Plader

Ganglians: Still Living

En times fin, men ikke overvældende lo-fi er, hvad det er blevet til for Ganglians på deres anden plade.

»This is a sad, sad song / For all you sad, sad people.«

Sådan indleder Ganglians deres anden plade, Still Living. Men som der står i pressemeddelelsen, så er det bestemt ikke noget sørgelig plade, og jeg tror heller ikke, at man nødvendigvis er mere sørgmodig, efter man har hørt pladen. Jeg bliver i hvert fald nærmere mæt. Stopmæt. Måske endda overmæt, for Ganglians har ikke lavet et stykke musikprodukt efter devisen less is more. Snarere tværtimod.

Still Living varer lidt under en time. Og det er en lang blanding af lo-fi indie, lette psykedeliske eksperimenter og højstemte vokalharmonier. Det er jo ganske fedt med de mange forskellige forsøg. Men det gør altså også, at man bliver lidt overvældet og overmæt, for det kan være svært at kapere så meget på én gang.

Der er rigtig mange af de førnævnte vokalharmonier, og jeg er normalt kæmpe fan af den slags. Men det kan godt lige blive en tand for meget, når de næsten indgår på samtlige numre. »Woo-aaaah«-korene kan godt komme til at kvæle den ellers udmærkede musik. Det kan være svært at skille numrene fra hinanden, selvom der eksperimenteres. For mange af dem er i samme tempo og minder på den måde meget om hinanden, når man også tager vokalharmonierne i betragtning. Det er mit største ‘problem’ med pladen. At der er så meget musik, at det kan være svært at skille det fra hinanden.

Et af pladens absolut stærkeste kort er den seks minutter lange sang “Bradley”. Her indleder en akustisk guitar nummeret med masser af rumklang. Stille og roligt bliver der lagt en tung og dyb tromme ind i baggrunden, hvorefter den lyse vokal træder ind på scenen. Der er lagt i ovnen til et crescendo. Efter det er kulmineret, går sangen igen helt ned i tempo, og guitaren er langt det mest dominerende instrument. Og så tilbage igen med trommerne, vokalharmonierne og rumklangen. Ganske, ganske godt.

De gør det godt, Ganglians fra Sacremento på deres anden plade. Men der er næsten for meget musik til, at jeg kan kapere det. Og det er synd, for sangene fejler med enkelte undtagelser ikke noget. Men det kan også blive for meget af det gode.

★★★★☆☆

Deltag i debat