Plader

Wilco: The Whole Love

Skrevet af Søren Jensen Lund

Wilco har afsluttet et langt og lykkeligt ægteskab med Nonesuch Records, men The Whole Love er Wilco, som vi kender det: Smukt og skramlet.

Det er lidt med Wilco som med en fin børnetegning af et hus med en blå himmel, en glad sol , en lykkelig lille familie og fine små blomster i forhaven, som så er hærget med kulsorte kruseduller.

Godt nok er det en hån at sammenligne Jeff Tweedys skarpe og nuancerede tekstunivers med harmonisk familieidyl, men det har faktisk ofte irriteret mig, at Wilco har et behov for partout at lade det smukke og poetiske opløses af disharmonisk støj og eksperimenter for eksperimenternes skyld. Derfor blev jeg nærmest lykkelig, da jeg første gang hørte Sky Blue Sky fra 2007, hvor Wilco for alvor viste, at det rene og skrabede kunne stå alene, uden at det samtidig betød, at det upolerede og kantede forsvandt.

Det skramlede kom for alvor til udtryk på Yankee Hotel Foxtrot fra 2002. Wilcos daværende pladeselskab, Reprise, som var en del af mastodonten Warner Music, ville ikke udgive pladen, men det ville Nonesuch Records, som var et andet Warner-label. Således kom de onde mediemoguler til at bøde for Yankee Hotel Foxtrot to gange.

Det virkede som et lykkeligt ægteskab mellem Wilco og Nonesuch, og vi fik plader som A Ghost Is Born og ikke mindst førnævnte Sky Blue Sky, men først på året begyndte rygterne at svirre om, at Wilco var på vej væk fra Nonesuch, og sikkert selv ville udgive deres næste album.

Det blev så til The Whole Love. Selskabet hedder dBpm, men den vundne frihed har ikke fået Wilco til at tænde fuldstændig af. De lægger godt nok ud med den 7:16 lange ”Art of Almost”, som er en halvelektronisk sag, hvor Glenn Kotche smider skæve synkoperede trommer ind over det smukke melodiske.

Men den gamle Wilco-formel synes at være intakt: nogle hurtige rock-numre og nogle afdæmpede countryficerede numre og så lidt disharmonier og skrammel hist og her. ”I Might” er lige ud ad landevejen-rock’n’roll med Ray Manzarek-orgel og larmende guitar og ryger vel i bunken af mere eller mindre uinteressante Wilco-numre – en bunke, der i øvrigt indeholder stort set hele den forrige plade, Wilco (The Album).

”Dawned on Me” er en uptempo popsang, der i moderat gad hærges af Nels Clines tilfældige guitar-fills. Det kan til stadighed irritere mig, at Nels Cline hele tiden forsøger at stikke af fra det faktum, at han er en af verdens bedste guitarister.

Han vender nu tilbage med lækker steel-guitar på ”Black Moon” – en afdæmpet sang, der er blevet gennempryglet af strygere. Men det fungerer aldeles fremragende, og den let folkede lyd gør sangen til et af højdepunkterne på The Whole Love. Stilen fortsættes på det lakoniske wake up-call ”Open Mind”. Sammenspillet er slående, og især John Stirratts bas, der sindigt holder sammen på de øvrige instrumenter, springer i øjnene med den tilbageholdenhed, som jeg synes klæder mange bassister.

”Capitol City” er endnu en Beatles-pastiche fra Jeff Tweedys hånd. Wilco har på det sidste gjort den let swingende Beatles-lyd til sin egen. Wilco er dog placeret noget højere end The Beatles på min liste over indflydelsesrige orkestre, og selvom Wilcos sange har et langt mere moderne udtryk end såkaldte tidløse numre som ”When I’m Sixtyfour”, så er Wilco bare bedst, når de roder rundt med de amerikanske rødder. Eller når de som på ”Whole Love” overgiver sig 100 pct. til det poppede. ”Whole Love” er en bittersød kærlighedssang med underliggende akustisk fingerspil på guitar.

Den 12 minutter lange ”One Sunday Morning” afslutter The Whole Love. Måske lidt på samme måde, som ”Sad-Eyed Lady of the Lowlands” afrunder Bob Dylans Blonde on Blonde, men efter godt otte minutter, hvor Jeff Tweedy langsomt har messet om at bryde faderbånd, lægges der op til en jammende slutning, hvor det elektroniske igen kommer indover og således indrammer en på mange måder organisk og levende Wilco-plade.

The Whole Love er ikke en børnetegning. Det er et broget maleri, hvor kontrasterne træder tydeligt frem, men heldigvis uden at hverken det pæne eller det grimme tager overhånd. Wilco bryder som altid de formelle rammer for, hvordan man bygger en sang op, men hvis man troede, at bruddet med Nonesuch ville betyde flere eksperimenter og mere larm, må man lade sig enten skuffe eller overraske – alt efter temperament.

★★★★☆☆

1 kommentar

  • “Wilco er dog placeret noget højere end The Beatles på min liste over indflydelsesrige orkestre”

    Tænk sig at en anmelder kan få sig selv til at skrive den slags og ikke regner med at blive korsfæstet for det! Et åbenlyst absurd udsagn, og det kommer fra jordens største Wilco-fan! Get real!

Deltag i debat