Plader

Zun Zun Egui: Katang

Skrevet af Daniel Niebuhr

Det hele bliver lidt for vestligt og lidt for lidt verdensmusik på Zun Zun Eguis første reelle album, der sagtens kunne have tålt højere tempo og færre regler.

Lyden af sirener fylder mine højtalere, og inden længe pulserer de nærmest sydamerikanske rytmer ligeledes. Jeg har begivet mig i kamp med den britiske multikulturelle worldrockkvartet Zun Zun Egui. Deres koncert på dette års Roskilde Festival var nok ikke den mest mindeværdige, men jeg må dog indrømme, at jeg til dato ikke har stiftet bekendtskab med et lignende band. Fra passager, der grænser til noget af det mere acceptable The Mars Volta-materiale, til forsanger Kushal Gayas flersproglige lyrik er Zun Zun Egui mindst lige så meget et reelt rockband i ‘vestlig’ forstand, som de er egentlig verdensmusik. Og med Katang har bristolianerne endelig fået skabt, hvad man normalt ville anse for at være et studiealbum efter et par plader med kun tre numre, men alligevel af en halv times længde.

Disse indledende ord var altså et førstehåndsindtryk af pladens første nummer af samme navn, der egentlig er et udmærket billede på resten af pladen: Et generelt kaosfyldt univers, der efter flere og flere gennemlyt åbner op for ret så interessante kompositioner. Jovist, der er da også mere stille øjeblikke, især mod slutningen af pladen, som på eksempelvis “Dance of the Crickets”, der bliver et enkeltstående eksempel på, at Zun Zun Egui fungerer godt i de mere lave tempi. For Katang lægger fra land med fuld fart over feltet, og de mange forskellige indtryk fastholder lytteren langt hen ad vejen.

Men når der skrues ned for tempoet, som det er tilfældet på den regulære rockballade “Twist My Head”, så daler det samlede interesseniveau desværre, og pladen finder aldrig rigtig tilbage i de velfungerende omdrejninger. Og selvom det normalt ikke er noget, som jeg går synderlig meget op i, så opstår der også en følelse af, at kvartetten er gået lidt for let til værks, når Gaya i disse stille numre vælger at fremføre lyrikken på engelsk – især, når blandt andet kreolsk jo ikke ligefrem er et sprog, som man omgås til dagligt.

For at vende tilbage til kaos, tempo og alle de andre vellykkede elementer, så er disse heldigvis med til at overskygge manglen på samme. Og når de tribale råb og ditto musik på “Cowboy” spontant afbrydes af støjende akkorder og crashbækkener for igen at fortsætte sekunder efter, dukker denne følelse af, at kaos alligevel er godt for noget, op igen.

Allerstærkest står dog “Fandango Fresh”, som jeg da også husker som et af højdepunkterne fra i sommers. Det fænger fra start med et messende og opbyggende omkvæd (hvis man da kan kalde det det) samt de danseappellerende vers, hvor man – i hvert fald til deres koncert – kun akkurat kunne give Gaya ret, da han sang: »My arms and legs are still with me.«

Jeg ville meget gerne kunne give Katang en blidere medfart, men når der kun er tre-fire numre ud af 10, der har bidt sig fast og bagefter får regelmæssige afspilninger, så kunne jeg i teorien have været bedre spist af med en halv time lang ep på to eller tre numre, som for eksempel gruppens Kass To La Senn, hvilken jeg desuden kun klart kan anbefale.

Der er uden tvivl en hel del musikalsk talent gemt i de fire medlemmer, og spørgsmålet er egentlig, om de skulle have valgt at gøre Katang så lettilgængelig, som den nu engang er blevet. For jeg gad godt have oplevet 50 minutter, der var på speed, i en sådan grad som der nu blev lagt ud med – samt med langt færre ‘vestlige’ tendenser.

★★★½☆☆

Deltag i debat