Bill Callahan, 16.11.11, Lille Vega, København


Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

»Sorry. We’ve got more souls to save after you guys.« Onsdag klokken 19.30 smed den ellers temmelig fåmælte Bill Callahan en af aftenens korte bemærkninger og brød et øjeblik med sit stærke fokus på musikken for at skæve til uret. Allerede halvanden time tidligere havde amerikaneren materialiseret sig på Lille Vegas scene i selskab med sin akustiske guitar, trommeslager Neal Morgan og el-guitarist Matt Kinsey, og det blev starten på en ekstrakoncert, der lidt usædvanligt var programsat til at ligge lige før aftenens oprindelige optræden. En løsningsmodel, man forud for koncerten måske kunne være forbeholden overfor: Vil sættet blive forkortet for at gøre musikernes opgave mere overskuelig? Kan Callahan dvæle ved nuet, eller rumsterer aftenens kommende optræden i baghovedet? Er det egentlig en god ide at drikke øl før aftensmaden? Og vil bandet give en træt koncert klokken 21 efter lige at have været igennem hele forløbet én gang?

Sidstnævnte betænkning har jeg ikke mulighed for at levere en afklaring på, men resten er sikkert: Callahan og hans band var præcis så velspillende og fokuserede, som man kunne håbe. Publikum var så hengivne, som man kunne forestille sig også var tilfældet klokken 21. Og så kan man drikke øl på de fleste tidspunkter af døgnet, når kalenderen siger november, og det alligevel som regel er mørkt udenfor. Som Callahan selv bemærkede kort efter koncertens start: »Haven’t been so far North in a long time. We’ve been waiting for the cold time to come.«

Således måtte forholdene altså siges at være i orden, og det var unægteligt balsam for sjælen at trykke sig sammen i det stavrende fulde Lille Vegas varme og tage imod de diskrete guitarpluk, der med åbneren “Riding for the Feeling” bredte sig i lokalet. Nummeret stammer fra Callahans seneste udgivelse, forårets Apocalypse, der viste sig at være forholdsvis dominerende gennem hele sættet. Personligt er jeg ikke helt begejstret for udgivelsen, som jeg synes rummer lige vel mange anonyme passager i forhold til tidligere udspil, men det forbehold trådte dog mestendels i baggrunden, når materialet blev modelleret i hænderne på de tre på scenen. Jeg har tidligere udtrykt min begejstring for Morgans opfindsomme og dog diskrete trommespil i forbindelse med Joanna Newsoms seneste koncert på dansk grund, og i samspil med en lige så imponerende velspillede Kinsey kunne Callahans sange næppe være præsenteret mere flatterende.

“Riding for the Feeling” blev således efterhånden brudt op af store, rummelige flader af reverbet twang, som var en glimrende kontrast til den instrumentalt set simple natur i de fleste af Callahans numre. Et virkemiddel, der da også gjorde sit indtog løbende gennem sættet. Den efterfølgende “Baby’s Breath” fulgte op med et større fokus på Morgans fuldt kontrollerede famlen med whiskers og dumpe, varierede anslag på trommerne. Disse flettede sig efterhånden sammen med alternerende rytmiske mønstre fra de to guitarer og gjorde som de fleste af aftenens numre: faldt i nye, antageligt lidt tilfældige folder og dannede lommer af anderledes lyd, som lagde op til at spidse ører. En tilgang, der, måske lige med undtagelse af ved den lige vel skrabede og til tider en smule falskt klingende staccato-version af “Eid Ma Clack Shaw”, udmøntede sig i en række både spændende og medrivende arrangementer.

Derfor undgik det ikke at blive en lille smule synd, at Callahan ikke inddrog materiale fra en større del af sit bagkatalog. Med undtagelse af “Honeymoon Child”, en fremragende guitarorienteret version af “Our Anniversary” fra Supper og en mindre afsluttende kavalkade af numre fra den sidste Smog-plade, A River Aint Too Much to Love, bestod sættet af sange fra efter Smog-tiden, og det havde klædt bandets udforskende tag på sættets lyd med en tilsvarende tilgang til bagkataloget. Når alt kommer til alt kan det dog virke urimeligt at klandre en musiker for gerne at ville præsentere materiale fra den plade, han er på tur med. Efter halvanden time i Callahans selskab ville det da også være direkte utaknemmeligt, for en mere talentomsvøbt og vellydende oplevelse kunne man næppe have ønsket sig. Jeg håber, at Bill og band formåede at tage halvanden time mere med samme gnist.

★★★★★☆
1 kommentarSkriv kommentar
  1. Tak for anmeldelse. 2. Koncert som jeg så var meget ala første. Dog spillede han 1 1/2 time + ekstra numre.
    Jeg synes den nye plade er fantastisk og bedre end tidlige materiale. Egentlig noget ærgerligt at Callahan fans har så svært ved at slippe det gamle materiale og give det nye en ordentlig chance. Men såanne præmisser gælder jo også for Cohen, Dylan, Young mfl.
    Nå. Men giv det nye materiale et til lyt, især med hørebøffer er et nummer som en Babys Breath uovertruffen musik oplevelse.

Indsend din kommentar

Skriv dit navn

Du skal indtaste dit navn

Skriv venligst en gyldig mailadresse

Kræver e-mail

Skriv din besked

Undertoner.dk © 2014 All Rights Reserved

Opmærksomhed til den alternative musikscene