Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk
På sin hjemmeside forærer Jens Lekman en tidlig liveoptagelse af “A Sweet Summer’s Night on Hammer Hill” væk. Lydkvaliteten er dårlig, den unge svensker glemmer teksten, og det hujende publikum står efter alt at dømme klos op ad scenen. Et lille årti senere har Lekman fortsat nummeret på repertoiret, men ellers var noget nær alt andet forandret, da han mandag aften besøgte den blå koncertbygning på Amager. I Studie 2 var der stolerækker på gulvet, et næsten andægtigt tyst publikum, og Jens Lekman anno 2011 kan ikke bare sine sangtekster, men også sine introduktioner til sangene udenad.
På sin efterårsturné har Lekman droppet tidligere tiders store bandopsætninger og rejser blot rundt med en trommeslager. Det betød, at der de første 40 minutter ikke var andet i højttalerne end akustisk guitar, trommer og Lekmans karakteristiske croonervokal, der stadig er en af den slags stemmer, man med jævne mellemrum får lyst til at gifte sig med.
Hovedparten af sangene passede fint til den skrabede opsætning. Både ”Waiting for Kirsten” og titelnummeret fra den nyligt udkomne ep An Argument With Myself fungerede glimrende uden den vanlige orkesterstøtte, og det nye nummer ”I Want a Pair of Cowboy Boots” var som skabt til en aften, hvor tilhørerne var så stille, at de beslutsomme ord i omkvædet kunne stå helt klart: »In my next dream I want a pair of cowboy boots / The kind that walks the straightest and most narrow route / Anywhere but back to you.«
Undervejs i det akustiske sæt blev “I Saw Her at the Anti-War Demonstration” og “A Sweet Summer’s Night on Hammer Hill” imidlertid noget hæmmede af, at sangenes energi ikke kunne gives ordentligt videre til et siddende publikum. Lidt senere savnede “The End of the World Is Bigger Than Love” sine strygere for at kunne slippe sit lidt gumpetunge udtryk.
I løbet af de seneste år er Lekman blevet mere selvsikker i sin liveoptræden, og både under og mellem sangene kvitterede det lydhøre publikum for svenskerens jokes med latter. Ikke nødvendigvis af ren høflighed, men som tiden gik, blev det tydeligt, at der heller aldrig var decideret hengivenhed i luften. En enkelt pige foran mig kastede armene i vejret under “Black Cab”, men ellers holdt stolerækkerne effektivt jubeludbruddene nede.
Da Lekman efter knap 40 minutter nåede til “The Golden Key”, virkede også han til at være lidt træt af at skulle holde igen, og så tog koncerten en lykkelig drejning. Midtvejs tilføjede han et klaversample, og bare dét at få denne variation var forfriskende og tiltrængt. Og da nummeret så gled direkte over i “The Opposite of Hallelujah”, som ved hjælp af sampleren blev leveret i en langt mere albumtro udgave end de øvrige sange, lykkedes det endelig at få transporteret intensitet fra scenen og ud til publikum.
Her forlod Lekman scenen, men havde heldigvis stadig strøm på det elektroniske udstyr, da han hurtigt vendte tilbage for at spille ekstranumre. Ten City-coveret “That’s the Way Love Is” var måske nok en bagatel, men qua sine lidt interimistiske, hoppende loops gav det stadig afveksling i forhold til det oprindelige sæt, og “Sipping on the Sweet Nectar” fik tv-serie-strygere og en nærmest musicalværdig show-stopper-finale. Her gled Jens Lekman ud af rollen som beleven entertainer og havde det tydeligvis selv sjovt.
Måske var det dét – at man kunne mærke, at han begyndte at være lidt mindre kontrolleret og mere til stede – der gjorde, at det andet ekstrasæt gjorde langt mere indtryk end det oprindelige sæt, selvom den anden omgang ekstranumre var endnu mere afdæmpet. Night Falls on Kortedala-åbneren ”And I Remember Every Kiss” var blottet for sin absurd symfoniske orkestrering, der dog ikke var spor savnet. Tværtimod foldede Lekmans smukke vokal sig for alvor ud, og helt eminent blev den i den afsluttende “Shirin”, som han spillede og sang uden elektrisk forstærkning. Den lyse, skrøbelige sang om eksil-irakeren, der driver en skønhedsklinik i sin lejlighed og fælder tårer ved tanken om sit hjemland, står tydeligvis Lekmans hjerte nær, og den følsomhed, han fremførte den med, kontrasterede for alvor koncertens svagheder: Her var det slut med den professionelle og lidt afmålte facade, og frem trådte den Lekman, som formår at gøre sange, der driver af sentimentalitet, aldeles gribende.
Således endte det hele meget mindeværdigt, men det tog lige rigeligt lang tid, før Lekman løftede sig selv og publikum op på det niveau.
Uenig. Koncerten er oppe på 5 stjerner i min himmel. Hvis man havde en forventning om endnu en “Vega-koncert”, så blev man sikkert skuffet. Den mere eller mindre akustiske koncert var lige i øjet en mandag aften, og Jens Lekman beviste, at hans sange holder et helt utroligt højt niveau. Sangene fungerede smukt uden strygere og andet pålæg. Det er klasse. Hans underfundige humor faldt i god jord blandt publikum, og når folk ikke dansede på stolene, så skylder det formentlig næsegrus beundring af manden og at rammerne ikke var til det. Ten City-nummeret hed That’s The Way Love Is og ikke The Thing We Do For Love (som er et nummer af 10CC).
Ten City-fejltrinnet er rettet. Mange tak.
Jeg har i øvrigt aldrig set Lekman spille en Vega-koncert, så det er ikke årsagen til min mellemfornøjethed.