Plader

Dad Rocks!: Mount Modern

Dad Rocks! har mange af de bedste elementer fra den islandske dna intakt, men man savner det excentriske element, der kan skabe overraskelsen, og en større grad af afveksling i sangenes struktur.

Det danske kongeriges tidligere kolonibesiddelser i Nordatlanten producerer et uforholdsmæssigt stort antal kreative sjæle, befolkningsgrundlaget taget i betragtning. Ikke kun musikere, men filmskabere, forfattere og kunstmalere. Specielt Island er leveringsdygtig i et stort antal grupper og solokunstnere, der pibler frem fra klippeskærene. Der er tale om forskellige genrer, men alligevel er det, som om de har et særkende. Noget unikt, som kun kunstnere isoleret fra storbyerne på Europas fastland har i blodet. Prototypen på den avantgardistiske øbo er Björk, der for alvor placerede Island på verdenskortet, og siden blev Sigur Rós eksponenter for en speciel nordatlantisk tone. Genrerne kunne veksle, men kunstnerne fra den nordlige ø var (og er) sært idiosynkratiske og ofte i stand til at ramme en speciel form for melankoli i deres udtryk. Om det er stedets iboende sjæl, der manifesterer sig i musikken, skal jeg ikke kunne sige. Det ville være en kende højtravende at postulere, men måske er der noget om snakken?

Dad Rocks! alias Snævar Njáll Albertsson er knap så excentrisk og atmosfærisk som ovenstående kolleger, men stadig med et personligt udtryk. Han har fået assistance fra en række musikanter og skabt en række folkpopsange, der har udgangspunkt i den akustiske guitar, men hurtigt suppleres med trommer, violiner, trompeter og andet. Alt sammen skaber et fortættet lydbillede, hvor sangenes spinkle grundstruktur forstærkes. Der fyldes på, der bygges op, og sangene tenderer ofte mod forløsende droneagtige mellemspil og tilbage til det spinkle udgangspunkt. Det foregår i en atmosfære mættet med blid melankoli, længsel og eftertænksomhed uden dog at være trist og dystert. Vi er hele tiden på grænsen til det mørke, men passerer den sjældent.

Mens jeg lyttede til pladen, slog det mig, at sangene – trods deres forskelligheder – alligevel føltes sært ensartede. Det er ikke som udgangspunkt negativt, men i dette tilfælde bevirker det, at pladen føles længere, end den reelt er. Det kribler en smule i fingrene for at trykke på ’forward’ undervejs. I små doser kan Snævars univers være interessant at besøge, specielt når backinggruppen får lov at slå sig løs. Det føles som en befrielse, når rytmesektionen pludselig slår igennem og skaber fremdrift. Når det ikke sker, virker sangene ofte som mindre vignetter, der blot forlænges. En alt for spinkel struktur, hvor der fyldes på, men hvor sangens grundstruktur ikke er stærk nok til at bære al opmærksomheden. Som sanger placerer Snævar sig i en stolt tradition af frontmænd, der nok har mere karisma end evnen til at ramme alle toner rent. Karisma er igen et stærkt ord. Han er nok mere speciel end teknisk velbevandret. Hans register er smalt, stemmelejet dybt på en lettere akavet måde, og alle ord synges meget klart og præcist. Kombinationen får ham til at lyde som en lettere ironisk crooner, hvilket på sin vis er ganske charmerende.

Der er plusser og minusser i min karakterbog, og desværre flest af dem med streger og prikker. Man fanger kun momentvis de positive elementer, og for mange gange pustes sange op til et punkt, hvor det ikke kan bære. Når det gentages, gør det albummet unødigt langt. Dad Rocks! har mange af de bedste elementer fra den islandske dna intakt, men man savner det excentriske element, der kan skabe overraskelsen, og en større grad af afveksling i sangenes struktur. Elementerne er til stede, men Dad Rocks! mangler at finde flere af de magiske punkter, hvor de går op i en højere enhed.

★★★☆☆☆

Deltag i debat