Plader

Hooray for Earth: True Loves

Skrevet af Anna Møller

Forestil dig Mew’sk kompositionsstorhed forenet med 80’er-synth-æstetik og vokal med tilbageholdt tristesse. Læg dertil et fyldigt og formfuldendt lydbillede, og så har du omtrent Hooray for Earths True Loves.

True Loves er newyorker-bandet Hooray for Earths første fuldlængdealbum, der udgives via newyorker-selskabet Dovecote. Primært og formentlig er albummet et udtryk for mastermind og multiinstrumentalist Noel Heroux’ hedeste drømme, og i titelnummeret forenes de elementer, der synes at være kendetegnende for True Loves.

Bevægelige trommer med dynamiske kantslag, dyb synth, langstrakt og æterisk vokal på grænsen til det falsette og en virkelig fængende og en anelse storladen melodi. Her er uendelige baner af diverse synthlyde, der imidlertid hverken modarbejder hinanden eller ender i et mudret lydbillede – tværtimod er hvert element en afmålt størrelse i sig selv. Det kræver et tålmodigt popøre, for der sker meget i lydbilledet, og man skal snarere end følge et spor for sig selv forsøge at høre numrene som helheder af fuldendte og fyldige landskaber.

Åbneren ”Realize It’s Not the Sun” er ligeledes prototypisk for True Loves: Reallyde med stemmer, liv og bylarm lægger bunden, før et manipuleret vokalkor og stortromme sætter ind, og forsanger Noel Heroux’ lyse stemme følger trop med en melankolsk melodilinje. Snart udvikler trommerne sig til et skævt og dynamisk hoppende beat, der ofte lægger sig på nedslagene og dermed skaber en offbeat popsang. Produktionen af True Loves vil meget, og til tider fremstår musikkens fyldighed uendelig, uden dog af den grund at være lydligt forstørret i en sådan grad at man ikke kender stortromme fra bassynth osv.

Balancegangen mellem melankolsk distanceret vokal, catchy popmelodier og et voluminøst lydbillede, der lægger sig i næsten melodi grand prix-klingende lag om hinanden, er særdeles veludført på True Loves. Min eneste anke er, at det til tider kan blive for glat. Det er svært virkeligt at trænge ind i popkonstruktionerne, der i al deres afrundethed forekommer fuldendte og til tider en anelse distancerede. Hvis man imidlertid tillægger vokalen den melankoli, som den nok indeholder, og ikke afviser popprojektet som en dyrkelse af en overfladens og strukturernes formfuldendthed, så er der langt mere at finde i Hooray for Earth.

Måske er det en farce at skulle lede efter en sprække for at kunne lukke sig selv i musikken, men det kan være svært helt at give sig hen til et lydbillede, der er så strukturelt set færdiggjort. De dominerende og velgjorte trommer er lagt helt fremme til at affeje ethvert forsøg på at forholde sig til musikken, mens vokalen dels er mixet ret langt ned i lydbilledet og desuden besidder en distanceret melankoli, der ligner apati.

”Black Trees” er en anden version af titelnummeret ”True Loves”, hvor teksten er ændret og tempoet sat ned til en sløv og drævende, stortrommebaseret rytme. I titelnummeret synger Heroux: »Under a world of sound / hold her and hold her / don’t have to look / under a world of sound,« mens teksten i “Black Trees” er forvansket til: »Over and out / until I’m under an exit sign« og samtidig er placeret et andet sted i melodiens allerede fastlagte struktur.

I mine øjne er albummets sidste nummer samtidig det bedste, da der gives plads og tid til rent faktisk at høre teksten og i det mere åbne lydbillede at kunne give sig hen til elektropoppens melankolske dynamik.

★★★★½☆

 

Hooray for Earth

 

True Loves er canadiske Hooray for Earths xxx album, der udgives via xxx Dovecote. I titelnummeret forenes de elementer, der synes at være kendetegnende for albummet. Bevægelige trommer med dynamiske kantslag, dyb synth, langstrakt og æterisk vokal på grænsen til det falsette og en virkelig fængende og anelse storladen melodi. Her er uendelige baner af diverse synthlyde, der imidlertid hverken modarbejder hinanden eller ender i et mudret lydbillede – tværtimod er hvert element en afmålt størrelse i sig selv. Det kræver et tålmodigt popøre, for der sker meget i lydbilledet, og man skal snarere end at følge et spor for sig selv forsøge at høre numrene som helheder af fuldendte og fyldige landskaber.

Åbneren ”Realize It’s Not the Sun” er ligeledes prototypisk True Loves: Reallyde med stemmer, liv og bylarm lægger bunden, før et manipuleret vokalkor og stortromme sætter ind, og forsanger Noel Heroux’ lyse stemme lægger ind med en melankolsk melodilinje. Snart udvikler trommerne sig til et skævt temperet og hoppende beat, der ofte lægger sig på nedslagene og dermed skaber en offbeat popsang.

Balancegangen mellem melankolsk distanceret vokal, catchy popmelodier og et voluminøst lydbillede, der lægger sig i næsten melodi grand prix-lag om hinanden er særdeles veludført på True Loves. Min eneste anke er, at det til tider kan blive for glat. Det er svært virkeligt at trænge ind i popkonstruktionerne, der i al deres afrundethed forekommer fuldendte og til tider en anelse distancerede. Hvis man imidlertid tillægger vokalen den melankoli, som den nok indeholder og ikke afviser popprojektet som en dyrkelse af en overfladens og strukturernes formfuldendthed, så er der langt mere at finde i Hooray for Earth.

Produktionen af True Loves vil meget, og til tider fremstår musikkens fyldighed uendelig uden dog af den grund at være lydligt forstørret i en sådan grad, at man ikke kender stortromme fra bassynth osv.

Måske er det en farce at skulle lede efter en sprække for at kunne lukke sig selv i musikken, men det kan være svært helt at give sig hen til et lydbillede, der er så formfuldendt og strukturelt set færdiggjort. De dominerende og velgjorte trommer er lagt helt fremme til at affeje ethvert forsøg på at forholde sig til musikken, mens vokalen dels er mixet ret langt ned i lydbilledet og desuden besidder en distanceret melankoli, der ligner apati til forskel.

”Black Trees” er en anden version af titelnummeret ”True Loves”, hvor teksten er ændret og tempoet sat ned til en sløvt og drævende stortrommebaseret rytme. I titelnummeret synger Heroux »under a world of sound / holder and holder / don’t have to look / under a world of sound«, mens teksten i “Black Trees” er forvansket til »over and out / until I’m under an exit sign«.

I mine øjne er albummets sidste nummer samtidig det bedste, da der gives plads og tid til at rent faktisk at høre nummerets tekst og i det mere åbne lydbillede at kunne give sig hen til electropoppens melankolske

Forestil dig Mewsk kompositionsstorhed forenet med 80’er-synthæstetik og vokal med tilbageholdt tristesse. Læg dertil et fyldigt og formfuldendt lydbillede, og så har du omtrent Hooray for Earths True Loves.

Deltag i debat