jazzhouse

Papir: Stundum

Jeg synes, det er på sin plads at være mindst en lille smule puritansk, når det kommer til syrerock – så det er jeg. Alt for mange middelmådige bands lyder simpelthen som dårlige improvisationer over ældre grupper, for hvem det improviserede var et essentielt element. Det er heldigvis ikke noget problem for Papir. Der mangler hverken improvisation, nødvendighed eller nerve. Live er Papir en helt igennem imponerende (‘power-’ er vel det rigtige præfiks?) trio, hvis intensitet nærmest er stressende bare som tilskuer. Og det er cirka sådan, de lyder på plade – og det er rigtig godt. Deres seneste udspil, dobbelt-lp’en Stundum, er decideret fremragende på rigtigt mange områder, og egentlig er det kun en til tider for kompresset produktion, der irriterer.

Der er som forventeligt tale om en omgang psych-galore, kraut-groove og guitar-lir på seks numre, der for de flestes vedkommende strækker sig over et kvarter, men alligevel forekommer fokuseret på en herligt jammet måde hele vejen igennem – hvis det da overhovedet kan siges at give mening… Hvorvidt det gør det – og bør det – er som sådan også ligegyldigt, fordi Papir spiller så godt, som de gør. Normalt er håndværksmæssigt tæft jo ikke noget, man sætter pris på for dens egen skyld, og det er da også kun for så vidt, den bliver brugt på en meget lidt stringent måde, at det her er relevant. Ikke desto mindre er der enkelte steder, hvor bandet spiller så tæt på opløsningens rand, at det alligevel må kræve sine musikere at holde sammen på det hele.

Første nummer, “Sunday #1″, gør egentligt ikke meget væsen af sig, og det sumpede riff glider umærkeligt ind og ud af små variationer, før end et staccato-stykke uventet indtræffer – en generel og fremragende tendens hos Papir er deres jævnt anonyme riffs, fordi det giver bandet plads til med små ændringer i betoninger at bevæge sig naturligt frem og tilbage i de to-tre grooves, de nogenlunde opererer med på hvert nummer. Der er umiddelbart langt mere fokus på dynamik end egentlig melodiøsitet, og det fungerer til tider virkelig godt.

Et af de absolutte højdepunkter er tredje nummer, “Monday”, hvor trommeslager Christoffer Brøchmann leverer en enormt god omgang trommer – ikke, at de to andre gør det dårligt. Guitarist Nicklas Sørensen er som på alle andre numre god, og mængden af lyd, manden får presset ud af sin Stratocaster, er intet mindre end imponerende.

Ydermere forfalder bandet sjældent til den lidt lette freakout midt i nummeret, men vælger i stedet at skrue tempoet langsomt op for så at holde det på et nogle gange urimeligt højt energiniveau i længere perioder (jf. de stressende koncerter!). I det hele taget behersker de deres virkemidler fornemt – også i “Monday”, der som mellempassage har et helt stille stykke uden meget andet end nogle vand-lydende synths og et par lette guitaranslag, før nummeret langsomt tager fart hen mod slutningen af sine 20 minutters varighed. Albummet er ligeledes struktureret fint, idet numrene bliver længere mod midten for så at blive kortere igen mod slutningen, og helt generelt er der ikke mange fingre at sætte på Stundum – ud over som nævnt produktionen.

Det er en smule ærgeligt, at de fleste numres klimaks skændes af en kompression, der får trommerne til at lyde mudrede og gør guitaren tandløs – man sidder sgu lidt og savner noget overstyring, der umiddelbart ville yde mere retfærdighed til de voldsomme udladninger. Generelt kunne der godt have været lidt mere opløsning (mindre stramhed – hvad man end kan kalde det) i lyden, for noget af det stærkeste ved pladen er de meget organiske stykker, hvor guitar-virtuositeten holder sig fra de direkte riffs og i stedet opløses i dyb delay.
Det er et mindre minus på et fremragende album, men det trækker alligevel en smule ned. Jeg ville meget gerne høre et bootleg-album en dag – ikke fordi det som sådan ville være bedre, men fordi det ville vise en side af gruppen, der godt kunne komme mere til udtryk, nemlig de stykker, hvor trioen spiller som på afgrundens rand.

★★★★★☆
Papir: Stundum
Papir: Stundum (2011)
El Paraiso Records
Musikalske slægtninge: Ash Ra Temple, Comets on Fire, tidlig Can, Bardo Pond, Bitches Brew-æra Miles Davis



Indsend din kommentar

Skriv dit navn

Du skal indtaste dit navn

Skriv venligst en gyldig mailadresse

Kræver e-mail

Skriv din besked

Undertoner.dk © 2014 All Rights Reserved

Opmærksomhed til den alternative musikscene