Plader

Simon Scott: Bunny

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Slowdive-trommeslageren Simon Scotts andet soloalbum er mere en samling genreeksperimenter end en egentlig helhed. Nogle af dem er vellykkede, andre mere ligegyldige, hvilket trækker oplevelsen ned.

Det er næppe sandsynligt, at Simon Scott bag sit trommesæt i shoegazerne Slowdive forestillede sig, hvor han musikalsk ville befinde sig i dag 20 år efter. Trommerne er skiftet ud med især guitar, og hans andet soloalbum, Bunny, bliver udgivet på det norske noise- og droneselskab Miasmah, der bestyres af Erik Skodvin (Deaf Center, Svarte Greiner).

Lige så svært det sikkert har været at spå om fremtiden for Simon Scott, lige så let er det at trække musikalske tråde tilbage til Slowdive. Der er flere numre på Bunny, som både strukturmæssigt og lydligt ligger i direkte forlængelse af hans musikalske fortid. “Radiance” vækker minder om tidlig The Verve og er et af de eneste steder på albummet med noget, der ligner vokal. De otte minutter ender ganske herligt med brummende feedback, som langsomt oversvømmer den tidligere melodi, mens trommerne slår over i march. “Drilla” lader støjrocken ledsages af et overstyret beat fra en trommemaskine, hvilket dog virker mere eksperimenterende end egentlig interessant.

Andre steder er det en mere David Lynch’sk jazz, som f.eks. åbneren “AC Waters”, der med en slæbende basgang og en hjemsøgende nynnende vokal sætter en ganske effektiv scene for et handlingsforløb baseret på ustabile, kyniske menneskers aktiviteter. Også den efterfølgende “Betty” lader bassen definere jazzgenren, mens de støjende feedbackguitarer langsomt skærer igennem. Her leger Simon Scott også jazztrommeslager og improviserer outroen, så det næsten bliver en jazzkliché. Mens Scott virker hjemme i støjrockgenren, er disse jazzforsøg noget mere vaklende og dermed heller ikke så vellykkede.

Sandelig om Simon Scott ikke også lige skal omkring postrocken med ”Labano”, der er lidt for lang, men som ellers åbner flot med et ensomt pianostykke og siden fortsætter tilbagelænet med et repetitiv sløvt rockstykke, som ender i statisk støj. “Gamma” læner sig mere op ad industriel noise med sine skærende lyde og ildevarslende strygere og ligger i musikalsk forlængelse af de to forrige numre, som sammen danner en mere svævende og uformelig midte på albummet, som burde have fyldt noget mere, for det er her, Simon Scott virkelig formår at skabe sammenhæng og stemning.

Mens Scotts solodebut, Navigare, repræsenterede en blødere, mere formet og retningsbestemt støj, end man er vant til hos Miasmah, så er Bunny endnu mere konkret. Men albummet virker også mere som en samling af numre, der godt kan føles lidt for uhomogen med både lidt jazz, lidt drone, lidt postrock og lidt shoegazer. Simon Scott får aldrig helt overbevist sin lytter om, hvorfor de mange stilarter står sammen side om side. På den måde bliver albummets 40 minutter heller aldrig til en helhedsoplevelse, men kun smagsprøver på Simon Scotts kunnen, der enkelte steder stikker frem, men ellers virker noget jævn.

★★★½☆☆

Deltag i debat