Plader

Atlas Sound: Parallax

Bradford Cox har begået sit hidtil bedste album under pseudonymet Atlas Sound. Parallax kandiderer meget kraftigt til at være årets bedste musikalske selskab i de mørke morgener og eftermiddage.

Deerhunter-frontmand Bradford Cox er en uhyre produktiv herre, der tilsyneladende elsker at nørde rundt i studiet. Det nye album under pseudonymet Atlas Sound, Parallax, kommer imponerende kort tid efter, at Cox med de andre medlemmer i Deerhunter udgav den fremragende Halcyon Digest og selv udsendte et intet mindre end firedobbelt album med Atlas Sound-demoer fra 2010, Bedroom Databank, der ligger til gratis download her.

I stedet for at tage sig en velfortjent pause fra indspilningerne er Cox nu atter albumaktuel. Denne gang med tredje opus i Atlas Sound-serien. Hvor Deerhunters sidste album havde en dedikation til Jay Reatard, er dette album dedikeret til afdøde Trish Keenan fra Broadcast, og lydmæssigt befinder vi os hverken så langt fra forgængeren Logos (2009) eller for den sags skyld Halcyon Digest. Bradford Cox’ karakteristiske vokal og tekstunivers samt blandingen af elektrisk og akustisk guitar og elektroniske inputs i instrumenteringen er stadig til stede, men den røde tråd mellem udgivelserne kan nok bedst tilskrives, at den produktion, der i allerhøjeste grad er en del af Cox’ signatur, også videreføres på Parallax.

Som på de tidligere album er sangene langtidsmarineret i lag på lag af effekter. Effekterne tilfører lydbilledet detaljer og giver de blide anslag på instrumenter, de langstrakte synthflader og den ofte hviskende vokal massiv fylde. Vokalerne lyder atter, som om de er blevet hvisket ned i mikrofonen, og reverben på guitaren såvel som ordene og åndedrættet hænger i lydbilledet længe efter, at nye akkorder er slået an, og Cox er smuttet videre i teksten. Sådan er vi efterhånden vant til at få sangene serveret, og sådan kan jeg rigtigt godt lide det. Det virker bedøvende, understøtter poesien i teksterne og er meget sofistikeret lavet. Selvom Cox langtfra er alene om at rode med skabelse af dronende ambiens og støj og få lidt til at lyde af fantastisk meget, er hans brug af effekter meget distinkt og let genkendelig.

Produktion og effekter er én ting, mens sangskrivning er en ganske anden. Hvor man må formode, at der til sangskrivningen i Deerhunter er knyttet en eller anden form for demokratisk process, virker Atlas Sounds sange mere spontane. I min optik har de i højere grad karakter af lineære tankestrømme, der både indeholder stille refleksion og passionerede følelsesudbrud. De går ofte ikke bare tilbage til et omkvæd, men bygger op til noget nyt hele tiden.

At dette blot er en illusion, der på baggrund af mit kendskab til mandens udsagn om tilgangen til sangskrivning, har plantet sig i mit hoved, er selvfølgelig en mulighed. Der sniger sig også flere omkvæd og hooklines ind her end på de foregående plader, men den følelse, jeg får af at lytte til albummet er, at Cox gennem instrumenter og vokal fører en monolog, der ikke ulig tidligere tager udgangspunkt i personlige følelser.

Det er det, der adskiller pladen fra Deerhunters mere tænkte sange. Jeg har valgt at opfatte pladens tekstunivers som en mindre selvrefleksiv, uredigeret formidling af følelser. Dette ligger også fint i tråd med et interview med Cox, hvor han fortæller om sine sanges tilblivelse og sin kærlighed til de skitseagtige demo-b-sider på Nirvanas og The Breeders’ singleudgivelser. Det spontane og fokuseringen på nuet i sangskrivningsprocessen rokker imidlertid ikke ved den poetiske kvalitet, Cox ofte formår at ramme i sine tekster.

Det, der for alvor vækker min begejstring for albummet, er at lytte til det i helhed og dermed gå til det som én samlet indre monolog. Numrene flyder sammen i højere grad, end de står ud fra hinanden som værker i sig selv. Dermed kan man måske kalde en stor del af sangene ‘anonyme’ eller ‘fyld’, men set i en helhed bidrager de positivt til ét værk, hvor lydbilledet, teksterne og sammensætningen af musikalske sekvenser er en berusende og vanedannende oplevelse. Til trods for at oplevelsen findes i den helhed, sangene udgør, er der dog flere stand outs end på de tidligere plader. Materialet er ganske enkelt blevet stærkere. Den lidt afro-inspirerede “Amplifiers” står ud ligesom samarbejdet med MGMT, som bærer titlen “Mona Lisa” og indeholder fine vokalharmonier samt en produktion, der er skarpere og mere “tør” end resten af pladens. Også “My Angel Is Broken”, der med Cox’ 50’er-croon i omkvædet nok er pladens mest ligetil og catchy sang, er et glimrende eksempel på den fænomenale psychpop, som Cox med Parallax viser, at han er i stand til at skabe.

Bradford Cox har begået et fremragende album, der står som det hidtil bedste i Atlas Sound-serien. Parallax kandiderer meget, meget kraftigt til at være årets bedste musikalske selskab i de mørke morgener og eftermiddage.

★★★★★☆

Deltag i debat