Plader

The Tremolo Beer Gut: Under the Covers With…

Skrevet af Klaus Thodsen

Surfrock og masser af det. The Tremolo Beer Gut fyrer den af med surfguitarer og covernumre i stor stil, men det bliver for ensformigt og ikke videre interessant.

Det skorter ikke ligefrem på roserne i The Tremolo Beer Guts eget pressemateriale. Vi er helt oppe at snakke om »verdens førende surforkester«, og uden helt at kende den interne konkurrence er det noget af en påstand at lægge ud med.

TTBG disker i denne omgang op med hele 17 numre, der alle er covernumre af den ene eller anden slags. Men skønt 17 numre kan virke som en ordentlig mundfuld, så bliver det nu ikke til meget tid fra kvartettens side. Det hele er overstået på lidt under tre kvarter, så det er jo lige til at overskue. Det hele er pakket utrolig stilsikkert ind i surfguitarer og en smittende energi, der sender mine tanker til en lang række film. Måske især til den lidt pudsige blanding af “Pulp Fiction” og “Slå Først, Frede“.

På min tilsendte promotion-cd er der tilsyneladende gået rod i nummereringen af sangene. Eksempelvis er der byttet om på ”Das Model” og ”Death Valley 69” af Kraftwerk og Sonic Youth på pladen to første numre. Det ændrer dog ikke det store på, at “Death Valley 69” fremstår som et ganske uinteressant nummer, der har svært ved at fange min opmærksomhed. Så går det langt bedre med ”Das Model”. Her kommer surfguitaren får alvor ind i billedet, og den er kommet for at blive.

Surfguitarens tilstedeværelse er herfra så markant og dominerende, at jeg personligt begynder at få en vis irritation over den. Den bliver hele vejen igennem flot fremført, og med en smittende energi, men dens altdominerende tilstedeværelse gør den enerverende og ensformig i længden. Efterhånden som numrene ruller derudad, bliver jeg mindre og mindre interesseret. Ikke fordi det er dårligt, men simpelthen fordi det er det samme.

Og det er hele sagens kerne. Det har en tiltrækning, men set over tre kvarter og 17 numre bliver The Tremolo Beer Guts covernumre simpelthen dræbende ensformige.

★★☆☆☆☆

Om skribenten

Klaus Thodsen

Jeg er fra et hjem med klaver, så er det sagt.
Ved klaveret sad min storesøster, men som regel kom musikken ikke længere end til hendes høretelefoner. Pladespilleren mindes jeg ikke har været tændt, men der var såvel The Beatles som The Dubliners i pladesamlingen.
Mine søskendes kassettebånd og cd'er med Guns N' Roses, Nirvana, Pearl Jam, Live, Queen osv, osv, blev derimod spillet på repeat, indtil de til sidst faldt fra hinanden. Forkærligheden for hårdtslående rock har siden forgrenet sig, og har med tiden resulteret i en dyb passion for de ofte mørke, melankolske og dystre musiklandskaber.


Favoritter
Guns N' Roses: Appetite for Destruction
Tool: 10.000 Days
Lis Er Stille: The Collibro
Mogwai: Happy Songs for Happy People
David Bowie: Heroes
Godspeed You Black Emperor: F# A# (Infinity)
Rolling Stones: Aftermath
The Evpatoria Report: Golevka

Skriv et svar