Plader

My Brightest Diamond : All Things Will Unwind

Skrevet af Trine Jørck

Med umiddelbarhed, naivitet og legende lethed har Shara Worden på sin nye ep skabt et eventyrligt univers. Men der mangler tyngde og alvor, og Worden lever aldrig op til sin egen ellers gåsehudsfremkaldende standard.

I kender dem sikkert godt. De fantasifulde børn. Dem, som kunne få den væltede træstamme i skolegården til at blive til en storslået skude på vej mod de syv have. Dem, som kunne få den lille ensomme busk i cementskolegården til at blive en frygtindgydende skov fyldt med elverfolk, nisser, trolde og talende træer. Det var de børn, som ikke tog tingenes egenskaber for givet, men i deres leg gjorde verden til et eventyr.

Et sådant fantasifuldt og legelystent barn har Shara Worden sikkert været, og hun er det formentlig stadig. På hendes nyeste ep, All Things Will Unwind, gør hun instrumenterne levende. Hun får dem til at synge. Næsten som i Sergey Prokofjevs musikalske eventyr om Peter og Ulven fra 1936 giver hun instrumenterne karakter og liv: Fløjten er en fugl. Oboen en snerrende and. Klarinetten en listig kat med bløde poter. I åbningsnummeret “We Added Up”, fornemmer man, at Worden er omgivet af dyr som livligt kommenterer hendes sang i en lang call and response-komposition. I “A New Beginning” danser Shara Worden som en anden Snehvide ind i lysningen i skoven, hvor alle dyrerne og fuglene taler til hende. “Reaching Through to the Other Side”, der er pladens mest dystre og mekanisk lydende nummer, sender tankerne i retning af Björk i rollen som den eskapistisk dagdrømmende Selma i Lars Von Triers “Dancer in the Dark”. Her får Selma lydene fra maskinerne på fabrikken til at transformere sig til musik. Shara Worden bruger instrumenternes karakter og lyd til at skabe lydbilleder fulde af liv. Med klassiske referencer til eksempelvis Prokofjev og Vivaldis De fire årstider, benytter Worden sin fortid som operasanger og medvirkende i Sufjans Stevens’ mere symfoniske musik til at give popmusikken en ny klang og struktur.

Hvor musikken er overvejende let, lystig og kæk, er teksterne anderledes komplekse og tvetydige. Umiddelbart handler de alle sammen om kærlighed, hvilket, hvis vi snakker om de positive sider af kærlighed, passer godt til de lette, svævende og opadstræbende arrangementer. Dykker man lidt dybere ned i lyrikken, er hendes budskaber tvetydige. “Reaching Through to the Other Side” har et eksistentielt islæt med spørgsmålet om liv og død: »From womb to grave I now walk an ancient line,« og videre: »It seems so wondrous just to be alive.« Samtidig fornemmer man også, at hun ligger i en seng med en mand, hvis hånd, åndedrag og hjerteslag nærmer sig hendes i mørket. Ved linjen »reaching through to the other side« fornemmer man, at hun overgiver sig til noget. Enten døden eller kærligheden og det andet menneske. Således er der nærmest noget George Bataille over det qua franskmandens erotisme og teori om orgasmen som den lille død og sammensmeltningen med det andet menneske.

“In the Beginning” rummer ligeledes denne dobbelthed af kærlighed på den ene side og noget eksistentielt tenderende religiøst på den anden: »In the beginning there was a spark – This day the Earth is shaking – hallelujah.« Den religiøse forherligelse synes at omhandle de store følelser, som kærlighed kan rumme. Temaet kærlighed bliver yderligere understreget af åbningsnummerets mantra: »Love binds the world.« Et tema, som Worden dog forholder sig tvetydigt til hele vejen igennem.

Gode eventyr har evnen til at få os til at reflektere over os selv og vores liv ved at rejse væk og se os selv fra en verden, som ikke er vores. Men hvis eventyret ikke udspringer af, eller kommer tilbage til, virkeligheden, har det ikke nogen betydning for os. I Shara Wordens tekster hersker den rette balance mellem det fantasifulde, overnaturlige og himmelstræbende og det jordnære, nære, relaterbare. Musikken derimod forlader jorden og kommer aldrig rigtig tilbage. Den mangler tyngde, alvor og ikke mindst nerve. Worden bliver rigtig stærk, når hun bryder glansbilledet og udfordrer sig selv og sin stemme. Med en upåklagelig sangteknik bliver det hele lidt kedeligt, og når selve arrangementet ligeledes støtter det pæne, rene, velspillede, bliver det hele som et eventyr uden morale. Worden rører mig aldrig på All Things Will Unwind, som hun eksempelvis gør det i nummeret “Something of an End” fra albummet Bring Me the Workhorse, hvor kombinationen af det skrøbelige og det ekstremt ekspressive får hårerne til at rejse sig. Ligeledes er hendes version af nummeret “Feeling Good” fra compilation-albummet Dark Was the Night gåsehudsfremkaldende. Derimod når Worden med All Things Will Unwind aldrig de himmelhøjder, som hun stræber mod.

★★★☆☆☆

Deltag i debat