Konkurrencer

Gratis Aidan Moffat-koncert med en ven og to plader under armen

Skrevet af Redaktionen

Kan du dine pornopræfikser og sexlingo? Så har du mulighed for at komme med en ven til gratis koncert på Loppen d. 27. oktober, hvor Aidan Moffat spiller med Bill Wells. OG så får I hver et eksemplar af de tos nye cd.

Hvem er Aidan Moffat? Deltag i Undertoners konkurrence, og hils selv på manden 27. oktober.

Aidan Moffat (ex-Arab Strap) gæster torsdag den 27. oktober Loppen i København, og med sig har han ifølge arrangørerne »verdens sejeste Bill Wells«, som han tidligere på året udgav pladen Everything’s Getting Older med. Wells er ud over verdens sejeste af sin slags også selvlært bassist, pianist, komponist og guitarist og har bl.a. spillet med så relativt forskellige navne som The Pastels, Barbara Morgenstern og Isobel Campbell.

Undertoner har i forbindelse med Moffat og Wells’ koncert fået nallerne i to gange to Moffat-cd’er og billetter til koncerten på Loppen 27. oktober, så der er virkelig tale om noget af en godtepose, som to heldige Undertoner-læserne og deres påhæng kan få fat i.

Men ingen konkurrence uden en smøre og et afgørende spørgsmål:

Aidan Moffat dannede sammen med Malcolm Middleton den skotske indierockduo Arab Strap, der snart har haft præfikset ‘hedengangne’ foran sig i fem år. Præfikset kunne imidlertid også have været ’sexredskab’, for ud over at være navnet på Moffats tidligere band, så er ‘arab strap’ en læder- eller metalring, der kan placeres omkring penis og testikler. Navnet stammer formentlig fra en metode, hvorpå man kontrollerer arabiske heste under parringen, men bandnavnet er imidlertid ikke eneste gang, Moffat har benyttet sig af lingo taget fra den seksuelle verden. Således optræder skotten også under navnet Lucky Pierre (senere L Pierre), der er slang for en bestemt position i en bøssetrekant, hvis denne opfattes som en så at sige treleddet ske. Men hvilken position er Lucky Pierre? Send dit svar af sted senest 24. oktober, og du er med i konkurrencen.

Vinderne er fundet.

Deltag i debat