Plader

Salli Lunn: A Frame of Reference

Skrevet af Klaus Thodsen

Salli Lunn har været at finde på den danske musikscene i en årrække. Deres nyeste udspil, A Frame of Reference, består delvis af remixede sange fra debutpladen, der desværre ikke altid er lige vellykkede.

Fænomenet støder man ikke særlig tit på. Et band, hvis anden udgivelse er numre fra deres første plade, bare fremført af andre kunstnere. Det gav ikke helt mening for mig i første omgang, men langsomt begyndte jeg at forstå ideen. Jeg kunne lide den, kunne jeg.

Hvad, jeg derimod ikke kunne lide, var, da Scott Solters remix af Salli Lunns ”Mirror Girl” første gang ramte mig. Her mødes vi af Solters tonstunge forvrængede mur af bas, der trækker originalen i retning af lyden hos The Prodigy. Den altdominerende bas, der flænser mine højtalere fra første sekund, forekommer direkte malplaceret i et nummer som ”Mirror Girl og truer med at fratage mig al lyst til at lytte videre. Så går det dog lidt bedre med det efterfølgende ”Parachutes Forever”. Markus Mehr har stået for remixet og har med sin lange, opbyggende synth-intro til nummeret holdt sig noget mere i det postrockede spor. Electro-elementerne gør også her sit tydelige indtog, men holdes på et langt mere passende niveau end på forgængeren. Det ændrer dog ikke ved, at de to åbningsnumre på A Frame of Reference tegner sig for pladens absolut mest forglemmelige øjeblikke.

Når man har fået kæmpet sig igennem de første to skæringer, driver de mørke skyer pludselig bort, og det længe savnede lys kommer frem. Overgangen er fra den elektroprægede indledning af pladen til det afdæmpede og poprockede radioedit af ”The First Cause” er markant. Hvad placeringen på pladen angår, kunne den umuligt være bedre. Nummeret signalerer ikke blot en brat afslutning, men også et yderst tiltrængt genreskift. Melodimæssigt løber tankerne hurtigt mod et band som Jeniferever med det afdæmpede guitarspil og den bløde vokal. Det er ikke videre originalt, men det er både behageligt og vellykket.

Lydbilledet bevæger sig på de sidste fem numre ind og ud mellem det lyse og lette og det mørke og dystre. Dette høres nok bedst på ”Fast Cars, Clean Bodies”, hvor City of Satellites’ remix slår en dunkelt opbyggende tone an, over hvilken et lysere elektrounivers giver nummeret liv.

Som samlet produkt er A Frame of Reference en svært definerbar størrelse. De syv numre er en mærkværdig sammensætning af eget og andres arbejde og bærer desværre tydeligt præg heraf. Når Salli Lunns eget arbejde skinner igennem, har pladen uden tvivl sine stærkeste passager. Desværre er disse en kende for sjældne.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat