Koncerter

Gillian Welch & David Rawlings, 04.11.11, Det Kongelige Teater, København

Skrevet af Søren Jensen Lund

Efter fire år var Welch og Rawlings tilbage i Danmark, hvor de fyldte Gamle Scene med fantastiske folk-numre og eminent musikalitet.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Hun var der ikke, majestæten. Gillian Welch ville ellers gerne have spillet for de royale, men kongelogen stod mørk og tom. Jeg undertrykte en voldsom trang til at råbe »You’re the queen, and we love you more!« til den spinkle sangerinde, der fredag aften spillede en af sine sjældne koncerter i Danmark.

I juni udgav Gillian Welch den første plade i otte år. The Harrow & the Harvest hedder den, og er den længe ventede opfølgning på den formidable Soul Journey, hvor Gillian Welch og hendes tro væbner David Rawlings forsøgte sig med numre, hvor der blev lagt et elektrisk lag oven på det rå akustiske, der altid havde været duoens kendetegn, og stadig er det.

Gillian Welch har altid næret sig ved den appalachiske folkemusik. Appalacherne, eller The Appalachian Mountains, er en bjergkæde der løber langs den amerikanske østkyst fra Alabama i syd til New Foundland i nord. Appalacherne har altid været omdrejningspunktet for en stor del af den amerikanske folkemusik, og især engelske, irske og skotske indvandrere bragte deres traditionelle musik op i bjergene, hvor den siden udviklede sig til oldtime og bluegrass. Også den specielle clogging-dans overlevede og udviklede sig.

I går aftes var der – vover jeg at påstå – urpremiere på clogging i Det Kongelige Teater, da Gillian Welch i nummeret ”Six White Horses” gav en lille demonstration. Det autentiske syntes at få publikum op af stolene, men personligt finder jeg det langt mere charmerende, når Gillian Welch og David Rawlings sniger folkemusik-traditionen ind ad bagdøren.

For den appalachiske musik gennemsyrer stort set alt, hvad de to foretager sig. Enten er det Gillian Welchs let bluesede vokal eller også er det David Rawlings, der vrider det blå ud af strengene på sin gamle Epiphone Olympic, der efterhånden er en ligeså stor del af ham, som Gillian Welch er.

Tilsammen er de noget af det ypperste, den amerikanske folkemusikscene kan præstere, i hvert fald når vi taler om musik, der trækker direkte på traditionerne. Gillian Welch sammenlignes ofte med Alison Krauss, men hvor Krauss ofte dyrker det polerede, og efter min mening kan virke lidt for søvndyssende, så ejer Gillian Welch en råstyrke, der kan fremkalde minder om Lucinda Williams.

Essensen af det rå og upolerede kunne denne fredag aften meget vel koges ind til det gamle Doc Watson-nummer ”Make Me a Pallet on Your Floor” med David Rawlings’ fintfølende guitarfyld, der egentlig var centreret omkring typiske bluegrass-fillings. Men i hænderne på Rawlings, der havde skruet helt ned for tempoet, blev de indimellem skæve toner hængende meget længere, end når de lires af i speedet bluegrass, og sammen med små country-swing-noter, demonstrerede Rawlings, at han har så meget twang, at han kunne sælge det på dåse på Lower Broadway i Nashville.

I den anden boldgade fik vi en smuk og veludført ”Look at Miss Ohio” fra Soul Journey, der var skåret helt ind til benet, og bevægede sig væk fra den mere mainstream-orienterede – og det er ikke nødvendigvis negativt ment – version på pladen. Hen imod slutningen af første sæt, blev der lukket op for let og luftig country med “Acony Bell”, fra debutpladen Revival.

Her kunne Welch og Rawlings have bukket og sagt tak for i aften, og publikum ville stadig have fået fuld valuta for de 245-475 kroner, de havde betalt for billetten. Men efter en kort pause var de tilbage på scenen og leverede endnu et sæt, der blev skudt roligt i gang med det postulerende ”Hard Times Ain’t Gonna Rule My Mind”, og hvis man kan tale om et højdepunkt i en koncert med mange, må det være Welch og Rawlings’ udsædvanligt smukke ”Hard Times”, hvor Gillian Welch igen havde grebet banjoen.

”Down Along the Dixie Line” og ”Wayside / Back in Time” fulgte, og på sidstnævnte smurte Gillian Welch et tykt lag springsteensk mundharpe på, der gav sangen endnu mere intensitet. På ”Revelator” dyrkede den dynamiske duo for alvor intensiteten, og det heftige mellemspil gav genlyd mod det gamle teaters ornamenterede vægge og loft. Især David Rawlings trådte i karakter som en fremragende akkompagnatør til Welchs krystalklare og let rustne stemme.

Herefter tog Rawlings lead-vokalen på sig, og leverede ”I Hear Them All” der blev efterfulgt af Woody Guthrie-klassikeren ”This Land Is Your Land”, hvor der vist var pillet lidt ved teksten. Rawlings viste sig som en hæderlig sanger, men fungerede absolut bedst, når han leverede overstemmer til Gillian Welch, men det er værd at understrege, at Gillian Welch og David Rawlings er en ligeværdig duo, og selvom Rawlings sideløbende kører sit eget projekt Dave Rawlings Machine, hvor ”I Hear Them All” er at finde på pladen A Friend of a Friend fra 2009, så er der en speciel gnist når Welch og Rawlings står på scenen sammen.

Det faktum stod helt klart, da de to leverede ”My Morphine”. »Something about this room makes you wanna yodel,« proklamerede Gillian Welch, og med det hun betegnede som verdens mest langsomme jodlen, blev de to stemmer til en.

Det blev til to fremkaldelser – som det hedder, når man er i det Kongelige – og fire ekstranumre, hvor det sidste var den nu klassiske ”I’ll Fly Away” der stammer fra soundtracket til Coen-brødrenes film “O Brother Where Art Thou”. Det var netop filmen, soundtracket og koncertprojektet i forlængelse deraf, Down from the Mountain, at Gillian Welch, Alison Krauss, og vel i virkeligheden den appalachiske musik, for alvor bragede igennem internationalt, og selvom den iørefaldende ”I’ll Fly Away” blev sunget med masser af friskhed, så var det ikke den, der gjorde koncerten mindeværdig.

Men det var til gengæld afslutningen, hvor Gillian Welch og David Rawlings pluggede instrumenterne ud, og stillede sig helt frem på scenen, og gav den klassiske folkesang ”The Long Black Veil” for et publikum, der var så stille, at man næsten kunne høre naboens hjerteslag. Den slags gimmicks kan virke letkøbte, men hvor det dog virker! Det bekræftede den gamle tommelfingerregel, at hvis man vil have folk til at lytte, skal man tale lavt. Gillian Welch fortalte, at den slags gjorde de kun ved særlige lejligheder. Det sagde hun også, da de gjorde præcis det samme i Lille Vega for fire år siden, men måske er det bare specielt for Gillian Welch og David Rawlings at spille i Danmark. Lad os håbe det, for vi vil gerne se meget mere til dem.

★★★★★☆

Deltag i debat