Plader

Pete Astor: Songbox

Skrevet af Andreas Kousholt

Med enkle kompositioner og uprætentiøs fremførsel er Songbox en udgivelse uden så meget pis. Der er enkelte lavpunkter med tendens til tomgang, men når den er bedst, kommer den op på højde med koryfæer som Leonard Cohen og Nick Drake.

Årsagen til pladens titel er – i hvert fald på overfladen – tydelig fra det øjeblik, man ser pladecoveret: en lille æske, foldet i bølgepap. På en kartonlap limet oven på æsken står kunstnerens navn og pladens titel skrevet som et adresseklistermærke på en pakke. Og i æsken finder man en cd og på denne altså sangene. Altså en æske med sange i.

Pete Astor er gammel i gårde og kan snart fejre 30-årsdagen for sin første udgivelse med bandet The Loft. Musikken på dette nyeste soloudspil fra Astor bærer da også stadig præg af en lyd og stil, der var fremherskende i 70’erne og 80’erne. Som hos Leonard Cohen er vokalen tilbagelænet og udtales ofte, snarere end den synges. Mindre myndige stemmer ville snuble i øvelsen, men Astors røst har i modenhed og oprigtighed, hvad den mangler i skønhed.

Musikken ligner ofte noget, Cohen kunne have lavet i 80’erne med tunge guitarriffs, slæbende bas og svarkor som i “Dead Trumpets” eller “Slip Away”. Lige så ofte lægger den sig dog op ad en lidt naiv 60’er-70’er-singer/songwriter-stil a la Donovan eller – når den er bedst – Nick Drake på hans Bryter Layter-album. Det gælder blandt andet “Look Away”, hvor klarinet, fløjte og glockenspiel blander sig med den fingerspillede guitar og vokal, og “Four Letter Word”, der har ordet »love« som det unævnte omdrejningspunkt: »It’s the word / Joining me to you / The four letter word that changes everything that we do.« Det er corny, så det driver ned ad væggene, men måske reddes det lige netop af charmen. Måske.

Foruden cd’en findes i sangboksen også en samling postkort – ét for hver sang. Og for hver sang har en ny kunstner illustreret forsiden med billeder med mere eller mindre direkte referencer til sangteksten på postkortets anden side. Effekten giver hver enkelt sang en tydelig identitet og skaber opmærksomhed om teksterne og deres mening, samtidig med at de forenes i konceptet. Og teksterne er både kloge og fantasifulde. Det gælder blandt andet en af pladens bedste sange, “Ride”, hvis tekst i sammenhæng med den dystre tone i musikken af mindre uskyldige sjæle kan tolkes som en beretning fra et bad trip under udfoldelse, mens andres tanker nok trækker i andre retninger.

Songbox egner sig glimrende til aktiv lytning og fordybelse med eller uden postkort til hjælp. Noget festfyrværkeri er pladen ikke, og dens – heldigvis få – lavpunkter har tendens til tomgang. Når den er bedst, kommer den op på højde med de tidligere nævnte koryfæer. Songbox er såvel et lyt som et syn værd.

★★★★½☆

Deltag i debat