Plader

Hauschka & Hildur Guðnadóttir: Pan Tone

Skrevet af Mikkel Arre

Den tyske prepared piano-ekvilibrist og den islandske cellist sender lytteren til søs med en liveoptagelse, hvor de maritimt inspirerede lydbilleder er knugende. Mørket og dramatikken gør mere indtryk end melodierne.

I efteråret 2007 var Volker Bertelmann (alias Hauschka) på turné med Hildur Guðnadóttir og hendes band, múm. Han ville gerne samarbejde med hende, men først da Bertelmann fik en invitation til at optræde ved en festival i London i februar 2010, opstod muligheden. Den tyske pianist og den islandske cellist ankom dagen før deres fælles koncert og havde således blot et døgns tid til planlægning og forberedelser.

Festivalen havde vand som sit tema, og Bertelmann og Guðnadóttir satte sig for at skildre de store have. De hentede inspiration i de vidt forskellige farver, et hav kan antage, og valgte seks forskellige Pantone-nuancer, som hver især skulle danne basis for et nummer. Således bevæger koncerten, der nu er blevet udgivet under titlen Pan Tone, sig fra det lyseblå over det mørkeblå, næsten kulsorte og blågrønne til det lysegrå.

Guðnadóttir dyrkede ligeledes det maritime på sit fremragende 2009-album, Without Sinking, og udtrykket på Pan Tone ligger da også tættere på islændingens soloudgivelser end på Bertelmanns plader som Hauschka. Mest af alt lyder Pan Tone dog som dét, det er: et samarbejdsalbum, der er skabt hurtigt af to dygtige musikere på noget nær perfekt bølgelængde med hinanden.

Med “# 283” begynder duoen roligt og anbringer lytteren i vandkanten, hvor tyskerens prepared piano glitrer som solglimt i bølgekrusninger. Stilfærdigt introducerer Guðnadóttir en langsomt glidende cellotone, der giver en antydning af de dystre understrømme, der venter. Anslagene på flygelet er nærmest tonløse og genlyder af raslende fjedre, og celloen får mere og mere fylde. Efter nogle minutter bevæger Bertelmann sig til et lysere register, hvor tonerne står renere, og får kortvarigt bølgerne til at rejse sig.

Netop de nøje afstemte intensitetsskift viser, hvor fin fornemmelse de to har for hinanden, og det er flot, at de på så kort tid kunne nå at komme til at lyde som en sammenspillet duo. I “# 294” looper Bertelmann en metallisk rislen, der får Guðnadóttirs staccato-variationer mellem få toner til at fremstå ekstra skæbnesvangre, hvorefter klaverakkorderne får skyerne til at lette lidt. Den ulmende uro forsvinder dog ikke, og i “Black 6” udløses det latente drama for alvor. Med tre lag af knugende celloflader hiver islændingen lytteren helt ned i det natsorte dyb. Flygelet klirrer og skingrer uden at kunne finde nogen ro, mens celloens melodilinjer dirrer ildevarslende i stereo-panoreringer. Der er ingen kyst at se i nogen retning, og fortvivlelsen er lige så omsluttende som havet.

“Black 6” er dystert og gribende, og nummeret understreger, hvor stærkt billedskabende duoens musik er: I fællesskab har de fortællende kvaliteter, som deres respektive soloudgivelser ikke bærer lige så meget præg af. Dramatikken dominerer Pan Tone på bekostning af melodimaterialet, som – ganske atypisk for Hauschka – ikke er videre mindeværdigt. Det er intet problem, når duoen sender lytteren ud i stormoppiskede farvande, men gode melodier bliver til gengæld en mangelvare i det afdæmpede “# 320”, hvor Bertelmann tilmed bruger det samme summende sample uafbrudt i over syv minutter.

“# 320” er i og for sig et smukt forsøg på at tilføje mere ambiente aspekter, men straks nummeret afløses af “Cool Gray 1”, eksemplificeres det, at duoen har sin styrke i mere intense udtryk. Her hæver og sænker Bertelmann og Guðnadóttir spændingskurven løbende, indtil de sidste par minutters fredfyldte klaverlinjer på en bund af lavmælte cellostrøg vugger lytteren tilbage mod bredden.

Pan Tone er en stærkt lytteværdig rejse på urolige have, mestendels under blyantsgrå efterårshimle. Det er ikke lige spændende hele vejen, men med tilblivelsesprocessen in mente er albummet en imponerende duopræstation.

★★★★½☆

Deltag i debat