Plader

Joker: The Vision

Skrevet af Mikkel Arre

Hvis man skal tro debutalbummets titel, har Bristols store dubstephåb set lyset. Desværre er det ikke genrens fremtid, der glimter i Jokers øjne – han er snarere blevet blændet af hitlisternes rampelys, og The Vision er endt som noget rod.

Det er ikke så underligt, hvis Liam McLean (alias Joker) har følt et vist pres på sine 22-årige skuldre op til udgivelsen af debutalbummet The Vision. Dubstepgenren er ikke nær så brandvarm som for nogle år siden, men Joker har ikke desto mindre formået at udsende bemærkelsesværdigt gode singler hvert år siden 2007. På det tidspunkt havde han allerede været talk of the town i et par år, og han var bare 16, da Pitchfork kaldte ham »a hot new grime protégé«.

Albumformatet er vanskeligt at mestre for kunstnere, der fokuserer på singler, men da Joker skrev kontrakt med 4AD, blev det lettere at lægge de bange anelser fra sig: Hos det traditionsrige – og ikke videre dubstep-orienterede – selskab måtte den unge englænder kunne få den rette vejledning til at skabe et egentligt album. Men som selskabets stifter og tidligere ejer, Ivo Watts Russell, indikerede i et nyligt interview, er 4AD ikke, hvad det var engang – og Jokers albumprojekt slår grundigt fejl.

Skal man dømme ud fra albumtitlen, har McLean ellers intet imod de høje forventninger til ham. Tværtimod synes den at proklamere, at han har en plan. Når man lytter til albummet, er det desværre vanskeligt at høre, hvad visionen drejer sig om. Et sammenhængende album? En revitalisering af dubsteppen? En forhåbning om hitlisteopmærksomhed uden for basmusikmiljøet?
Alle tre aspekter er til stede. Ingen af dem lykkes.

Ser man på tracklisten, virker albummet velgennemtænkt. Åbningsnummeret hedder “Intro”, midtvejs er der et “Interlude” og slutnummeret “The Magic Causeway” har den parentetiske tilføjelse “(Outro)”. På sin vis giver det mening at markere to halvdele, men snarere end at indikere en helhed peger opdelingen på, at The Vision er ude af balance: Den første halvdel er så voldsom og pumpet, at Joker kvæler sit eget særpræg, mens han på den anden halvdel træder så langt tilbage i rollen som vært for et hobetal af gæster, at hans evner som synthbetvinger kun pletvist titter frem. Ja, okay, på den måde er der en rød snubletråd gennem albummet: Joker spænder ret konsekvent ben for sig selv.

Striben af singler gav Bristol-produceren stor opmærksomhed, fordi han fandt en noget nær perfekt balance mellem hiphopinfluerede beats, effektive baslinjer og frem for alt buklende, changerende synthlinjer i f.eks. “Gully Brook Lane” og “Digidesign”. Ikke blot viste singlerne en sans for melodier, der var og er ret uhørt inden for den engelske basmusik – Jokers synths lyder også helt særligt med deres digitale summen og evigt skiftende klangfarver, der på én gang trækker tråde til 80’ernes forestilling om fremtidens musik, 90’ernes computerspil og især Dr. Dres West Coast-lyd.

De er der for så vidt stadig, de neonbøjede synthlinjer, men på The Vision lykkes det dem kun sjældent at træde frem som noget særligt. På albummets første del er der derimod skruet op for snart sagt alt: Både de svulmende baslinjer og de allestedsnærværende synthriffs er massive, og i “Slaughter House” bliver Turboweekends forsanger, Silas Bjerregaard, spærret inde i Jokers trykkammer. Hans soulede stemme er poleret op og pakket ind i skiftevis ekko og kolossal bas, og den bliver temmelig upersonlig af at være så fastklemt.

Mens Bjerregaard taber kampen mod en basbund, der er så bombastisk, at man nærmest kan røre ved den, sejrer Jessie Ware i singlen “The Vision (Breathe In)” ved at folde alle sin stemmes r’n’b-facetter ud med så megen kraft, at der forhåbentlig har været en iltmaske i studiet. Uden de anstrengelser havde hun nok heller ikke kunnet høres mellem synthesizernes modem-knurren og det dybe lejes drønen. Omkvædet er ikke noget særligt, men Ware får nummeret til at fænge.

Det er mere, end hvad man kan sige om gæstevokalisterne på pladens anden halvdel, men inden de kommer på banen, præsterer Joker sin bedste stime på albummet med pladens midterstykke. “Milky Way” demonstrerer til fulde hans evner som synthskulptør med både hvinende synths og mere organiske, Fender Rhodes-agtige melodilinjer. Her får han skabt et lydbillede, der er rart at befinde sig midt i, og da den lavfrekvente bas kommer ind hen mod nummerets slutning, er den der kun et halvt minuts tid. Dermed bliver “Milky Way” mere dynamisk end det meste af pladen, og baslinjen understreger blot de lyse, elastisk hoppende synths.
“Level 6 (Interlude)” er et muntert, Plaid-agtigt mellemspil med flade håndklap og funkbas, og man kan se for sig, hvordan Super Mario ville groove derudaf til melodilinjen. Det følgende nummer, “My Trance Girl”, er med sine seks minutter lige rigeligt langt, men her er der luft nok i lydbilledet til, at synthlinjerne kan svaje og skifte tekstur uden at blive mast af den dundrende bas. Med “My Trance Girl” lykkes det for en gangs skyld Joker at kombinere fængende melodier med den rå energi, som kendetegner grime-genren.

Dette højdepunkt får dog ikke lov at funkle længe. Joker lader døren til studiet stå åben på vid gab for rappere og et par undervældende soulsangere, og hvad enten det drejer sig om lettere udvandet soulpop som “On My Mind” og det urimeligt klæge “Electric Sea” eller om grime-numrene “Lost” og “Back in the Days”, går det aldrig bedre end udmærket. Hvis man kan ignorere tekstens lidt trættende ‘vi har arbejdet hårdt for at blive stjerner, så nu skal I anerkende os’-klichéer, fungerer samspillet mellem svungne, dykkende basflader og de pågående rappere godt i “Back in the Days”. Det underligt søde »I can feel it in the air«-omkvæd hjælper imidlertid ikke på helhedsindtrykket.

Afslutningsnummeret “The Magic Causeway” er det eneste på pladen, der vinder og vokser ved flere gennemlytninger. Bevares, det er cheesy som bare pokker, men den lounge-egnede G-funk med el-klaver, orgel, melodika og lidt ringlende guitar er et glimrende eksempel på, hvor godt Jokers brummende bas og lækre synths kan lyde sammen.
Men hvis Jokers plan var at lave en plade, hvor en laber bagatel som “The Magic Causeway” skulle være blandt de bedste momenter – ja, så er ‘visionær’ ikke et ord, der ligger lige på tungen.

★★½☆☆☆

Deltag i debat