Koncerter

Mikael Simpson & Sølvstorm, 01.10.11, Train, Aarhus

Simpson & Sølvstorm gæstede Aarhus med den nye plade Noget laant, noget blaat i bagagen. En musisk oplevelse, der både bød på overraskelser og gamle kendinge.

»Hey, skål! Glæder mig til koncerten, Mikael!«

Mikael Simpson står med en øl i hånden og læner sig op ad bagvæggen på Train. Noget anonym i mørket, men langtfra afvisende for publikum, smiler han og snakker med dem, der opdager ham. Klokken er 21.45, og på scenen står Ulige Numre og varmer op. Om ikke længe skal han selv på scenen.

Det er ikke ofte, jeg opdager aftenens hovednavn mingle med publikum inden koncerten, men hvis nogen skulle gøre det, er Simpson et af de bedste bud. Jeg har før oplevet ham live, og sjældent har jeg oplevet en kunstner med en så stor mængde publikumskontakt (hvor han rent faktisk lytter og taler med os).

Opvarmningen takker af, og Simpson forsvinder fra mængden. Godt 30 minutter senere toner lyden af gregoriansk sang ud af højttalerne – en noget teatralsk indgangsmarch, der ikke har videre sammenhæng med indledningsnummeret “Det var en lørdag aften”, der i dagens anledning har ordlyden »Det er en lørdag aften, og jeg er besat.«

Besættelsen ser man ikke meget til, men som altid er Simpson i godt humør og afslappet, og Sølvstorm velspillende til trods for en manglende Anders Trentemøller. Netop hans fravær kunne høres. Ikke i forhold til albumversionerne, men i forhold til tidligere liveoptrædender, der i langt højere grad havde et elektronisk synthpræg.

Allerede ved aftenens andet nummer, “Jeg kan se det, at du ved det”, finder Simpson sin karakteristiske mundharpe frem, og de forbandet stemningsfulde, melankolske klagelyde fylder lokalet og viser for alvor Simpsons styrke: evnen til at skabe en eksplosiv energisk, men dog intens koncertoplevelse, hvor det spinkle lydbillede brat erstattes af fyldige basgange og tunge trommeslag.

Som forventet havde Simpson taget en del numre med fra sin nye plade, Noget laant, noget blaat, og trods en noget anonym og kedelig udgave af singlen “Morgenlys” formåede han at levere nogle gedigne liveudgaver af f.eks. “En af tolv”, “Lad det staa” og “Slåskamp”. Sidstnævnte dedikeret til Joe & the Juice af en eller anden grund.

I “Mist dig selv i mig” benyttede han sig af samme lille drejning, som jeg også oplevede for et par år siden, hvor han synger omkvædet fra Kim Larsens “Kvinde min” ind over. Det var meget sjovt første gang, men nu virker det lidt som et par billige point.

Generelt trak Simpson numre frem fra hele kataloget. Af mere mindeværdige numre kan “Jeg sidder fast” nævnes, der i aftenens anledning optrådte i en vellydende reggae/pop/electro-fusion, hvor publikum under opfordring fra hovedpersonen hæver armene i vejret, mens Simpson, lettere humoristisk, messer ordene »syng boing boing«. Nummeret var klart et af de mest vellykkede, og publikum kvitterede også med det største bifaldsbrøl indtil videre.

Et andet interessant øjeblik var et potpourri over instrumentalnummeret “Elektronisk blaa”, hvor “10 minutter” blev blandet ind i nummeret til en lækker sammenblanding af Simpsons univers. En effekt, han gentog i ekstranummeret “Knæk”, hvor sangtitlerne fra hans første album synges, som det kan høres i “Det sommer nu” fra De ti skud.

En stemningsfyldt aften, hvor liveudgaverne af numrene var tilpas overraskende, og tilpas velkendte i forhold til pladerne. Men desværre også en aften, der til tider var en smule hakket i kanterne, og hvor numrene blev en smule upersonlige og maskinelle i sin udførsel – f.eks. singlen “Morgenlys”, hvor Simpson afsluttede med sætningen »Jeg har skrevet den sammen med Asger Baden, så den er pissesvær at spille.« Bevares, men så burde man måske overveje, om den skal spilles live i den form.

★★★★½☆

Om skribenten

Mads Simon Hestbech

 
Biografi:
Historien om musikken og mig starter som så mange andres med en far og en pladesamling. Den pladesamling indeholder bl.a. The Wall, A Whiter Shade of Pale, A Night at the Opera... listen fortsætter. Derudover blev jeg som seks-årig sat ned foran en klaverlærer, da jeg havde en tendens til at tæve på tangenterne i dagligstuens ældre model af slagsen, altså klaver, ikke lærer. Hvis jeg absolut skulle banke hæmningsløst på de hvide og sorte tangenter, kunne jeg lige så godt lære at gøre det ordentligt. Efter seks år med polske lærerinder og en søster, der bag lukkede døre hørte alt fra grungerock til 90'er-pop, besluttede jeg mig for at sparke klaverstolen væk og udskifte den med en six string, færre nodepapirer og flere armbevægelser. Interessen udviklede sig så senere over til den firestrengende, og jeg forsøger nu at vedligeholde min passion for begge instrumenter. Da jeg så samtidigt elsker at skrive, kulminerede det i en ansøgning til Undertoner.dk, der har givet mig mulighed for at videreformidle mine tanker om musik.
Ud over det læser jeg journalistisk på Danmarks Journalisthøjskole, hvor min praktiktid afsones på DRs kulturredaktion, hvor jeg bl.a. har lavet Smagsdommerne, "Musik i Virkeligheden" og Kulturnyt.
 
Fem favoritalbum:
Pink Floyd: Dark Side of the Moon
The Crooked Spoke: The One You Left Behind
The Decemberists: Crane Wife
Electric Light Orchestra: A New World Record
Tool: Lateralus

2 kommentarer

  • Joe & the juice på Nørrebrogade fik smadret alle sine ruder inden åbningen. Det er nok der henvisningen kommer fra

  • Ah. Ja, sådan er det vel når man ikke længere bor i hovedstaden – nyheder fra nørrebrogade kommer ikke til døren.

Skriv et svar