Koncerter

Mikael Simpson & Sølvstorm, 01.10.11, Train, Aarhus

Simpson & Sølvstorm gæstede Aarhus med den nye plade Noget laant, noget blaat i bagagen. En musisk oplevelse, der både bød på overraskelser og gamle kendinge.

»Hey, skål! Glæder mig til koncerten, Mikael!«

Mikael Simpson står med en øl i hånden og læner sig op ad bagvæggen på Train. Noget anonym i mørket, men langtfra afvisende for publikum, smiler han og snakker med dem, der opdager ham. Klokken er 21.45, og på scenen står Ulige Numre og varmer op. Om ikke længe skal han selv på scenen.

Det er ikke ofte, jeg opdager aftenens hovednavn mingle med publikum inden koncerten, men hvis nogen skulle gøre det, er Simpson et af de bedste bud. Jeg har før oplevet ham live, og sjældent har jeg oplevet en kunstner med en så stor mængde publikumskontakt (hvor han rent faktisk lytter og taler med os).

Opvarmningen takker af, og Simpson forsvinder fra mængden. Godt 30 minutter senere toner lyden af gregoriansk sang ud af højttalerne – en noget teatralsk indgangsmarch, der ikke har videre sammenhæng med indledningsnummeret “Det var en lørdag aften”, der i dagens anledning har ordlyden »Det er en lørdag aften, og jeg er besat.«

Besættelsen ser man ikke meget til, men som altid er Simpson i godt humør og afslappet, og Sølvstorm velspillende til trods for en manglende Anders Trentemøller. Netop hans fravær kunne høres. Ikke i forhold til albumversionerne, men i forhold til tidligere liveoptrædender, der i langt højere grad havde et elektronisk synthpræg.

Allerede ved aftenens andet nummer, “Jeg kan se det, at du ved det”, finder Simpson sin karakteristiske mundharpe frem, og de forbandet stemningsfulde, melankolske klagelyde fylder lokalet og viser for alvor Simpsons styrke: evnen til at skabe en eksplosiv energisk, men dog intens koncertoplevelse, hvor det spinkle lydbillede brat erstattes af fyldige basgange og tunge trommeslag.

Som forventet havde Simpson taget en del numre med fra sin nye plade, Noget laant, noget blaat, og trods en noget anonym og kedelig udgave af singlen “Morgenlys” formåede han at levere nogle gedigne liveudgaver af f.eks. “En af tolv”, “Lad det staa” og “Slåskamp”. Sidstnævnte dedikeret til Joe & the Juice af en eller anden grund.

I “Mist dig selv i mig” benyttede han sig af samme lille drejning, som jeg også oplevede for et par år siden, hvor han synger omkvædet fra Kim Larsens “Kvinde min” ind over. Det var meget sjovt første gang, men nu virker det lidt som et par billige point.

Generelt trak Simpson numre frem fra hele kataloget. Af mere mindeværdige numre kan “Jeg sidder fast” nævnes, der i aftenens anledning optrådte i en vellydende reggae/pop/electro-fusion, hvor publikum under opfordring fra hovedpersonen hæver armene i vejret, mens Simpson, lettere humoristisk, messer ordene »syng boing boing«. Nummeret var klart et af de mest vellykkede, og publikum kvitterede også med det største bifaldsbrøl indtil videre.

Et andet interessant øjeblik var et potpourri over instrumentalnummeret “Elektronisk blaa”, hvor “10 minutter” blev blandet ind i nummeret til en lækker sammenblanding af Simpsons univers. En effekt, han gentog i ekstranummeret “Knæk”, hvor sangtitlerne fra hans første album synges, som det kan høres i “Det sommer nu” fra De ti skud.

En stemningsfyldt aften, hvor liveudgaverne af numrene var tilpas overraskende, og tilpas velkendte i forhold til pladerne. Men desværre også en aften, der til tider var en smule hakket i kanterne, og hvor numrene blev en smule upersonlige og maskinelle i sin udførsel – f.eks. singlen “Morgenlys”, hvor Simpson afsluttede med sætningen »Jeg har skrevet den sammen med Asger Baden, så den er pissesvær at spille.« Bevares, men så burde man måske overveje, om den skal spilles live i den form.

★★★★½☆

2 kommentarer

  • Joe & the juice på Nørrebrogade fik smadret alle sine ruder inden åbningen. Det er nok der henvisningen kommer fra

  • Ah. Ja, sådan er det vel når man ikke længere bor i hovedstaden – nyheder fra nørrebrogade kommer ikke til døren.

Deltag i debat