Plader

The Boy the Man the Pale: White Mountains EP

Skrevet af Anna Møller

Giv mig mere af det grimme, mere af det hæslige, så kontrasten til den skønne vokal står stærkere. Kom nu. Please.

Det københavnske miniselskab Neh-Owh Records udgiver ofte i kombinationen ’lp+download’, og det er i mine øjne en fin dobbeltpakke, der opfylder både praktiske behov og feinschmecker-tilbøjeligheder. Der er lidt til spillemaskinen og lidt til reolen, og alle er glade.

Den seks numre lange ep fra The Boy the Man the Pale, White Mountains, er en fin, stilren sag i lyst karton og med en moderne illustration lavet af bandets sangerinde, Anna Valgreen. Ep’en er duoens anden, og på denne minder The Boy the Man the Pale mest om The Kills eller The White Stripes i et afdæmpet Kira Skov-øjeblik. Optagelsen er skramlet med tydelige pustelyde fra mikrofonen her og der, men det gør nu ikke meget. Hele fidusen er (formoder jeg) at skabe kontraster mellem det grimme og det smukke i det enkle lydbillede, og hos The Boy the Man the Pale hviler denne kontrast som oftest i hænderne på oppositionerne ’vrængende guitar – køn vokal’.

Første nummer lykkes rigtig godt, når man holder sig den formel for øje. ”Cold Hard Love” er mørkt melodiøs og simpel, og her fungerer Johannes Eberl Smed og Anna Valgreens stemmer rigtig fint sammen med guitarens rytmik og lejlighedsvise toneskrig. Det er medrivende, tilpas dystert og et velskrevet nummer, der leveres, som det skal.

A-siden fortsætter stort set første nummers kvaliteter, omend den resterende del ikke når helt op på samme niveau. Både ”You Burn” og ”For the Devil”, hvor sidstnævnte får et lidt større billede med percussion, er således numre, der fungerer på deres betingelser uden at være fuldstændig gennemført medrivende.

Derimod findes White Mountains’ svageste numre på b-siden, der falder lidt til gulvet i forhold til den ramme, numrene stiller for sig selv. Både ”Smokey Eyes” og ”For the Fight” har Johannes Eberl Smed med på større dele af vokalsiden, og hans vokal er desværre ikke så afslappet drævende som Anna Valgreens. Desuden rummer hans stemme heller ikke helt stor nok en kontrast til Valgreens både lyse og hæse stemmebånd, og det ville i virkeligheden klæde Smeds vokal med en smule hals-/lungebetændelse eller noget andet, der gjorde den mørkere og grimmere og mere ligeglad med det hele.

På ”For the Fight” når man, efter en del gennemspilninger, desuden at blive temmelig træt af det lidt ensformige, luftige ah-ah-kor, selvom de bluesede overtoner klart er prisværdige – hvis man vel at mærke er til det. Sidstenummeret på b-siden, ”The Cats”, formår heller ikke at opretholde energien, og guitarens vrængende elektricitet taber momentum og er ikke grim nok en pendant.

Hvis The Boy the Man the Pale tog deres projekt endnu længere ud og især gjorde det grimt metalliske og hårde endnu mere… grimt, så ville det være rigtig spændende at se, hvad der kunne ske.

★★★☆☆☆

Deltag i debat