Interview

Kristian Leth – Det handler om at tage subjektet fucking seriøst

I 2010 blev en bold kastet op i luften. Ingen greb den. Debatten om musikkritikkens rolle i de danske medier endte i mudderkastning og forsvarstaler. Bolden er samlet op og kastet tilbage til en af debattens hovedaktører Kristian Leth. Undertegnede mødte den danske forfatter, musiker og debattør til en snak om ’Den gode anmeldelse’ og dens berettigelse i de danske medier.

Den evigt tilbagevendende debat om musikkritikken og dens rolle blussede op i 2010, da den danske musiker, forfatter og debattør Kristian Leth påbegyndte sin blog Spredehagl.

På bloggen kritiserer Leth de danske anmeldere for deres metode og fremgangsmåde. Han hævder her, at musikanmeldelser i de danske medier er gået i retning af at være forbrugerguides, hvor det handler mere om at uddele stjerner end at sige noget fornuftigt om musikken. Et andet kritikpunkt er, at flere anmeldere fra den ældre generation vurderer al ny musik gennem rockens idealer. Begreber som ægthed og autenticitet sættes som succeskriterier for al musik. Gennemgående mangler anmelderne forståelse for, at ethvert værk må vurderes på dets egne præmisser.

Debatten bølger stadig frem og tilbage mellem danske anmeldere, kulturfolk og kunstnere, men ingen synes at turde udtale sig om, hvad den gode anmeldelse egentlig bør indeholde og hvilken rolle, den skal spille. Bloggen Spredehagl var ment som et oplæg til en debat om netop dette emne, og var ikke en kritik af specifikke anmeldere, som mange tolkede det. Ingen greb bolden.

Som en bomberang landede den for fødderne af gerningsmanden. Leth fortæller i dette interview, hvad, han mener er vigtigt for at skrive ‘den gode anmeldelse’, og hvilken berettigelse den har. Med en brændende entusiasme og et passioneret engagement bliver mødet med Kristian Leth i sig selv et billede på hans egen konklusion: at det vigtigste kriterium for den gode anmeldelse er, at anmelderen selv er til stede. At man som læser kan mærke, at anmeldelsen betyder noget for budbringeren. Som Leth siger: »Det er næsten lige meget, hvad vedkommende siger – bare han mener det«.

Subjektivitet er alfa omega

Hvilken rolle spiller subjektivitet for den gode anmeldelse?

»Man kan ikke skrive en anmeldelse uden subjektivitet. Det handler bare om at indse, hvordan en subjektivitet spiller ind. Den skal være der. Det er den du skal anmelde med. Man skal selvfølgelig vide, hvor håndværket begynder, hvor kvalificeringen begynder, hvor alle de andre ting begynder osv. Men subjektiviteten – den må være fuldstændig inde i midten«.

»Samtidig, hvis der kun er subjektivitet, så er det bare en, der mener noget. Jeg er tilhænger af, at folk ved noget om det, de skriver om. Også på et plan, hvor jeg næsten ikke skal kunne følge med. Det er hele idéen. De skal have et bagland. Det er åndssvagt, hvis de skriver elitært dumt, så man ikke kan forstå det. Ideen er, at de skal vide noget om det, de skriver om, som jeg ikke ved. Så jeg bliver uddannet. Jeg tror på det didaktiske i anmeldelsen. På at få min horisont udvidet. Man må have en fornemmelse af, at det intellekt, som er bag ved, har et overskud. Det bliver det nødt til at have. Ellers er der ikke nogen grund til at læse en anmeldelse«.

Med stoltheden på spil

Kan du præcisere din kritik af de danske anmeldere?

»Der er to kritikker i kritikken af anmeldelsen. Det ene er kritikken af den redaktionelle linje, som er hvorfor alle anmeldelser i Gaffa eller Soundvenue skal være så korte? Hvorfor skal Politikens anmeldelser være så snakkende i forhold til dagligdags kulturforbrug? Det er en redaktionel kritik. Det andet er, at uanset hvilken form man som anmelder er underlagt, så må man gå ind med den samme følsomhed og det samme intellekt«.

Ali Farka Touré (1939-2006)

»Jeg vil gerne fremhæve min kollega Ralf Christensen. Han går ind til et hvert værk med sin stolthed på spil. Uanset om det er musik, som er stort eksponeret eller småt eksponeret, så skriver han med en umiddelbarhed i forhold til, hvad hans eget indtryk er. Han tør være subjektiv og umiddelbar, at han reagerer fuldstændig på musikken. Han lægger historien væk. Det andet er, at uanset om han skriver om Medina eller Ali Farka Touré fra Mali, så skriver han med samme kompleksitet om det. Han er et rigtig godt eksempel på en anmelder, som kan gå ind og balancere den utrolig svære ting, det er at gå ind på musikkens præmisser og have sig selv med samtidig«.

