Koncerter

WOMEX, torsdag & fredag, 27.-28.10.11, København

Skrevet af Daniel Niebuhr

WOMEX satte punktum for tre gode år i Danmark med et væld af forskellige koncertoplevelser, der viste, netop hvor meget expo’en gør for den globale verdensmusikkultur.

Efter tre år med verdensmusikexpo’en WOMEX på dansk grund er det på tide at rykke videre. Det har været tre år, hvor verdensmusikken har fået udbredt sig selv som genre, ikke bare til det stadig stigende antal af branchefolk, der var at finde både i Forum og DRs Koncerthus, men i høj grad også til den musikinteresserede danske befolkning, som med tiden har fået øjnene op for nye og spændende artister fra hidtil oversete afkroge af verden.

Derfor var det med forståelig forventning, at jeg torsdag drog mod DRs Koncerthus på Amager for at opleve den sidste omgang med WOMEX i København. Det var på forhånd et stærkt lineup med tidligere optrædende på Roskilde Festival fra både Danmark og resten af verden – og derudover var listen med yderligere interessante navne ikke så kort endda.

Jeg indledte torsdagens jordomrejse i Studie 1 i selskab med The Other Europeans. Det 13 mand store orkester bestående af klezmer- og lautarimusikere fra hele syv forskellige lande, anført af henholdsvis amerikanske Alan Bern og ungarske Kalman Balogh, fortolkede mere end 70 år gamle kompositioner fra en fælles jødisk og romansk musikkultur. Og det føltes nøjagtigt som at blive slynget ud midt i en eller anden østeuropæisk landsby anno 1930 – enten det, eller også var jeg fanget i soundtracket til filmen “Borat”. Man følte i al fald den østueropæiske autencitet strømme ud i den store sal, da ‘de andre europæere’ indledte torsdagen på bedste klezmer- og lautarimanér.

Duquende. Foto: Christian Klintholm/WOMEX

Herefter gik turen nedenunder til Foyerscenen, hvor den amerikansk/brasilianske sekstet Matuto spillede en blanding af musikalske genrer fra begge nationer, fra forró til bluegrass og sambarytmer. Det blev til både coverudgaver af numre med generepionerer som blandt andre Luiz Gonzaga og Bill Monroe, men det var bandets egne kompositioner, som heldigvis stod stærkest. Og især samspillet mellem violinist  Rob Hecht og den yderst velspillende guitarist Clay Ross var underholdende at overvære gennem alle 45 minutter.

Aftenen sluttede oppe i Studie 1 med den spanske cantaor, Duquende. Med sig havde han en perkussionist samt en enkelt guitarist, hvor sidstnævnte brugte de første små fem minutter af koncerten på traditionelt flamencoguitarspil. Men da så først hovedpersonen fik begyndt på første strofe, forstod man, hvorfor han i manges øjne ses som værende arvtageren efter den legendariske Camarón de la Isla. Med en vokal, der udtrykte lige dele smerte og alvor, akkompagneret af diverse krampetrækninger for at intensivere udtrykket, var det enorme bifald til den ellers ydmyg spanier ved koncertens afslutning sent torsdag nat fuldt forståeligt.

Fredagen startede med brasilianske BaianaSystem, der havde medbragt en blanding af psykedelisk electronica og dub. Det helt store omdrejningspunkt var den smokingklædte forsanger Russo Passopusso, der med portugisisk sang og rap charmerede sig ind på publikum. Hvad jeg dog godt kunne have savnet, var flere instrumentale passager, da den trancefremkaldende dub skabte en sjælden afslappet atmosfære i det evigt summende koncerthus.

BaianaSystem. Foto: Christian Klintholm/WOMEX

Næste punkt på dagsordenen skulle også vise sig at blive et af de mere bizarre. Sotho Sounds blev inden deres optræden hyldet ved at være de første optrædende på WOMEX fra Lesotho. Men da de først havde indtaget scenen, kunne man hurtigt blive i tvivl om hvorvidt det ikke var mere sandsynligt, at de kom fra et sted i en nær fremtid. Iklædt pelsveste- og huer, farvede vanter og solbriller samt i et enkelt tilfælde med en rød diodepære monteret på en kasket, leverede orkesteret endnu en af de optrædener, hvori der blev fremført traditionelle, nationale kompositioner. Det var hverken lige så råt og ligefrem som Malis ørkenblues eller lige så funky og dansabelt som Nigerias afrobeat, men når de seks artister en sjælden gang lagde rytmerne fra deres hjemmelavede instrumenter af genbrugsmaterialer på hylden for derefter at begive sig ud i flerstemmig korsang, fangede det mindst lige så mange blandt publikum som så mange andre WOMEX-optrædende.

SystemaSolar. Foto: Christian Klintholm/WOMEX

Jeg sluttede min fredag aften med det colombianske musikkollektiv Systema Solar, der for lidt over et års tid siden gæstede Roskilde Festivalen anno 2010. Og colombianerne beviste, at de i sandhed vidste, hvordan man fik de mange (og enkelte jakkesætklædte) branchedelegerede samt det øvrige betalende publikum til at bevæge deres legemer. Den dunkende bas og de pulserende cumbiarytmer gjorde for en stund den til tider store, kolde foyer til et varmt sted at opholde sig.

Lørdag ville jeg forfærdelig gerne have taget turen til Amager endnu en gang; men en knæskade satte en stopper for mine planer, så jeg måtte blive hjemme i sofaen. Alligevel har jeg en forventning om, at især samarbejdet JuJu mellem den tidligere guitarist for Led Zeppelin-forsangeren Robert Plant, Justin Adams og den gambianske griot Juldeh Camara med sit hjemmelavede énstrengede riti har trukket ret så mange blandt publikum til Foyerscenen. Jeg var så heldig at opleve dem på dette års Roskilde Festival, hvor de med deres kombination af traditionel vestafrikansk afroblues og ærkebritisk rock gav en af årets bedste optrædener på Gloria-scenen.

WOMEX drager næste år videre til Grækenland, og forhåbentlig får grækerne øjnene op for verdensmusik i samme grad som det har været tilfældet her i Danmark. For tre års verdensmusikexpo har gjort forholdene her i landet for netop verdensmusikken langt mere gunstige, hvilket i høj grad ses blandt den store diversitet af koncertoplevelser, som de danske spillesteder i de senere år har kunnet programlægge – jeg synes i al fald, at folkene bag kan klappe sig selv velfortjent på skulderen efter det arbejde, som de har præsteret over de sidste tre år.

Leave a Reply