Plader

Kings in Exile: Here’s to the Future

Skrevet af Klaus Thodsen

Aarhusianske Kings in Exile spiller på samtlige af rockens tangenter på deres debutplade. Det er benhårdt, knastørt og uforfalsket rock. Men spændingen, den kniber det lidt mere med.

Så for satan! Så skal jeg da ellers love for, at der pludselig kom rock indover. Ægte, endda vaskeægte rock af den slags, der efterhånden er blevet en sjældenhed i æteren. Rock, der bringer minder om svundne, men langt bedre tider. Tider, hvor alle i D:A:D havde langt hår, hvor radioen var fyldt med rockmusikere i lædertøj, og hvor popmusikernes børn ikke bare fik smidt pladekontrakter i nakken. Det er mange år siden, alt for mange år siden.

Ligesom D:A:D, så er der også kun én i Kings in Exile (KIE), der stadig har langt hår. Men lighederne er der alligevel flere af. Det var i sin tid selveste ‘Cobber’ Binzer, der opdagede bandet, som dengang gik under navnet Fast Gallows. Og ligheden mellem de to bands er da heller ikke til at komme udenom. ”Who the Fuck” hedder nummeret, der sætter det hele i gang. Åbningsriffet er så tørt, som det kan blive, der tæskes energisk løs i tønderne, og vi bliver oven i hatten budt på et par soloriffs hen ad vejen. Men det er især omkvædet, der for alvor giver flashbacks til D:A:D, og især nummeret ”Helpyourselfish”.

KIE rammer helt sikkert noget, der ligger dybt nede i de fleste rockfans. Der er en voldsom energi i deres hårdtslående rock, og melodiernes enkelhed og genkendelighed gør Here’s to the Future utrolig nem at gå til. Det kræver ikke det helt store af lytteren ud over at smide et par hæmninger og så ellers bare banke noget energi af.

Men for at være ærlig, så er der kun ét spørgsmål, der trænger sig på efterhånden, som jeg lytter mig igennem pladen: »Hvorfor i alverden skal det hele lyde så ens?«

I min øjne mister musikken sin tiltrækningskraft, efterhånden som jeg kører træt i at høre det samme udtryk igen og igen. Energien er stadig helt oppe under loftet, og det kræver sin mand at følge med. Men jeg savner noget forandring, noget nyt, et eller andet, der sparker benene væk under mig. Gennem samtlige 13 numre lyder begge guitarer fuldstændig ens, og selv soloerne begynder at bære et trivielt og forudsigeligt præg.

Melodiernes lette genkendelighed må siges at gøre både skade og gavn, og manglen på originalitet skinner langsomt mere og mere igennem. Især nummeret ”What Does It Take” fremstår som et nummer, man ganske enkelt har hørt tusind gange før. Det gør naturligvis hverken nummeret værre eller bedre, men den lårtykke forudsigelighed gør ganske enkelt, at det mister al spænding og tiltrækning. Kings in Exile har helt sikkert meget at byde på, men desværre også for meget af det samme.

★★½☆☆☆

Deltag i debat