Det skal kræve noget af os

Hvilken rolle bør kritikken, i dette tilfælde musikkritikken, spille?

»Kritikken er utrolig vigtigt. Hvis man anser musik, i dette tilfælde, som andet end tidsfordriv, så bliver man nødt til at regne med, at den har et indhold, som er komplekst. Med komplekst mener jeg ikke intellektuelt. Det kan tit være utroligt dumt. Iggy Pops Stooges er f.eks. dybt komplekst musik, selvom det samtidig er Raw Power (titel på deres album fra 1973). Kompleksitet er for mig et slags dækord for noget, som kan være intenst, intellektuelt, referentielt, æstetisk, etisk, etc. Det kan være alt muligt. Musik er en slags fortætning af alle disse elementer. Men hvordan skriver vi så om det? Det er en forklejning at tro, at man skriver om det ved at sige: Det her bliver du glad af. Det her bliver du ked af det af. Det er ikke at tage det alvorligt. Hvis ikke vi tager musikken alvorligt i vores retorik omkring den, så lærer vi heller ikke os selv at lytte intelligent. Hele niveauet sænkes. Det er ikke fordi, jeg regner med, at folk kommer til at sidde og læse 50 pisse kloge anmeldelser og efterfølgende går ud og hører musik på en anden måde. Men det er en stor misforståelse, at underholdning ikke må kræve noget af os. Underholdning skal kræve noget af os. Enten noget følelsesmæssigt, intellektuelt eller fysisk. Det skal kræve noget af os. Hvis ikke det gør det, har det ikke nogen varende effekt. Ikke nogen reel virkning. Vi bliver nødt til at tale om, hvad det kræver af os.«

»Kritikken gør os mere komplekse i vores forståelse af verden. Der er en fuldstændig sammenhæng mellem det sprog, vi har om noget, og den kontekst, vi opfatter det i. Det tager vi ikke tilstrækkeligt alvorligt. Så snart folk forsøger at sætte ord på noget, så er det ’smagsdommeri’. Det er jo åndssvagt! Det er bare et forsøg på at møde et værk på dets egne præmisser. Det er at forsøge at forstå de store oplevelser, som værkerne kan give os. Der ligger en fuldstændig samfundsmæssig nødvendighed i at gøre det til en dyd at forsøge at forstå sine egne oplevelser. Hvis ikke man forstår sine egne oplevelser, så har vi et umæglende folk. Det er det, som er konsekvensen«.

Det personlige engagement får folk til at lytte

Mange læsere vil nok mene, at tonen i den type anmeldelser, som du efterspørger, hurtigt bliver for belærende og intellektuel. Hvad må anmelderen gøre, hvis han eller hun på en gang skal opretholde sin ambition om at skrive den ‘gode anmeldelse’ og samtidig nå et bredt publikum?

Mark Hollis: Mark Hollis (1998)

»Det handler om at turde vise en alvorlighed. Det må ikke bare blive en overfladisk guide. Hvis man som læser fornemmer, at det betyder noget for anmelderen at forklare sin oplevelse, så tror jeg også, at det bliver betydningsfuldt for læseren. Jeg kan huske, at jeg læste Ralf Christensens anmeldelse af Mark Hollis første soloplade efter Talk Talk. Jeg gik direkte ud og købte den, for jeg kunne mærke, at det var vigtigt for ham. Jeg var ikke sikker på, at jeg kunne være med på hans trip. Jeg var ikke sikker på, at jeg forstod, hvad det var han snakkede om. Og jeg var ikke sikker på, at det var min type musik, men det betød meget for ham. Det var ikke hans forklaringer. Det var ikke alle hans intellektuelle udlæg. Det var det personlige engagement.«

»Det viser, hvordan subjektivitet kan bruges godt. Men det må stå sammen med en kvalificering. Man må forsøge at sætte ord på, hvad det er, som er godt. Subjektet er helt klart i midten. Det er i centrum af enhver anmeldelse. Men det er kvalificeringen, som gør det til en anmeldelse. Du bliver nødt til at have begge de to ting med. Man må finde ud af, hvordan fanden man får den subjektivitet med hver evig eneste gang. Og så finde en god måde at kvalificere på. For man kan kvalificere på rigtig mange måder. Man kan kvalificere ved at komme med flotte sprogbilleder, man kan kvalificere ved at forsøge at gøre det, som musikken gør. Der er ikke nogen regler. Det vigtigste er at tage subjektet seriøst. Tage subjektet fucking seriøst. For alle ved, at man kan sige utrolig meget sandhed med et fiktivt subjekt. Meget mere end man kan ved at være objektiv.«

Deltag i debat