Plader

Ben Frost & Daníel Bjarnason: Sólaris

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Med inspiration fra en russisk science fiction-klassiker har de to musikere lavet et album, der ikke helt kan slippe sin inspirationskilde og derfor aldrig kommer videre end til at være en fiktiv lydside.

En rumstation, en rumpsykolog og en fremmed planet, der påvirker sindet og fremkalder lyslevende manifestationer af for længst afdøde personer. Det er elementerne i Andrei Tarkovskys science fiction-film “Solaris” fra 1972, og den film er udgangspunktet for samarbejdet mellem Ben Frost og Daníel Bjarnason.

Mens Ben Frost også på sit seneste album, By the Throat, dyrker sin egen industrielle vekslen mellem smuk stilhed og frygtindgydende støj, er Daníel Bjarnasons musikalske udtryk primært baseret på strygere, som blander klassisk musik og moderne, æterisk, himmelstræbende kompositionsmusik.

Sólaris er Frosts kaskader af støj slet ikke til stede – hvor lydniveauet er højest, er det bækkener, der får lov til kortvarigt at markere sig som f.eks. i “Reyja”. Musikalsk kommer han til gengæld til udtryk i den evige disharmoni blandt Bjarnasons strygere, der gennemsyrer numrene, og som stemningsmæssigt passer rigtig godt til den grundtone, som filmen “Solaris” også har – en enorm snærende størrelse af uvished, uforståelighed og sært tiltrækkende fascination.

Udgangspunktet i Tarkovskys film for Frost og Bjarnasons Sólaris er således ikke et dårligt et af slagsen for et makkerpar, der vil lade filmens stemning og tema gennemsyre musikken. Men Frost og Bjarnason lykkes aldrig med deres projekt. Musikken er lige fra de dramatiske strygere i åbneren “We Don’t Need Other Worlds, We Need Mirrors” – til trods for deres insisteren på at være dramatisk underspillede – aldrig så engagerende, som den på papiret burde være. “Simulacrum I” gør næsten så lidt væsen af sig, at det er irriterende kedeligt. Enkelte steder er det, som om en mørk bund vokser en smule frem, men den får aldrig plads nok til at give tilpas med stemning.

Så går det meget bedre med “Simulacrum II”, hvor enkelte pianotoner usikkert forsøger at finde fodfæste på en faretruende mørk baggrund. Da strygerne halvvejs vokser sig ud af mørket, er det som en gensynets glæde, selvom de ikke tidligere har leveret en præstation som netop her, hvor de stryger sorgen med hårene uden dissonans.

Den stemningshøjde, som Frost og Bjarnason bygger op i “Simulacrum II”, når de aldrig siden på resten af albummet. “Reyja” drives langsomt frem af et varskoende trommebeat, mens strygerne trækker nedad som blodet, der langsomt forlader hovedet under en besvimelse. Men det sker kun kortvarigt og intenst cirka midt i nummeret. “Hydrogen Sulfide” er en smal, hylende sag, der aldrig folder sig ud, og det gælder for flere numre, at de ikke etablerer sig som andet end små ubetydelige vignetter.

Med “Saccades” giver Frost og Bjarnason endelig lidt rytme til musikken med knagende og knirkende lyde, der lader pianoets mørke toner få modspil. Ovenover svæver en sart, højfrekvent svingning. Der er momentvis gode stykker, hvor de tre elementer fanger hinandens retning, men det er endnu et rodet, samlet udtryk, de efterlader.

Det er måske for meget forlangt, men Frost & Bjarnason burde i den bedste af alle verdener have udvidet deres album (som er knap 45 minutter) til at vare de 165 minutter, som filmen varer, og udgivet det som et alternativt soundtrack til filmen. Det er et urimeligt ønske, men efterhånden som albummet skrider frem, bliver det mere og mere åbenbart, at numrene mangler billederne og fortællingen fra filmen at spille op imod. Uden dem er Frost og Bjarnason endt med et resultat, som aldrig slipper fri af den film, der blot burde være inspirationskilden, men som musikken mangler som medspiller.

★★★☆☆☆

Deltag i debat