Plader

Male Bonding: Endless Now

Skrevet af Daniel Niebuhr

Endless Now er faktisk et udmærket Dinosaur Jr.-album – hvis det da var lavet af Dinosaur Jr. Og i stedet føler man desværre bare, at man hørt Male Bondings andet album utallige gange før.

Indie-støjpop/rocktrioen Male Bonding fra London er et forholdsvis nyt orkester, der efter den anmelderroste debut Nothing Hurts nu er klar med opfølgeren, Endless Now. Til at hjælpe sig har de fået fat i produceren John Agnello, der tidligere har arbejdet med Kurt Vile, Thurston Moore og Dinosaur Jr. Og netop Dinosaur Jr. viser sig at blive en konstant association hele pladen igennem.

Allerede et par sekunder inde i første nummer, “Tame the Sun”, kan jeg udmærket fornemme Dinosaur Jr.-effekten, som Agnello har medbragt. Lyden, der kommer ud af forsanger og guitarist John Arthur Webbs guitar er bestemt hørt før. Og selvom det ikke er en spot on gengivelse af J. Mascis’ vokal, fornemmer man med det samme den inspiration, som Male Bonding højst sandsynligt har fået fra Massachusetts-trioen. Og minsandten om det ikke også gør sig gældende i det efterfølgende nummer. Jeg kommer rimelig hurtigt til den konklusion, at hvis man skulle udpege de øjeblikke, hvor man rent musikalsk ikke får associationer til Dinosaur Jr., kunne anmeldelsen uden besvær have været færdig et par linjer længere oppe.

Heldigvis er der også enkelte steder på Endless Now, hvor Male Bondings egne kreative elementer bliver udfoldet. Især trommerne er mere rå og punkede, end de generelt plejer at være, når man snakker indiepop og -rock. Og i “The Saddle” bliver den akustiske guitar hevet frem, tempoet bliver skruet ned, og det hele bliver mere melodisk med piano og baggrundskor. Det er 1 minut og 35 sekunder, hvor der bliver vendt fuldstændig op og ned på det musikalske billede, hvilket føles mere end tiltrængt, når de førnævnte Dinosaur Jr.-tendenser alligevel fortsætter sekundet senere.

Jeg har ikke det mindste svært ved at se, hvorfor Male Bondings debut fik udmærkede anmeldelser med på vejen. Trioens lyd indkapsler nemlig tidens musikalske trends fremragende: den pseudo-støjende indiepop, de simplistiske kompositioner og den på ingen måde radikale vokal. Men hvor andre bands kan have held med at bryde rigtigt igennem, virker Male Bonding desværre bare som noget, man har hørt før – hvilket de så sandelig også er. Og det bliver altså bare lidt for langtrukkent, når der på et 36 minutter langt album kun er én decideret afvigelse fra de resterende 11 numre. For det er da set før, at indiepop/rockbands har formået at få skabt plader bestående af en diversitet af kompositioner.

I pressematerialet til Endless Now står der afslutningsvis »… tailor-made to anchor mix and playlists – if you can stand to seperate them from the whole album,« og jeg kan godt være tilbøjelig til at give pladeselskabet lidt ret i det. Det er nu ikke, fordi jeg ikke nænner at vælge enkelte numre ud fra albummet. Mere fordi jeg lige så godt kan inkludere de resterende 10, når nu den overordnede forskel er så minimal.

★★☆☆☆☆

Lyt til “Tame the Sun”:
[audio:http://assets4.subpop.com/assets/audio/10074.mp3]

Lyt til “Bones”:
[audio:http://assets4.subpop.com/assets/audio/9792.mp3]

1 kommentar

Deltag i debat