Of the Wand and the Moon: The Lone Descent

Han er ensom, som han sidder der. Båret på heste af sort energi. Omkranset af flammerne fra selve tidens solnedgang, der får hans silhuet til at se så meget desto sortere ud. Ud mod horisonten driver han. På sin ensomhedens mission. Det er Of the Wand and the Moon, jeg snakker om.

Messende, hummende efterlader han sange om død og alenegang som de eneste spor. Sådan har det nok altid været, og sådan vil det nok altid være. For nogen skal berette om universets eksistentielle pis og lort, når alle andre mest synes optaget af at hylde et blindt håb, der reelt er slukket. På hans seneste udspil The Lone Descent, er farverne mere blege end i en slidt Tarkovsky-film, og stemmen er dybere end Johnny Cashs.

Et gammelt ordsprog siger, at blomster er smukkest, når de vokser fra en dynge af møg. Hos OTWATM er det en pointe. Musikken skifter umærkeligt fra countryinspirerede dødshymner til pastorale orkesterarrangementer til industrielle slagmarker – alt, der suger godt fat i den tidsløse sturm-und-drang-nerve. Den Arcade Fire’ske “A Pyre of Black Sunflowers” strækker hænderne helt op under himlen uden at miste jordforbindelsen. Og på “Absence” kigger Serge Gainsbourg forbi i en døsig tåge af sensuel drift. Sangen luller af sted, men brænder alligevel igennem.

OTWATM tør stille sig udenfor. Ja, det virker, som om han er ligeglad med, om vi andre bemærker det. Det kan godt være, at hans sortsyn i længden bliver lidt gråt i gråt, men hvor mange hjernedøde kærlighedssange lægger vi ikke ører til uden at bemærke, om det overhovedet har en effekt på os? OTWATM insisterer på effekten, om vi kan lide det eller ej.

På sin vis er han en sortmasket forlængelse af Bonnie ‘Prince’ Billy; en kunstner, der også tør insistere på den rene følelse, den romantiske forestilling om maskulin fortvivlelse og ensomhed. Og også en kunstner, der tør gentage følelsen i en uendelighed, så vi til sidst ved, at følelsen ikke nødvendigvis er oprigtig (ingen kan have det så dårligt i så lang tid og få så meget koncentreret energi ud af det), men selve afsættet for et musikalsk univers, en fortælling, der ligger bagved dagligdagens følelsestrummerum. Vi behøves ikke at have ondt af ham – han spejler kun det, vi har ondt af ved os selv.

Men på trods af, at den intense dyrkelse af mørket, driften og ensomheden skaber en palet af muligheder for OTWATM, undgår helhedsindtrykket desværre ikke at blive lidt monotont i længden. Trods alt. Nok er historien god, men der mangler lidt flere blandede bolcher, for at lonesome cowboy-stilen kan tages seriøst fra ende til anden. For selvom revolveren til tider rammer lige på kornet, er der også skud i tågen; de mange hårdt bearbejdede overgange godt fyldt af samples og effekter er fascinerende, men mister energi og fokus efter mange gennemlytninger. De virker som forsøg på at flette en helhed ind, hvor den allerede er der. F.eks. er den konsekvente brug af skrig overflødig – vi ved godt, at det er smerten, der føder kunsten. Og så bliver det nihilistiske sortsyn og de pompøse tekster for træge i længden. Hist og her endda ufrivilligt komiske.

Man kunne drage en parallel til Scott Walker, der på sine ældre dage (især på The Drift) holder grusomheden, og dermed lytterens interesse, i skak ved at føje en knivspids sort galgenhumor til heksegryden. Et strejf af noget andet. Hos OTWATM flyder ordene i længden bare ud i et. Linjer som »Words ring hollow / Clouds draw in / Discouraged / Spring rides on / Embrace the solitude / The fruit of life / Sorrow deep« klinger ufrivilligt hult, når der ikke er mere at gribe fat i. Når mørket ikke får lov til at stå i en kontrast.

Men det skal ikke ligge OTWATM til last, at denne anmelder har brug for lys for at kunne nyde mørket. Som sagt skal nogen jo tage sig af det følelsesmæssige skrald, vi andre skøjter lallende forbi. Og derfor er OTWATM et dejligt bekendtskab; det kræver jo, at nogen tør gå helt ud til grænsen, for at vi andre ved, hvor jordens kant går.

★★★★☆☆
Of the Wand and the Moon: The Lone Descent
Of the Wand and the Moon: The Lone Descent (2011)
Heidrunar Myrkrunar/VME
Musikalske slægtninge: Bonnie 'Prince' Billy, Scott Walker, Einstürzende Neubauten



2 kommentarer i altSkriv kommentar
  1. Of The Wand And The Moon – Live på “Loppen” i København!

    Fredag, 20 April, 2012

    http://www.facebook.com/events/367562503274814/

  2. Det er sådan en skøn plade. Jeg vil gerne forære den de sidste to stjerner ;)

Indsend din kommentar

Skriv dit navn

Du skal indtaste dit navn

Skriv venligst en gyldig mailadresse

Kræver e-mail

Skriv din besked

Undertoner.dk © 2014 All Rights Reserved

Opmærksomhed til den alternative musikscene