Plader

Neon Indian: Era Extraña

Era Extraña eller ‘Det var mærkeligt’, som Google Translate hjælper mig frem til, er futuristisk elektropop med charme. Men i år 2011 er det nu ikke så mærkeligt.

»Det lyder som et computerspil fra slut-80’erne.«

Det var det første, jeg tænkte, da jeg satte Neon Indians Era Extraña på. Og på en måde var det umiddelbare indtryk rigtigt nok, men samtidig var det også helt ved siden af.

Den 12 numre stærke plade består af ni futuristiske, elektroniske pop/rock-numre og tre instrumentalkompositioner. Og det er de sidstnævnte, der frembragte mit indledende statement, for den indledende “Heart: Attach” lyder præcis som et gammelt arkadespil, der startes op. Det er hverken særligt originalt eller spændende at lytte til, men lægger i bedste fald tonen for, hvad lytteren stilistisk kan forvente sig – og netop det efterfølgende er længder bedre end det, vi først præsenteredes for.

“Polish Girl”, hedder pladens andet nummer, og her møder den computeriserede 8 bit-lyd en mere poppet og dansabel form. Opskriften er klar: Et vellydende synthriff, en blød og behagelig vokal og en fandens masse effekter. Og resultatet er endnu mere klart: Et helstøbt og fungerende popnummer.
På pladens tredje nummer, “The Blindside Kiss”, bliver tonen mere beskidt. Hovedelementerne er de samme som før, men der krydres her med en så forvrænget sound, at det desværre fylder lidt for meget i lydbilledet og overskrider grænsen mellem støjrock og støj. Nummeret afsluttes med en række lange og beroligende synthtoner, der giver ørerne en chance for at falde på plads igen, inden “Hex Girlfriend” tager over og bevæger sig i et område mellem de to forgående numre.

Som før nævnt indeholder pladen også tre instrumentalnumre: “Heart: Attach”, “Heart: Decay” og “Heart: Release”. Meningen er, at de skal fungere som en »guide gennem pladens bølgende humør,« som det så fint er beskrevet i pressemeddelelsen. Hvad det egentlig skal betyde i praksis, har jeg svært ved at se. For mig virker numrene mest af alt som fyld. De byder hverken på musisk interessante sammensætninger eller noget specielt stemningsskabende lydbillede.

Pladens sidste nummer, den tempofyldte “Arcade Blues”, omfavner om noget denne computerinspirerede lyd og er på samme tid umådelig simpel og umådelig kompleks. Et enkelt tromme/bas-underlag og en blød vokal danner grundlaget i bedste Röyksopp-stil, og derudover hældes der løbende et virvar af effekter og lyde ind over nummeret, uden at det dog bliver et komplet kaos på noget tidspunkt. En interessant afslutning på et glimrende album.

Sammenlagt kan pladen godt blive en smule anstrengt i længden. Og en eller to gange under de senere gennemlytninger trykkede jeg også ‘forward’ på fjernbetjeningen. Til gengæld har pladen også sine absolutte højdepunkter, hvor jeg i stedet trykkede ‘repeat’. Hvordan det end kan lyde, så er Era Extraña som regel en meget afslappende og gennemført lytteoplevelse, der bestemt er anbefalelsesværdig.

★★★★☆☆

Deltag i debat