Plader

Nina Baun: Something Is Always Moving

Skrevet af Frederik Langkjær

Den danske sangerinde Nina Bauns debutalbum er spændende, eksperimentelt og veludført, men mangler den indlevelse, der kunne have gjort det rigtig vedkommende.

Tomhed efter stormen. Det er den følelse, jeg sidder med efter at have hørt Nina Bauns debutalbum Something Is Always Moving. Albummet er et ambitiøst udlæg fra den 26-årige sangerindes side, og det indeholder alt lige fra det indfølte singer/songwriter-nummer ”Wave of Evergreen” med vokal og guitar til de mere eksperimentelle numre som ”Implosion” med electronica-intro samt Beyoncé-klingende kor i omkvædet og ”Marching From Blue” med et tungt bas-tromme-groove og lang fusionsguitarsolo.

Nina Baun formår sammen med sine musikere at skabe en karakteristisk lyd, der indbefatter tight trommespil, groovy kontrabas, et understøttende keyboardspil, en meget dominerende fusionsguitar samt Nina Bauns egne pæne og kontrollerede vokal. Trods dette sidder jeg tilbage med en vis tomhed efter at have hørt pladen igennem. Det er, som om alt denne gennemarbejdning har dræbt nerven og følelserne. På intet tidspunkt bliver musikken så vedkommende, at hårene rejser sig – der mangler simpelthen råhed og indlevelse. Dette kommer bl.a. til udtryk i slutningen af nummeret ”White Thread”, hvor Baun synger den samme frase igen og igen. Intensiteten stiger, og Baun bryder ud i fraseringer som klimaks, men et egentligt klimaks oplever jeg aldrig. Jeg savner noget forvrængning af stemmen, ja, nærmest en råben, noget vildskab og en følelse af, at Nina Baun virkelig har noget på hjerte, og at hun endelig har fået lov til at komme ud med det. Det samme gælder nummeret ”Floating”, som starter med trommerne, der pumper frem i et crescendo og ender i en start på verset, som er helt energiforladt.

Pladens helt store problem er Nina Bauns vokal. Den er simpelthen så uvedkommende, at teksten bliver ligegyldig, samtidig med at den ikke er lige så potent og grænsesøgende som selve musikken – den passer ganske enkelt ikke ind i albummets lydbillede. Herudover mener jeg, at melodien skal være overbevisende, når man sætter tekst til musik. Det er den ikke. Melodierne er simpelthen for ambitiøse og mærkelige. Der er ingen hooks og genkendelighed, og i nummeret ”Floating” snubler Baun ligefrem over ordene. Det lyder, som om melodien er til for de mange ords skyld og ikke for melodiens skyld.

De musikere, der spiller med, spiller til gengæld fremragende, og albummet ville have fungeret meget bedre som et instrumental fusionsjazz-album. Lytteren ved desværre bare ikke, hvem disse musikere er, da der ikke står andet i pladecoveret end navnet på numrene. Et alvorligt kritikpunkt, da man hverken ved, hvem der spiller med, eller har mulighed for at få noget ekstra med i købet af albummet – f.eks. noget visuelt eller teksterne på numrene, hvilke ifølge Nina Baun selv skulle være ret centrale.

Trods den mindre vellykkede vokaldel bringer albummet nogle spændende lyduniverser, samtidig med at det swinger godt. Men hvis du køber albummet, kan du lige så godt købe det digitalt, da cd-coveret ikke er den plads værd, detoptager.

★★★☆☆☆

Deltag i debat