Plader

Ane Brun: It All Starts With One

Skrevet af Anna Møller

Ane Brun har brug for en mørk basbund for at holde diskanten til jorden, men på langt de fleste numre ender It All Starts With One alligevel i teatrelske hundefløjtehøjder.

Ane Brun har altid været efterårsmusik i mit hoved; formentlig båret af, at jeg så min første koncert med hende i efteråret for to år siden, hvor jeg personligt mente, hun var det fedeste siden brød i skiver.

For nylig hørte jeg hende så igen, og da var Ane Brun pga. billetsalget opgraderet fra Lille Vega til Store Vega. Musikken, der i store træk stammede fra det nye album, var ligeledes mere pompøs og fyldig. Det er VIRKELIG en smagssag, om man er til det nyere lydbillede, hvor især cello, violin og mere fremtrædende korsang har fået en større plads, og jeg må blankt indrømme, at det langt hen ad vejen bliver for meget med meget på for mig. Man kan godt forsøgsvis udrede, hvorfor det netop føles som ‘for meget’.

For at starte ved det forrige album, Changing of the Seasons (2008): Her er lydbilledet langt mere nedbarberet a la folket singer/songwriter, hvor en akustisk guitar som oftest er i centrum sammen med Bruns vokal og forstærkende og luftigt kor. Det er uomtvisteligt, at Ane Bruns vokal er ekstrem i både register, klang og i måden, den leveres på til både koncerter og på plade. Den er mixet helt frem og omgivet af rigelig af delayet rumklang, der endog øges bestemte steder i visse sange. Oveni finder vi de meget talentfulde korsangerinder Linnea Olsson og Jennie Abrahamson lyse sirenekor, der sammen med Olssons strengeinstrumentering lader de lyse diskanttoner vokse i volumen. Hvor en sang som “The Fall” fra Changing of the Seasons benyttede violinerne til f.eks. at lægge en mørkere molbund i mellemstykkerne, så anvendes de på det nye album til at løfte det stadigt voksende lydbillede til teatrelske højder.

Eksempelvis er “Lifeline” fra det nye album på trods af et nedbarberet lydbillede et skingert stykke musik båret frem af Bruns soprane vokaltilbøjeligheder. Det ender uskønt og ikke på den måde, hvor man i det grimme finder identifikation eller udtryk for smerte. Nej, man finder bare en masse toner i hundefløjteniveau.

“One” er ligeledes et dramatisk stykke musik med en teatralsk klaverlinje og masser af klanginstrumenter, gulvtam og arytmiske kantslag. På trods af en tilnærmelsesvist skæv sigøjnerrytmisk ramme, så skal violinerne alligevel lægge sig som over the top hvineindslag på det i forvejen lettere anstrengende opløftende nummer. Bruns stemme, hvorom alle numrene drejer, har ellers rigelig med diskant i sit register, og om noget, så mangler hun en basset pendant til at holde tonerne til jorden. Forstået på den måde, at en mørk basopposition netop ville balancere et lydbillede frem for at forstærke det, der i forvejen findes så rigeligt af.

Eneste nummer, der i virkeligheden formår at give bund til Ane Bruns enorme vokal, er den eminent gode og marchagtige “The Light From One”. Slæbende whiskers, dump stortromme og en melankolsk klaverlinje åbner nummeret, før Ane Bruns afmålte og lettere tilbageholdende vokal lægger den billedrige og velskrevede tekst til: »I’m holding your torch / I won’t hold it no more / You can have it, take it, use it / I’m holding your torch / I won’t hold it no more / You can have it, take it, use it / I’ll need both my hands to hold my own / I’ll need only one light, the light from one.«

Bruns vokal er vibrerende lys og følelsesfuld, men kammer ikke over i dramatiske udbrud i det første lange stykke tid, så det sireneagtige og skævtonede kor i baggrunden ikke overdøver det ellers ret fyldige lydbillede. Rumklangen simulerer netop det tekstlige grottelandskab, som nummerets fortælling beretter om, og mørk larm i baggrunden og klaverets enkle toner danner en nøgen nok ramme til, at Bruns vokal kan fylde det, som den under alle omstændigheder gør.

Live havde Ane Brun i Store Vega allieret sig med to trommeslagere, og jeg ville ønske, at de for fremtiden ville hamre lidt mere løs på deres stortrommer for at give bund til de højtflyvende udskejelser, som It All Starts With One indeholder. Dramatisk efterår, ja, det må du sgu nok sige.

★★½☆☆☆

Deltag i debat