Koncerter

Rhymesayers-event, 20.11.11, Store Vega, København

Skrevet af Rasmus Riiskjær

Pladeselskabet Rhymesayers fejrede sig selv med optrædener fra Atmosphere, Evidence, Brother Ali, Blueprint og Grieves. Alle leverede præstationer i verdensklasse inden for cremen af indie-hiphop.

[portfolio_slidehow] Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Der blev hoppet, hujet og drukket fadøl, så det var svært at føle, at det var søndag. Hiphop-pladeselskabet Rhymesayers havde arrangeret en aften med Grieves, Blueprint, Brother Ali, Evidence og Atmosphere. Det var en uforglemmelig koncertoplevelse, som står som den bedste i lang tid for mig personligt. Alle kunstnerne leverede præstationer i absolut verdensklasse inden for cremen af indie-hiphop. Stilmæssigt var der en stor kohærens i den yderst genkendelige og enkle hiphop. Rytmerne var simple, bassen høj som ind i helvede, cuts og samples var både soulede og kontante. Det hele fungerede bare hos disse kunstnere denne aften, hvor mine høje forventninger lykkeligt blev indfriet.

Det begyndte klokken lidt over 20 med Grieves & Budo. Lineup’et er dj, guitarist og rapper. Sådan skulle alle øvrige optrædenes lineup også vise sig at følge formen: dj, ofte en anden musiker, og så rapperen i front. Grieves var lækkert og tilbagelænet. Generelt er Rhymesayers’ lyd funderet i samme tilgang til hiphop som Dj Premier har praktiseret i årtier. Stortromme på et og tre, og lilletromme på to og fire. For det meste er bassen ikke i fokus, men er mere neutralt og enkelt lagt op ad stortrommen. Der er en rar lyd, der appellerer til vuggende bevægelser og svingende arme. Stemningen veksler mellem et afslappet leje, hvor mange stille og roligt danser lidt, og så de vilde momenter, hvor der er ren kampstemning. Blueprint gjorde sig nævneværdigt bemærket med fede levereringer af især ”Automatic” og ”Radio-inactive”

Brother Ali var i selskab med en dj og i storform. Der var mange gode ting at fremhæve fra hans koncert, der bød på flere intense og nærværende perioder end på mere afdæmpede numre, som den slags, der dominerer på eksempelvis hans album Shadows on the Sun. Der var dog også plads til et smooth og funky hit som ”Forest Whitaker”, og en god gang freestyle over det meget samplede nummer ”Apache” kendt fra især The Shadows, og i hiphop-verdenen hos Sugarhill Gang og Sir Mix-a-lot. Her viste han, at tempo, flow og opfindsomhed var nogle af hans kernekompetencer. Særligt var responsen god til den super festlige ”Fresh Air” fra hans seneste album US. »There is no me. There is no you. There is only us,« lød det gentagne gange fra den skaldede albino med langt, hvidt imam-skæg. Der var ligeledes godt gang i det medsyngende publikum på numre som eksempelvis ”Uncle Sam Goddamn”. Det dybt engagerede publikum havde dog ikke svedt deres sidste dråber til Brother Ali-koncerten, for energien var intakt helt til arrangementets ende.

Evidence kom på uden pause mellem ham og Brother Ali, og responsen fra publikum i den teatralske Store Vega-sal var fortsat over forventning. Man kunne virkelig mærke, at alle var samlet i dette rum med et fælles mål og i en kærlig, lidt venstredrejet stemning, hvor undergrund – og ægte – var de herskende værdier i musikken og teksterne. En skov af hænder med peacetegn sejlede fra side til side, og lighterne blev hævet i ære. Rapperne var ledere og forkyndere, og vi var alle sammen guerilla-soldater.

Evidence lagde ud med at fortælle, at han beklagelig vis endnu ikke havde fået fat på noget godt dansk, og udbrød da også »I’m hungry for some Danish pussy!« Der var mere player og friere tøjler over denne mand end de øvrige. Evidence spillede primært materiale fra sin nye plade Cats and Dogs, som er min kandidat til årets hiphop-udgivelse i 2011. Hits fra Dilated Peoples blev valgt fra, men det var fint nok, fordi stemningen var høj nok i forvejen, men det kunne nu have været rart med for eksempel hittet ”This Way”. Numre som ”It Wasn’t Me”, ”The Red Carpet”, ”You” og ”I Don’t Need Love” var blandt de største perler. Beatles’ klassiker ”Come Together” blev brugt som beat på et tidspunkt, og det virkede faktisk slet ikke corny, som det ellers kunne lyde. Der var shouts til »Rap Super Hero Premier!«, og »Big L, rest in peace!« Der blev rappet på et Premier-beat mens hundredevis af ligthere funklede. Det var ret ømt, må jeg sige.

Inden Slug og Ant fra Atmosphere gik på, gav dj’en en hurtig genopfriskning af hiphoppens pensum. Atmosphere havde en guitarist med, der i enkelte passager fik lov til at fyre op for noget vildt bluegrass, ret sjovt og sært. Det var måske lidt uventet, men det fungerede glimrende. Beatsene var mere elektroniske end de tidligere kunstneres. Numrene ”Sunshine”, ”Yesterday”, ”She’s Enough” og, mit yndlingsnummer med Atmosphere, ”Scapegoat”, hvor stroboskoplysene rasede, var blandt de mest markante i sættet. Det var afslappet og sommetider lidt dubbet. Klaver og Fender Rhodes blev ofte samplet sammen med guitaren, hvilket gav et roligt og akustisk bidrag til den mere elektroniske stil, som sættet blev indledt med. Denne aften var endnu et bevis på, at københavnske bookere stadig formår at få fat i den ægte hiphops allerfedeste folk. Det var en udsøgt fornøjelse.

1 kommentar

Deltag i debat