musikalske røde tråd ikke trækker for langt ud i mærkeligheder, hvor rapperen absolut ikke har evnerne til at kunne bunde. Man sidder nu med en fornemmelse af, at der er lige lovlig meget ‘Classified-skabelon’ over mange af numrene, men må man give rapperen velfortjent applaus for et album, der hverken lyder påtaget eller anstrengt. Jeg tror bestemt, at løbet om at cementere sig som Canadas største rapkomet er kørt for Classified – og noget siger mig, at 14. gang ikke er lykkens gang alligevel.

Manden kan sagtens ramme sine takter og producere tonsvis af beats, men han er simpelthen for anonym og farveløs i forhold til sine canadiske konkurrenter, der tæller guddommelige talenter som eksempelvis Shad. Classified har intet nyt at komme med, så som led i hans rapkarriere er albummet ‘blot’ endnu en i rækken. Men det ændrer nu ikke på, at Handshakes & Middle Fingers som enkeltstående album er en overvejende god oplevelse, som Classified stolt kan tage med sig, når han bestemmer sig for at dreje nøglen om. Det bliver til 3,5 U’er – brav kamp. Men vi holder her.

★★★½☆☆

Deltag i debat