Plader

Feist: Metals

Skrevet af Anna Møller

Har Feist lavet et album med adult contemporary-muzak? Det er i al fald glimrende at spise sin aftensmad til.

Feist dansede sig ind i mangt et indiehjerte i 2007 med den farverige og simpelt smittende “1234” – også hjulpet godt på vej af en fin video. Tredje album fra canadieren er på samme tid søvndyssende, pænt og voksent på den kedelige måde – og så alligevel momentant dynamisk rytmisk. Kom, så tager vi dem fra en ende af.

“The Bad in Each Other” er smittende melodiøsitet og simpel dynamik mellem de ellers rimelig ligetil popkonstruktioner og efterlader et bølgende billede med lydlige rundinger. Leslie Feists lyse knirkevokal ligger som pendant til den mandlige stemmes bløde og stabile understrøm i versets kor, og de abrupte trommer og kantslag giver bevægelighed i det relativt fyldige lydbillede. Teksten er en umiddelbart simpel fortælling om en mand og en kvindes gensidige kærligheds påvirkning, men udfylder melodiens tomme pladser til fulde.

Fyldigheden er meget sigende for Feists tredje album. Hvor gennembruddet, The Reminder (2007), i højere grad bestod af folket pop med et simpelt og renere udtryk og langt færre instrumenter, så vrimler det med både næsten-storladne korarrangementer i slutningen af “Graveyard”, mens et nummer som “Anti-Pioneer” når sit klimaks via lag af violiner midtvejs i sangen. Avantgardesaxofonisten Colin Stetson medvirker endda på nogle numre, selvom det dog aldrig bliver hverken eksperimenterende eller avantgarde af den grund. Snarere er Metals tilbageskuende og omfavnende i sine konstruktioner.

Netop “Anti-Pioneer” er desuden eksemplarisk i forhold til det problematiske på Metals. Nemlig, at de afdæmpede ballader bliver en anelse for langtrukne og i virkeligheden en anelse ufarlige. Jeg læste for nylig en amerikansk artikel, hvor Feist – sammen med bl.a. Radiohead og Wilco – kategoriseres som ‘adult contemporary’: musik, som dine forældre kan lide det. Og der er noget om snakken, om end jeg ikke vil gå så langt som artikelskribenten og hævde, at Feists musik er »så kedelig, at man ikke engang gider hade det« eller kalde det NPR-muzak.

Metals‘ afsluttende nummer, “Get It Wrong, Get It Right”, gør dog ikke meget for at overbevise lytteren om sin egen eksistensberettigelse. Et slæbende tempo, der snarere er søvndyssende end beroligende intimt, efterlader et energiløst udtryk og en ret jævn og næsten ikke-eksisterende melodisk rundgang. Mor kan lide det, ja, og som vente- og ædemusik er det glimrende, men det standser næsten mit hjertes slag og sender blodet tilbage den forkerte vej i håb om på den måde at finde et livstegn.

I de rytmiske numre er det derimod et langt mere smittende univers, man gladelig bevæger sig ind i. I “The Undiscovered First” lægger en dump stortromme-puls sig dybt nede i lydbilledet, før en elektrisk og enkel guitar og Feists på samme tid skarpe og bløde vokal placerer sig allerforrest, og en virkelig smittende og veltænkt tamburin rasler i takt med trommerne. Crescendoet må jo komme, tænker man, og søreme om det ikke også gør det med kvindekor, derefter blæsere og så hele baduljen på en gang. Allerede nu spår jeg, at ”The Undiscovered First” er det ultimative afslutningsnummer for en Feist-koncert.

★★★½☆☆

Deltag i debat