Koncerter

I Got You on Tape, 15.10.11, Store Vega, København

Skrevet af Nicklas Colerick

Der var store forventninger til denne efterårskolde lørdag aften i selskab med populære I Got You on Tape, men trods et velvalgt sæt blev de kun delvist indfriet.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Et udsolgt Store Vega en lørdag aften er som regel et godt tegn på, at der er en stor koncertoplevelse i vente. Denne efterårskolde aften er det blevet det albumaktuelle band I Got You on Tapes tur til at skabe en eventyrlig koncert for et spændt publikum. Efter det fire mand store orkester vandt den prestigefyldte P3 Guld-pris i 2010 og udgav albummet Church of the Real har de turneret land og rige rundt til udsolgte spillesteder, hvilket gør, at forventningsniveauet er sat en anelse højere end normalt.

I Got You on Tape har med Church of the Real lagt mere vægt på de lyse og dansable melodier frem for den mere dystre og udspekulerede artrock. Det er bestemt en spændende musikalsk retning, bandet har taget, formentlig med formålet at ramme et lidt bredere publikum.

Det gøres hurtigt klart, at den nye stil uden tvivl fungerer live. Åbningsnummeret ”Church of the Real” pumper taktfast ud gennem højtalerne og bliver fornemt efterfulgt af deres store hit ”Run from the Rain”. BUM… Vejen er banet for en stor koncertoplevelse med et yderst veloplagt band.

Men publikum virker ikke rigtig tilstedeværende og snakker ekstremt meget gennem numrene. Samtidig er Vegas ellers så fremragende lyd ikke helt høj nok og kan ikke overdøve de mange samtaler. Først ved tredje nummer ”Truth and Solitude” vågner publikum lidt op, og snakken forstummer.

En storsmilende Jakob Bellens virker meget taknemmelig og lidt overrumplet over det store publikumfremmøde. Han er yderst veloplagt og kommer med et par kiksede jokes om Kashmir og om sin nye app til mobiltelefonen. Han lader derefter musikken tale, hvilket han bør holde sig til. Bellens’ urokkelige, sikre stemmeføring, som lægger sig taktfast op ad det gennemtrængende beat, fører sikkert bandet videre til de næste numre. Det lyrisk smukke og stemningsfulde nummer ”Back from the Dead”, eller som Bellens med et smil på læben kalder »Tilbage til døden«, skaber nærmest en drømmeagtig stemning blandt publikum. Det bliver frækt efterfulgt af ”Stereo”, som med dens let dansable beat, river publikum tilbage til virkeligheden.

I Got You on Tape hiver også nogle af deres ældre numre, som ”Spinning for the Cause” og ”Ace in the Hole”, op af posen – til stor begejstring for publikum. Specielt i ”Ace in the Hole” viser bandet deres musikalske færdigheder, hvor guitarist Jakob Funch, med sit rockede guitarriff, og den altid bundsolide trommeslager Rune Kielsgaard virkelig finder hinanden flot. Det er uden tvivl et band, der kan sit kram.

Bandets lidt utraditionelle opstilling på scenen, hvor Kielsgaard, fuldt berettiget, er trukket helt frem på scenen, fungerer overraskende godt. Det er dog ærgerligt, at Bellens skal stå gemt bag to store keyboards og to lampestativer. De to lampestativer virker umiddelbart overflødige og gør, at Bellens bliver meget fjern fra publikum, idet de to keyboards i forvejen fylder meget. I Got You on Tape har svært ved komme helt ud over scenen, og der opstår aldrig rigtig kemi mellem band og publikum.

I Got You on Tape leverer en meget stilsikker koncert på deres egne præmisser, hvor de koncerten igennem kæmper for at få publikum med. Den usædvanligt gode sammensætning af sange kunne ellers have skabt den helt store koncertoplevelse, men den kom desværre ikke. Det høje forventningsniveau blev ikke helt tilfredsstillet. Man gik hjem med en lidt tom følelse, idet man fornemmer bandet rummer mere end de rent faktisk præsterer. De formår aldrig rigtig at gribe publikums udstrakte hånd og følge dem sikkert videre ud i den klare efterårsnat.

★★★★☆☆

Om skribenten

Nicklas Colerick

 

Biografi:
Musik har altid fyldt meget i mit liv. Jeg er vokset op i et hjem, hvor musik har spillet en central rolle. Den gamle grammofonplade i stuen spillede altid klassikere som Beatles, Jimmy Hendrix, Bruce Springsteen eller Bob Dylan. Som barn var jeg på evig jagt efter nye spændende kunstnere i min fars kolossale pladesamling. Det var altid rockmusikken, som tiltalte mig mest. Jeg blev, som mange andre teenagere, optaget af grungemusikken, hvor bands som Nirvana, Pearl Jam, Soundgarden og danske Kashmir og Psyched up Janis fangede min interesse. Deres energiske, fandenivoldske attitude og eksplosive musik åbnede en helt ny musikalsk verden for mig.

 

Indierocken og punkrocken blev efterhånden også indlemmet i mit kritiske musikalske univers, hvor The Strokes, Interpol, Editors, The National og Bloc Party har betydet meget. Senere hen blev der også plads til lidt mere stilfærdig musik som Thomas Dybdahl, Bon iver og Cody.
Elektrorocken vinder også større og større indpas i min pladesamling, og specielt de danske bands Spleen United, Veto og When Saints Go Machine er godt repræsenteret.

 

Fem favoritalbums:
Pearl Jam: Ten
Interpol: Antics
Kashmir: Zitilites
Jeff Buckley: Grace
Spleen United: Neandertahl

Skriv et svar

boeger