Nyheder

Depeche Mode-drenge i ny forklædning

Det er 30 år siden, at Vince Clarke forlod Depeche Mode. Nu rotter han sig på ny sammen med sin tidligere bandkollega Martin Gore.

Gamle techno-venner spiller sammen igen

De tidligere Depeche Mode-kolleger Martin Gore og Vince Clarke har nu gang i et nyt musikalsk samarbejde. De to har ellers ikke spillet sammen siden 1981, hvor Clarke forlod den synth-glade gruppe, men gammelt venskab består tilsyneladende.

I en pressemeddelelse fortæller Gore, at Clarke for et års tid siden ud af det blå henvendte sig til ham i en e-mail og spurgte, om han ville medvirke på hans kommende technoalbum. Det kunne Gore åbenbart ikke sige nej til, så 13. december vil det nye ensemble udgive ep’en Spock under navnet VCMG. Det vil ske via pladeselskabet Mute. Der vil desuden udkomme et fuldlængdealbum engang i foråret 2012. Hvor meget VCMG lyder som Depeche Mode, kan man indtil videre kun gisne om.

Om skribenten

Nina Ulrich Østergaard

 

Biografi:
Første musikalske åbenbaring fandt sted, da jeg som syvårig blev voldsomt forelsket i The Beatles, særligt Paul McCartneys bløde ansigt anno 1964, som jeg skrev meget om i min dagbog med sirlig skråskrift. De har fulgt mig lige siden – hvis man ser bort fra en gylden, præpubertær periode i 90'erne, hvor pigeværelsets vægge var tapetseret med Backstreet Boys. Siden har jeg været igennem de obligatoriske teenagefaser med britpop, grunge, punk, hææævy metal, garagerock, shoegazer og følsom indiepop. I dag hører jeg det meste og er bestemt heller ikke bange for en god popsang. Har et utrolig svagt punkt for Sonic Youth, Nikolaj Nørlund og ABBA (mit sene ungdomsoprør).

 

Fem evige favoritalbums:
Sonic Youth: Alt fra 1985-1990
My Bloody Valentine: Loveless
Cocteau Twins: Treasure
Stina Nordenstam: And She Closed Her Eyes
The Cure: Disintegration

 

Fem favoritter lige nu:
Alice Boman: EP II
Yumi Zouma: EP
Beastie Boys: Paul's Boutique
Sun Kil Moon: Benji
Joni Mitchell: Hejira

Skriv et svar

boeger