Artikler Interview

Fink – Fra kulturturist til tourbus

Skrevet af Rasmus Damsholt

Historien om Fink er historien om dj’en Fin Greenall, som syntes, instrumenter og bandmusik var det mest outdatede, man kunne forestille sig.

Finken ryger. Foto: PR.

Historien om Fink er historien om dj’en Fin Greenall, som syntes, instrumenter og bandmusik var det mest outdatede, man kunne forestille sig.

»For mig har bandmusik altid været død og oldfashion. Hvorfor gider du spille i et band, der har den samme form, som musik havde for 40 år siden? Hvorfor behøver du trommer, bas og sanger?«

I stedet slog Fin sig løs i det engelske natteliv, hvor han bag sin pult kunne kontrollere det hele selv. I sin hjemby Bristol blev han i 90’erne hurtigt kendt som en fantastisk dj. Hver weekend skruede han funky, intelligent dansemusik sammen for et publikum, som Greenall selv beskriver som »interesserede og åbensindede«.

Følelsen af at være en artist
Det hele gik fint for Fin Greenall. Han var en af Englands mest cool personer, han fik lov til at spille det nyeste og sejeste musik hver weekend, og han tjente en god fast hyre. Men der var noget, der manglede. Da Greenall fik stukket Radioheads album OK Computer i hånden, gik det op for ham, hvad han savnede: et band. At have et fællesskab omkring musikken og at få lov at spille sin egen musik.

»Jeg følte mig som en kulturturist. Jeg kunne ikke sige: ‘Det, I lytter til, er min musik.’« For første gang i Greenalls liv var han interesseret i indie- og bandmusik. »Pludselig var det, som om: ‘Okay nu forstår jeg det!’ Det er fucking oldschool, men nu kunne jeg se hvilken power og relevans, der var i det.«

Du kommer aldrig til at være dj på Wembley
Fin Greenall var langsomt på vej ud af den komfortzone, han var dalet ned i som dj, og det var ifølge ham selv en meget spændende tid, hvor det gik op for ham, at han ikke længere gad dj’e andres musik. Nu ville han ud og spille sin egen musik for et større publikum.

»Jeg ville have et band og være den fyr på scenen til en stor festival, som råber: ‘Tak for i aften! – I var et fantastisk publikum!’«

Fin Grenall fandt sammen med Guy Whittaker på bas og Tim Thornton på trommer, og sammen dannede de singer/songwriter-trioen Fink. Derfra gik det hurtigt, og Grenall husker tydeligt den dejlige følelse, som løb igennem ham, da Fink havde sin første udsolgte koncert.

»Som dj var det anderledes. Der håbede man på, at det ikke ville regne, for så gad ingen komme. Nu kan det være lige meget. Når man har et udsolgt show, så skal folk nok komme.«

For Fink handler det dybest set om at komme ud til så mange mennesker som muligt med sin egen musik: »Som band kan man måske en dag få lov at spille på Wembley Stadion, men man kommer aldrig til at dj’e på Wembley.«

»Jeg siger ikke, at jeg har haft mange kærester!«
Nu er der gået fem år, og Fin Greenall føler sig hjemme som aldrig før i rollen som musiker og i sit band Fink.

»Vi tager i studiet i mit lille hus, hvor jeg har et loftrum. Så jammer vi i et par timer og indspiller alt. Og hvis der i de tre timer bare er et lille loop, som fungerer, så tager vi det videre, og til sidst skriver jeg sangene. Sådan er 60-70 pct. af Perfect Darkness skabt.«

Perfect Darkness er Finks nyeste album. Inspirationen til teksterne på det album finder Greenall udelukkende fra personlige oplevelser, og sangskriveren mener, at 99 pct. af alle sange, som bliver skrevet i verden, er kærlighedssange. Men det er ingen dårlig ting, og Fink er ingen undtagelse:

»Hvis du har tilbragt de sidste tyve år på et kontor, har du ikke noget at skrive om, men det har jeg heldigvis ikke gjort. Hvis du er singer/songwriter og kun har haft én kæreste, så er det kun en breakup-sang at skrive. Jeg siger ikke, at jeg har haft mange kærester, men hvis du skriver en breakup-sang, kan det handle om alle de break-ups, du har haft.«

En dag laver jeg et hit
Selvom Fin Greenall er en dygtigt tekstforfatter og har skrevet sange for blandt andre John Legend og Amy Winehouse, bliver han aldrig selv popstjerne:

»Jeg er alt for gammel til at være popstjerne. Man skal være atletisk og lækker som popstjerne.«

En dag kan han måske få lov til at skrive et hit til en, som har mere brug for det, end Fink har.

»Der er måske blevet skrevet 100.000 sange i det her årti, og jeg har aldrig skrevet en så storslået sang som ”Yellow” af Coldplay eller ”Where the Streets Have No Name” af U2. Men der er alligevel et par sange hvert år – som ”Use Somebody” af Kings of Leon. De hits bliver skrevet. En dag vil jeg gerne skrive sådan et hit. Hvis man kan skrive to eller tre af sådan nogle, så er det helt vildt. Men jeg kan ikke synge sådanne hits, så derfor skriver jeg dem til andre artister.«

Undertoner mødte Fin Greenall i forbindelse med singer/songwriterens koncert i Amager Bio. En smuk koncert, hvor Fink beviste, at han sandsynligvis har spillet sit sidste dj-set, men til gengæld nu er fuldblods-oldschoolmusiker med tourbus og hvad dertil hører.

Deltag i debat