Plader

Liz Green: O, Devotion!

Skrevet af Trine Jørck

‘Devotion’ betyder hengivenhed. Titlen på engelske Liz Greens debutalbum siger det hele. Green har hengivet sig totalt til en æstetik, som findes 70-80 år tilbage i tiden. Spørgsmålet er, om vi lader os rive med på hendes rejse eller føler os snydt af et inautentisk plagiat.

Det kan ikke rigtig passe.

En tilfældig musikarkæologisk entusiast må have haft fingrene dybt nede i bedsteforældrenes pladesamling. I stakken af støvede lp’er fra de dansable, smokey jazz-tider i 30’erne, med imponerende divaer og franske chanteuses, har entusiasten gravet pladen O, Devotion! med Liz Green frem. Det knaser og støjer, og stemmen lyder forpint, mørk og vibrerende. Tanker sendes i retning af Billie Holliday, Edith Piaf og Nina Simone. På Youtube findes skramlede videooptagelser i brunlige nuancer og papirklipscollager side om side med gamle jazzstandarder. På et pressebillede i sort/hvid ses en yndig sangerinde iklædt en fin hvid blondeskjorte og grydefrisure og med et gammelt analogkamera i hånden. Liz Green fastholder en tid, som man umiddelbart vil skyde hende til selv at være en del af. Men. Liz Green er ikke fra hverken 20’erne, 30’erne eller 40’erne. Hun er hverken en sort diva eller en fransk chanteuse. Liz Green er en 24-årig engelsk sangerinde fra 2011.

Vokalen er musikkens absolutte særkende. Stemmen har en unik klangfarve og er karakteristisk ved et stærkt nærvær. Den er følsom. Alvorlig. Melankolsk. Og samtidig fremstår den indbydende, charmerende og let. Den stærke vokal kan klare sig selv. På nummeret “French Singer” er Green kun støttet af klaver, på “Ostrich Song” kun guitar, og på nummeret “Gallows” står vokalen langt hen af vejen alene. På de øvrige numre spædes der op med simpel perkussion, køller på bækkener, kontrabas, blæsere og strygere. Bassen spiller en vigtig rolle med sin varme og fyldige lyd, som giver de simple arrangementer pondus og fremdrift. Stilen er kendetegnet ved en listig blanding af jazz, blues, folk, klezmer, gospel og french pop. Lyden er gammel. Fra den karakteristiske vokal over instrumenteringen til den skramlede, støvede produktion er O, Devotion! et helstøbt værk.

Teksternes sprogtone passer ind i Greens nostalgiske univers. Hun synger om galger og rullende hoveder på nummeret ”Gallows”. Og om arbejdere, som går og går og går med sår på hælene og potter og pander i hænderne på nummeret ”Displacement Song”. Men selvom teksterne lyder, som om de kommer fra en anden tid, virker det hverken naivt eller utroværdigt. Liz Green er bevidst om sin egen hengivenhed til en anden virkelighed, og hun reflekterer over det i sine sange. Eksempelvis på nummeret ”French Singer”: »I want to be a French singer / I sing for you my lover all night / Maybe then we learn to fload above it all / And my dear we might learn to stay in time.«

Som det fremgår af citatet, længes hun på en gang efter noget, hun ikke er, men samtidig løfter hun sig op over tid og rum og ser de universelle linjer i sin egen virkelighed 2011. Selvom hun synger om rullende hoveder, er det som en metafor for hendes egne følelser. Sproget er gammelt, og følelserne universelle.

For et par måneder siden anmeldte jeg Liz Greens ep Displacement Song. Ep’en er i samme ånd som O’Devotion!. Dengang sagde jeg, at hvis man så bort fra spørgsmålet om autenticitet, var det en glimrende ep. Min begejstring fra ep’en er stadig intakt efter at have lyttet til fuldlængdealbummet. Men jeg må modsætte mig min egen udtalelse om spørgsmålet om autenticitet. Autenticitet er, at man er, hvad man udgiver sig for at være. At man er ægte, pålidelig, troværdig, at man tager ansvaret for, hvad man tænker, føler, stræber efter og for hele ens væren og forholdsmåde. Liz Green foregiver ikke, at hun er fra 1930. Hun forgiver ikke, at hun er mørk diva eller en fransk chanteuse. Hun forgiver ikke noget, men er modsat helt åben omkring at det, som formidles på dette album, er hendes hengivelse til en anden tid. Det står endda med stort og udråbstegn på coveret. Hun virker oprigtig og ærlig i sin passion og kærlighed til en svunden tid. O, Devotion! er det, den prøver på at være. En ærlig, oprigtig og autentisk hengivelse til en svunden tid.

★★★★★☆

Deltag i debat