Koncerter

The Melvins, 17.10.11, Lille Vega, København

Skrevet af Daniel Niebuhr

Det var højt, det var tungt, og det sluttede lige så underligt, som det måske burde. Mandag aften gæstede The Melvins Lille Vega, og grungepionererne kunne have blæst salen omkuld, men gav heldigvis en fornuftig optræden.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Stauningsalen i Musikkens Hus på Vesterbro står endnu – heldigvis. For efter de amerikanske grungepionerer i The Melvins havde været på besøg i  Lille Vega, kunne man ellers godt have været overtalt til at tro, at det massive lydniveau ville være i stand til at destruere den gamle bygning. For det var højt – meget højt – ligesom det plejer at være, og heldigvis skulle det vise sig ikke at være til gene for koncerten som helhed, hvilket ellers godt kan være tilfældet. Og i bedste Melvins-stil beviste Buzz Osbourne og co., at det ikke kun behøves at ende i infernalt larmende rock for at virke.

Med en halv times forsinkelse, og en lettere ligegyldig og til dels malplaceret opvarmning i form af en DJ, der blandt andet serverede Primal Screams “Country Girl”, gik kvartetten på scenen og lagde ufortrødent ud med hen ved fire minutters excessiv trommevoldtægt fra det tohovede monster, alias Dale Crover og Coady Willis. Det flød senere ud i de to dronefyldte, indledende numre fra Lysol: “Hung Bunny” samt “Roman Bird Dog” – og så var vi ligesom i gang.

På forhånd var sætlisten til at gætte sig til. Den havde været uforandret under hele gruppens turné i Europa, og med over 10 album i ryggen kunne det godt skuffe en smule, når man vidste netop hvor meget materiale, der egentlig var at tage af. Men alligevel så blev publikum præsenteret for lidt af hvert fra Seattle-orkesterets side. Det var højst tre sange fra ét album, hvilket supplerede som et udmærket varierende element, da det derfor hverken var det nyeste, The Bride Screamed Murder, eller det mest populære album Houdini, som blev hovedleverandør af numre til aftenens sætliste (selvom sidstnævnte dog alligevel tiltrak sig størst jubel fra den fuldstændig udsolgte sal).

Uanset hvad så kom aftenen primært til at stå i feedbacken og den uhørt høje volumens tegn. Heldigvis var kulissen i Vega som så mange gange før gavmild mod artisterne, og kun ganske få gange blev det halvsvært at skelne de forskellige lydelementer fra hinanden – og det blev der så sandelig brug for. For med denne aftens udgave af blandt andre “Evil New War God”, “AMAZON” og “The Talking Horse” bevægede Melvins sig konstant på grænsen til brud af reglen omkring maksimalvolumen på danske spillesteder.

Blandt de helt store højdepunkter denne mandag var især numrene fra Houdini. Fra da publikum i kor råbte med på “Lizzy”, til de øjeblikke senere til “Copache” eksploderede med moshpits og crowd surfing i den energiudladning, som havde ladet vente på sig hele koncerten igennem.

Herefter tog Buzz samt basisten Jared Warren en velfortjent pause backstage, mens Crover og Willis gav smagsprøver på deres kunnen i en halvlang trommesolo bygget over “Spread Eagle Beagle” ligeledes fra Houdini. Lige så langsomt gik det op for mig, netop hvorfor det var den nøjagtigt samme sætliste, som blev fyret af hver aften. For når man så på det stykke synkrone koordinationsarbejde, som de to bag trommerne har måtte indstudere og højst sandsynligt aften efter aften udfører til perfektion, så fascinerer det i langt højere grad, end hvis de skulle ud og levere nogle halvfærdige præstationer over et vist antal forskellige numre pr. aften. Og det skal de så sandelig have ros for.

“A History of Bad Men”, der med fællesråb på »Dire, dire, dire, it’s fleeting« og et af de mest ondsindede Melvins-basriffs siden “Night Goat”, samt en yderst langsom og dermed yderst headbanging-appellerende version af “The Bit” stod ligeledes for nogle af de mere velfungerende sange blandt aftenens udvalg, førend “Shevil” var planlagt til at sætte punktum for den snart to timer lange koncert. Og det punktum blev i min optik et lille smule for besynderligt.

For når man, som i Melvins’ tilfælde, hovedsageligt har kørt med speederen i bund hele koncerten igennem, så virker det en tand underligt, at man sætter aftenens uden tvivl mest stille nummer ind til at afslutte det hele i stedet for at smide det ind et sted midt i sætlisten, hvis man absolut skulle have det med. Og ikke nok med det, så blev det hen ved ti minutter langt, da “Shevil” efterfølgende flød ud i den mystiske og monotone “Lividity”, hvor Buzz Osbourne ret så spontant og upersonligt forlod scenen, mens Crover og Warren kun bidrog til den stigende mysticisme omkring ekstranummeret ved blandt andet at hive deres mobiltelefoner frem og anvende disse til forskellig lydmanipulation. Det var mystisk, underligt, og jeg forstod aldrig rigtig, hvad det egentlig var, der skete.

Men det er nu engang The Melvins i en nøddeskal: Bedst som man føler, at man har gennemskuet de aldrende grungepionerer, ændrer de fuldstændig retning og efterlader én mere forvirret end underholdt. Jeg ville bare have ønsket, at det ikke var sket som det sidste denne mandag aften, der ellers sørgede for rigelig med underholdning og forventelig tinnitus den følgende morgen.

★★★★½☆

Deltag i debat