Plader

The Rapture: In the Grace of Your Love

Skrevet af Lasse Aagaard

The Rapture ved på deres tredje udspil ikke rigtig, hvad de vil, og så er det lidt svært at blive hængende.

Man skal være i det lunefulde hjørne, når man lytter til The Raptures musik, for det er ikke helt tydeligt, hvad newyorker-gruppen vil med sit tredje fuldlængdeudspil, eller hvorfor de vil det.  Musikken er en rundrejse i indierockens univers med enkelte afstikkere til acid house, gospel og soul. Alt legetøjet i den musikalske legestue bliver prøvet af, og det er for så vidt fint nok, men gruppen glemmer, hvorfor vi andre skal lytte med.

In the Grace of Your Love lægger hårdt og kontant ud med hymnen “Sail Away”, der er fremført fra en følelsesmæssig bjergtop i bedste U2-stil. Det er de store højdedrag, vi er ude på, det er der ingen tvivl om. Men den hårdtslående åbningssang lægger en tråd ud, der aldrig rigtig bliver samlet op, som albummet skrider frem, og sangen er den eneste af sin slags på albummet.

På albummets anden skæring, “Miss You”, går det lidt bedre, da sangen er mere enkel og knapt så vævende i sin udformning. Omkvædet bliver hængende, når sangen klinger ud, og gruppen virker på hjemmebane i indierock, der ikke partout skal indramme alskens musikalske hilsner og eksotiske virkemidler. Den energiske “Blue Bird” bringer teten videre med pumpet dynamik og Beatles-inspirerede melodier.

Men albummet begynder at glide fra hinanden på den ellers så dansable og messende “Come Back to Me”. Sangen falder fuldstændig til jorden, når den uden musikalsk overlæg eller grund føres over i et dårligt gennemført danceunivers, der hverken vil fugl eller fisk. Der bliver intet føjet til sangens afsæt, og den virker som et tomrum af en dårlig idé, der ikke er blevet gennemført.

Det er symptomatisk, at The Rapture klarer sig dårligst, når gruppen prøver at spille med flest muskler. Rækken er sange på albummets anden halvdel, der henvender sig til dansegulvet, fungerer ikke særlig godt, fordi gruppen oftest ikke lader til selv at tro på det. Albummets bindeled er forsanger Luke Jenners gennemskærende vokal, der vil vise nok så meget, men oftest lyder den mest af alt anstrengende og provokerende pågående.

Helt galt går det på den tåkrummende “How Deep Is Your Love?”, hvor Jenners ellers nok så insisterende udtryk er så blottet for reel troværdighed, at det næsten ikke er til at holde ud. Musikken swinger ikke, virkemidlerne virker ikke og vokalen vil ingenting.

Men The Rapture runder overraskende af med den charmerende og veludførte “It Takes Time to Be a Man”, der med sit sørgmodige klaver og soulede udtryk minder mig om Faith No Mores version af “Easy”. Bandet bruger her spilletiden på at lade sangen vokse fra bunden og folde sig ud og giver dermed en solid afrunding på et ellers meget flakkende forløb.

Enten vil The Rapture mig for meget, eller også vil de mig ikke nok. Det er den følelse, jeg sidder tilbage med efter at have at hørt In the Grace of Your Love. Efter at være konfronteret med de banale tekster, den konstant ironiske og lade flirten med alskens dansemusik og den udtryksmæssigt gennemtrængende, men følelsesmæssigt fraværende vokal sidder jeg tilbage med en følelse af, at jeg virkelig ikke ved, hvad gruppen vil have mig til at føle. Og det kan jeg desværre ikke bruge til noget som helst.

★★½☆☆☆

Deltag i debat