Plader

Real Estate: Days

Skrevet af Signe Palsøe

Real Estate har med Days udgivet deres mest strukturerede sange til dato. Lyd såvel som lyrik er mindre karakteristiske end på forgængeren – men hvad gør det, når bandet kan levere 40 minutters fremragende sommerpop.

»Until you find that Rolex in the sand, you’ll be stopping / Until that solid gold is in your hand, you’ll be happy,« lød det på åbneren til Real Estates selvbetitlede debutplade fra 2009. To år er gået, og de fire medlemmer trisser efter alt at dømme stadig rundt på de amerikanske strande og roder efter et ur. »All those wasted miles / All those aimless drives through green aisles / Our careless lifestyle / It was not so unwise,« synger Martin Courtney nu, og Days er da også den velkendte lyd af sommerdagene, der blot glider forbi, uden at nogen for alvor tager notits af, at ingen har styr på klokken.

Ordene stammer fra “Green Aisles”, som ud over at være et af albummets absolutte højdepunkter også er et af de numre, der minder mest om Real Estates tidligere materiale. Selvom det ikke lader til, at bandet har oplevet en overskyet dag i de forgangne to år, er der trods alt sket en tydelig udvikling i deres lyd. Hvor “Green Aisles” hovedsageligt er karakteriseret ved dovent glitrende twang og en produktion, der i højere grad end ellers lader musikkens elementer smelte sammen til en drivende masse, er Days som helhed langt mere sangorienteret end sin forgænger. Trommerne er rykket frem i lydbilledet og er nu en af hoveddrivkræfterne bag en række strukturerede indierockskæringer med tydelige vers, broer og omkvæd, hvor de tidligere nærmere var det skelet, der sikrede, at de sløve, delayede akkorder ikke drev helt fra hinanden i de tilbagelænede melodier.

Åbneren “Easy” opridser bandets lyd anno 2011 med sit stramme, tempofyldte trommespil, en livlig guitarfigur og Courtneys beretning om det alt andet end uoverskuelige liv i varmen, men understreger samtidig, at der ikke er så forfærdelig meget nyt under den dansende eftermiddagssol, når det kommer til musikkens virkemidler. Matt Mondanile plukker stadig sine melodibærende riff med en ufravigelig træfsikkerhed, og når guitaren som i “It’s Real” gør kunster under de hurtige trommer og Courtneys »oh oh«-omkvæd, er det tydeligt, at Real Estate med Days har fået mulighed for at udstille en fornemmelse for popmelodien, som var mindre iøjnefaldende på forgængeren.

Ser man bort fra det noget bizarre stykke instrumentale elevatormusik i “Kinder Blumen”, der undervejs bryder udgivelsen op på en lidt uheldig facon, flyder pladen over af ufravigelige ørehængere, der alle er skåret over stort set samme læst. I et nummer som “Municipality” tilføjes diskrete vokalharmonier og klagende twang, “Wonder Years” falder i ørerne med sin 60’er-poppede opbygning, og “All the Same” afslutter med en perfekt afvejning mellem vokalbåren melodi og en lang, instrumental outro, men det er uden tvivl den endog meget lange række af uovertrufne hooks, der gør Days til en fremragende popplade.

Når Days alligevel ikke når helt til tops på karakterskalaen, skyldes det især de benspænd, popstrukturen ikke undgår at lægge for nogle af bandets oprindelige fortrin undervejs. Teksterne når aldrig niveauet hos de i indledningen gengivne strofer fra forgængeren, og i numre som “It’s Real” og “Wonder Years” kan de decideret indholdsløse omkvæd vække mistanke om, at Real Estate bevidst tilbageholder lyrisk interessante passager for i højere grad at give musikken karakter af ubekymret sommersoundtrack. Det er en skam – ikke mindst i en tid, hvor det bestemt ikke skorter på bands med hang til strandture, som Real Estate kunne have gjort en større dyd ud af at adskille sig fra.

Men det gør de jo alligevel, og heldigvis kan alle indvendinger synes uendeligt ligegyldige, når man læner sig tilbage, og solstrålerne brydes så indbydende i brændingen. Måske får samtlige aspekter ved Days mig ikke helt op af liggestolen, men den er og bliver en af årets mest indsmigrende og velskårne popplader. Og det er også alt rigeligt.

★★★★½☆

Deltag i debat