Plader

Ryan Adams: Ashes & Fire

Skrevet af Søren Jensen Lund

Ashes & Fire driver af tårer, og den forpjuskede Ryan Adams giver de sympati-forpjuskede fans en portion velmenende emo for de unge på 40.

Man kan længes en smule tilbage til dengang, hvor Ryan Adams havde masser af tid. For eksempel i 2006, hvor Adams skabte både mesterværket Easy Tiger og black metal-makværket Orion. Dengang var det en produktiv herre, der satte nye standarter for countrymusikken (og muligvis også for black metal). Men så vinkede Ryan Adams farvel til sit drømmehold i The Cardinals, og sidst er han så røget på Facebook, hvor han fodrer sine mange og dedikerede fans med Vampire Weekend-videoer fra Youtube. Og når meddelelsen om den nye plade kommer imellem to links til musik-videoer med de mest obskure bands (altså mere obskure end Vampire Weekend), så bliver man mistænksom, når man nu ved, at Ryan Adams konstant springer mellem genrer.

Men når man hører de første toner af Ashes & Fire – endda en ganske Ryansk titel – kan man slappe af. Alt er, som det plejer. Første nummer lyder tilmed lidt som ”Oh My Sweet Carolina”. Man lader sig lulle hen af de velkendte toner og forføre at den rene og stilsikre produktion, der dog lige giver musikken det der rå touch, men som stadig fylder hele rummet med Ryan og Ryans sange om Ryan. Og når så omkvædet kommer, og orgelet skyller ind over den allerede drivvåde Ryan Adams, der just har danset rundt og grædt lidt i regnen, så er det, man tænker, at det her er ikke bare det bedste Ryan Adams, man nogensinde har hørt. Det er i virkeligheden det allerbedste musik, man nogensinde har hørt.

Pladen fortsætter med tretakts-countrysangen “Ashes & Fire”, hvor man føler sig lidt hensat til Jacksonville City Nights. Klaveret dominerer, så der også lidt til dem, der ligesom er til det. Alle er glade, og musikken spiller. Midt i tredje nummer har man mistet opmærksomheden og finder sig selv i gang med at surfe rundt på Ryan Adams’ fanside på Facebook, hvor man så kan læse de seneste rants om Blackberry-telefoner, der blænder fansene ved koncerterne, og irriterende publikummer, der generer fansene ved at rømme sig lidt for højt til koncerterne, og så kan man læse alle fansenes tilkendegivelser, der vokser til det mere og mere hadefulde i bestræbelserne på at udtrykke størst mulig sympati for idolet og sig selv. Man når lige at ‘like’ et par opslag fra mesterens digitale hånd og skrive ‘Du er sgu bare så real, bro!’ på hans væg, før man, opløftet af fan-fællesskabets had mod alt andet og alle andre og med den fornyede kraft, det giver, fortsætter med anmelderiet.

Men pludselig vågner man ved, at Ryan Adams på klingende dansk synger ”Kegnæs”, og stadig halvt sovende forsøger man at linke den amerikanske stjerne til den lille halvø ved Sydals og kan så høre, at Ryan Adams i virkeligheden trygler om lidt venlighed. Det er Ryan som vi kender ham, og man kan lægge sig til at sove igen, velvidende at Ryan Adams stadig er den største. »Do you believe in love?«

Og ja, det gør de, fansene. Alle fyrene, der elsker Ryan for at være fucking real, og alle tøserne, der elsker Ryan for at være Ryan, de tror på love, og de tror ikke mindst på love, når Ryan beder dem redde sig.

Han kvitterer med sangen ”Lucky Now”, der runger i rumklang og vellyd i en grad, der næsten kan måle sig med Mark Knoflers “Get Lucky”. Og man takker allernådigst for, at der nu også findes emo for os, der nærmer sig de 40.

Ryan – lad os nu bare kalde ham Ryan – tryller og forfører på Ashes & Fire, og det har bragt ham tæt på P4, som jo er kendetegnet ved ok fed musik, der er holdt op med at udvikle sig. Så lad Cold Roses være Cold Roses og lad Love Is Hell Part 1 og Part 2 være, det de er, og ikke et målebånd for de plader der kommer efter. Det fortjener Ryan. Han fortjener, at alle kan lide ham, og når han nu i den grad forsøger at please os til at gøre det, så lid ham dog!

Men selvom det kan lyde ligeså blasfemisk, som hvis man råber ’spelt smager af røv’ i et hippiekollektiv på Djursland, så er Ashes & Fire langtfra noget mesterværk. Det er mere af det samme gamle og stadig pakket ind i det lullende og søvndyssende ryanivers, hvor man har det godt, men lynhurtigt keder sig.

★★★☆☆☆

13 kommentarer

  • At kalde Easy Tiger (der er præcis ligeså ufarlig og velmenende middle of the road som Ashes & Fire) for et mesterværk, svarer til at kalde Teletubbies for intellektuelt stimulerende! Come on…!

