Plader

Nils Frahm: Felt

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Med yderst sagte anslag leverer Nils Frahm et smukt album bestående af simple melodier tilsat atmosfære fra det arbejdende pianos mekanik.

Det er nat. En ung musiker sidder ved sit piano. Lejligheden er stille. Han kan bedst koncentrere sig om at spille, når omverdenen ikke larmer. Men den unge mand er også betænksom, så han lægger tykke stykker filt hen over pianoets strenge, så han ikke vækker naboerne. Og han spiller sagte på tangenterne. Og pludselig åbner en verden af nye, mikroskopiske pianolyde sig.

Dette er historien bag Felt, seneste album fra pianisten Nils Frahm. Og når han senere i samme tekst i coveret påpeger, at albummet bør høres i hovedtelefoner, så har han en pointe. For de små lyde fra pianoets mekanik, hammerens arbejde på strengene, er en helt bevidst del af musikken på Felt og virker med sit svagt skramlende udtryk som et godt modspil til de meget rene pianolyde, der udgør det meste af musikken.

“Less” er et godt eksempel på dette. Tempoet er dvælende, pianotonerne får lov til at klinge næsten ud, mens Nils Frahms åndedræt sammen med hammerens forsigtige anslag sagte ledsager melodien. Og i den svagt susende baggrundsstøj kan man fornemme hans rolige bevægelser ved tangenterne.

Som Nils Frahm også på tidligere album har dyrket, er det vemod og romantisk længsel, der præger musikken, og både i lavt og højt tempo formår han at levere denne stemning. Åbneren “Keep” og albummets sidste nummer, “More”, er begge glitrende tempostykker, der vækker minder om Terry Riley. Her spilles godt til, om end stadig med blide anslag. Mens “Keep” holder kadencen nummeret igennem, ændrer “More” karakter halvvejs, og Nils Frahm erstatter tempo med langsomme, insisterende akkorder. Igen giver han klangene tid til at klinge ud. Nummeret ender i lange lydkollager baseret på det tempofylde stykkes melodi. Dette er et af de få steder, hvor Nils Frahm forlader sin minimalistiske stil ved tangenterne og lader andre instrumenter få plads. Et andet sted, det sker, er i “Old Thought”, som åbner med melodika, og siden kommer pianoet ind, hvor de mekaniske lyde falder som en klikkende rytme for hvert eneste tangentanslag, mens et klokkespil lystigt leger med.

For at kunne få alle de små nuancer fra pianoets mekanik med er albummet optaget meget højt, hvilket også betyder, at der er en evig susen under de fleste af numrene. Mens det i begyndelsen virker stærkt atmosfærisk, trætter det en smule, efterhånden som albummet skrider frem. En digital rensning kunne have hjulpet på det, men man fornemmer, at det også er et helt bevidst valg fra Nils Frahms side at lade støjen blive for at lade lydbilledet være så atmosfærisk som muligt.

Felt viser ganske fint, hvordan Nils Frahm har positioneret sig som en af de musikere, der enkelt og smukt bevæger sig i feltet mellem klassisk og ambient med pianoet som base. Det er flere steder et meget flot album, og man overraskes over det enkle udtryks evne til at formidle følelser. Musikken grænser måske visse steder til at være en romantisk kliché, men det er først i efterrationaliseringens lys, den dom falder. Og det er ikke dér, Nils Frahms musik skal opleves – den skal opleves i nuet.

★★★★½☆

Deltag i debat