Koncerter

Sun Airway, 27.10.11, Ideal Bar, København

Skrevet af Mikkel Arre

»Der var 25 tilhørere. Hvis vi altså tæller lydmanden og bartenderen med.« Sun Airway spillede på Ideal Bar torsdag aften, og Undertoner har fået fat i bandets dagbogsoptegnelser.

Fotos: Daniel Nielsen, www.FrozenPanda.com

Kære turnédagbog

Så har vi været i Danmarks hovedstad. Vi kunne forstå, at Jens Lekman spillede i byen forleden, hvilket fik os til at tænke på et interview, han gav Pitchfork for nogle år siden. Her sagde han noget om, at hvis Pitchfork giver en kunstner 8.0 eller derover, åbner det en masse døre for både pladesalg og turnéaktivitet. Han har sikkert en pointe – vi havde nok aldrig kunnet tage på tre ugers Europa-turné uden vores 7.8-bedømmelse – men Pitchforks indflydelse er ikke så stor, at en god anmeldelse nødvendigvis lokker folk til.

Tværtimod. Da vi gik på scenen, kiggede vi rundt i lokalet. Der var 25 tilhørere. Hvis vi altså tæller lydmanden og bartenderen med. Efter at have spillet en håndfuld opvarmningsshows for Architecture in Helsinki i Tyskland og Italien og fået masser af fankærlighed i espressoens hjemland var det ærligt talt en tam oplevelse at komme til København – men hvis vi skal hylde os selv lidt, så lod vi os ikke mærke med det.

Vi har ikke råd til at rejse rundt med vores vanlige live-besætning på fem mand, men selv som trio lykkes det os fint at få sangene fra Nocturne of Exploded Glass Chandelier til at fungere uden alle studieknebene. Især trommerne giver sangene lidt mere af det punch, som vi nedprioriterede på pladen for at kunne få plads til de mange lag af synth.

I København fik “American West” f.eks. den ekstra power og den smule mere tempo, der skal til for at få nummeret til at folde sig ud som et stærkt popnummer. »Uh-uh-uh«-passagen i omkvædet var faktisk så catchy den her torsdag, at det havde fortjent bare en anelse fællessang – men det er selvfølgelig lidt svært, når hver fjerde blandt publikum sidder med ryggen til.

Mens det altså ikke lykkedes at få anden reaktion fra Ideal Bar end klapsalver, gik det glimrende med at gøre sangene lidt mere indierockede. Kære turnédagbog, du har hørt så rigeligt om, at vi er ved at være trætte af Merriweather Post Pavilion-referencerne. Derfor er det fedt, at vi ved at skrælle synthspor væk, flytte baslinjerne lidt frem og lade Jons mellemlejevokal stå renere i lydbilledet kan komme tættere på bands som The Walkmen og Modest Mouse. Vi spiller godt nok ikke guitar, men alligevel lykkedes det os i København at få vist, at vi har rødder i indierocken. I “Waiting on You” gjorde baslinjen og trommerne skiftet mellem vers og omkvædet mere effektfuldt, og da vi efter knap 40 minutter afsluttede med en virkelig god udgave af ”Put the Days Away”, vakte basgangen nærmest mindelser om new wave.

Indierockforankringen løste dog ikke alle problemer. I “Wild Palms” spændte vi ben for elegancen i de abrupte fake strings-samplinger med den massive stortromme, og vi har endnu ikke helt fundet balancen i den Delorean-inspirerede, baleariske liveudgave af “Your Moon”. Det var måske også en fejl af os at dyrke det nummers dansepotentiale, når nu de eneste to, der stod på gulvet, var arrangørerne.

Vi kan ikke helt greje, hvorfor de havde booket os til at spille på den her bar, hvor der ikke rigtig var nogen mennesker – men lyden var glimrende. Det kan være svært at undgå, at sådan en koncert i et halvtomt lokale kommer til at lyde som en aften i øvelokalet, men Jons vokal var tydelig hele vejen. Altså lige med undtagelse af, da vi vist alle tre kom til at skrue op for instrumenterne, inden vi spillede “Symphony in White, no. 2”.

Efter showet havde vi en mærkelig fornemmelse. Bookeren klappede godt nok Jon på skulderen, og vi syntes da virkelig også, at vi havde gjort det godt. Alligevel var det nu lidt fladt. Vi må se at komme videre med album nr. to, så vi kan få oparbejdet bare lidt mere hype, inden vi vender tilbage til Skandinavien.

Alt godt,
-/Sun Airway

PS. Det er virkelig svært at bruge karaktersystemet fra resten af turnéen i dag, fordi det på en måde slet ikke virkede som en rigtig koncert. Sådan én handler bl.a. om interaktion mellem os og publikum, og det var der ikke. I sig selv var vores musik rigtig fin og til en absolut godkendt karakter, men Ideal Bars tomrum gør, at vi nok desværre må holde lidt igen med selvrosen.

★★★½☆☆

1 kommentar

Leave a Reply