    Adams har leveret et godt (til gengæld fremragende) album uden for Whiskeytown-kontekst: nemlig Heartbreaker, der bløder af nødvendighed. Det eneste nødvendige ved albums som Easy Tiger og Ashes & Fire er at de bærer vidnesbyrd om at Ryan Adams har kedelige, antabus-deprime perioder i sit ellers højtflyvende rock’n’roll-liv. Tillykke med det. Nå ja, og så har han præsteret det vel mest elendige album nogensinde: (u)passende betitlet; Rock’n’Roll. Way to fucking go, Wonder Boy…

  • Husk nu lige at trække vejret, Julian..

    Forhold dig nu bare til pladen, istedet for at råbe løs om hvad du personligt mener om Ryan Adams.
    Come on…!

  • Det var da en rigtig dårlig dvs. ubrugelig anmeldelse, du der har lavet.

    Det er OK ,at du ikke synes, at Ashes & Fire er noget særligt, men når du ikke kan argumentere for dit synspunkt, men kun prøver på at være morsom (og den med Kegnæs er da en rigtig dårlig vittighed), så skulle du nok have overladt opgaven til en anden.

    Der er faktisk mange, der er glade for Ryan Adams, og som er spændt på at læse en saglig rådgivning om den nye plade, og dem lader du godt nok i stikken.

    Personligt synes jeg, at Ashes & Fire er det bedste han har lavet siden Gold, som jeg synes er det bedste, han nogensinde har lavet.

    Det kunne være spændende at høre hvad andre mener, når nu anmeldelsen ikke kan bruges til noget.

  • @ Julian: Jeg er helt enig med dig – altså bortset fra, at jeg godt ka li Easy Tiger, og egentlig ikke bryder mig synderligt om Heartbreaker. Men sådan er der så meget…

    @ Nowski: Indrømmet… den med Kegnæs var måske lidt plat, og jeg var i tvivl om hvorvidt, den skulle med, men det blev som det blev…
    Jeg hæfter mig ved, at du skriver:
    “Der er faktisk mange, der er glade for Ryan Adams, og som er spændt på at læse en saglig rådgivning om den nye plade, og dem lader du godt nok i stikken.”
    Nu skal du ikke tro på alt, hvad folk skriver. Lyt til pladen, læs covernotes, læs pladeselskabets pressemeddelelse, læs anmeldelserne i dagspressen, for dette er jo slet ikke den første anmeldelse af Ashes & Fire. Kort sagt: Hvis du vil have nogen til at fortælle dig, hvad du skal mene om pladen, så er der mange andre muligheder.

    Og tak for tilkendegivelser. Det er altid rart, også selvom de oftest kommer, når folk er uenige =)

    /søren

  • Ahhhh…lige frem at kalde Orion for en black metal plade? Der hopper kæden sgu af. Hvis du ikke vil høre black metal, men vil fange lidt af stemningen Søren, så sæt Mount Eeries ‘Wind’s Poem’ på. Det er tydeligt inspireret af black metal. Og langt fra det som Ryan Adams har rodet med (både lyd- og kvalitetsmæssigt). Men ellers ja, så er aske og ild en meget fin, omend lidt anonym Ryan Adams plade.

  • Min Gud, ikke at bryde sig om Heartbreaker…pas på hvad du siger, søren, skt peter vil måske holde det imod dig på den yderste dag…

  • @ Julian: På den anden side vil djævelen ikke kendes ved mig, når jeg kalder Orion for black metal.

    @ JP: Tak for tippet! Jeg checker det på et tidspunkt. Henvisningen til Easy Tiger og Orion var mest for at illustrere, at Ryan Adams på det tidspunkt var ret produktiv, og bredte sig meget ud genremæssigt. Om Orion er black metal eller ej, er egentlig sagen uvedkommende – bortset fra, at man selvfølgelig skal checke sine facts – især når man som jeg, ikke har det vilde kendskab til hverken metal i almindelighed eller black metal i særdeleshed.

  • SJL: nej, hvis djævelen heller ikke vil kendes ved dig, så ender du jo nok i limbo…MEN du kan jo nå at trække din vilde påstand om Heartbreaker’s påståede manglende meritter tilbage tids nok til at blive en del af det gode selskab på øverste etage.
    Så kan vi allesammen synge Come Pick Me Up til den almægtiges udtalte glæde…

  • Come Pick Me Up er jo et superfedt nummer, og David Rawlings er med på pladen. Se, det var allerede to positive ting. Og når nu Rawlings spiller i morgen sammen med fantastiske og smukke Gillian Welch, så er der vel ingen grund til at bruge mere tid på klynkende Ryan i denne omgang =)

  • Jeg er stor Ryan Adams fan, men er nu heller ikke særlig vild med Heartbreaker (vi ses dernede, Søren). Der går for meget Bob Dylan i hans måde at synge og spille mundharpe på til at jeg gider høre den ret tit.
    Men Gold vil jeg altid høre. Det er et sandt mesterværk.

  • Gold er jo mindst fire numre for lang….foruden lidt af en stiløvelse i skamløs rockarkæologi. Oh well.

    MEN, Søren, håber du nød Gillian Welch! Hun og Rawlings er musikkens ypperste makkerpar i disse år!

Deltag i debat