Plader

Sarah MacDougall: The Greatest Ones Alive

Skrevet af Søren Jensen Lund

Med The Greatest Ones Alive tager Sarah MacDougall endnu et skridt i retningen af en international karriere. Det luftige har en tendens til at blive lidt overfladisk, men opvejes af selvironien og den underfundige humor, der kontrasterer med det melankolske.

Med The Greatest Ones Alive kunne man frygte frelst amerikansk trækrammer-folk, hvor alting partout skal handle om hvaler og lesbiske parforhold. Men Sarah MacDougall er et helt andet sted. Den unge svensk-canadier kommer fra det måske aller-candiske Canada, Yukon Territory, eller nærmere bestemt byen Whitehorse. Her har hun i lang tid været en af spirerne på den lokale musikscene – en scene, der satses massivt på gennem MusicYukon, og som promoveres som det uspolerede og autentiske – præcis som den natur, der udgør det meste af det Yukon. Det skulle så stå i kontrast til for eksempel Ron Sexsmiths storbysmelankoli i Toronto og de overstimulerede Wainwright-børns lidt for artsy Montreal.

Sarah MacDougall forsøger ikke at leve op til prædikatet uspoleret og autentisk, nok velvidende at de, der har det autentiske som mål, typisk ender i den anden grøft. Hun bruger sit svenske, og har fået tilnavnet ‘Den skønne skandinav’. Hun har flere gange turneret i Skandinavien, og de tætte bånd til Norden viser sig tydeligt i melankolien i hendes sange og i letheden i musikken. Den skandinaviske glød kan netop være ‘det specielle’, man skal have for at kunne gøre sig på en scene, hvor blandt andre Martha Wainwright sætter standarten.

Men hvor Sarah MacDougall på sin forrige plade forsøgte at nærme sig de lidt sære Wainwright’ere, så er hun med The Greatest Ones Alive røget direkte på folkpop af den art, der på den ene side er lækker at få i hovedet, men som omvendt også kan blive en anelse for luftig.

»Some people put their lives into a dream / I put my life inside a song,« minder Sarah MacDougall os om i åbningsangen med den lidt kliché-prægede titel “Sometimes You Lose, Sometimes You Win”. Således præsenteres vi i første strofe for Sarah MacDougalls hjerteblod: hendes sange.

Set i det lys kan det virke en smule angstprovokerende at skulle lytte til en hel cd fuld af sange, der er ved at gå i stykker af måske brudte løfter, potentielt bristede drømme og mulige knuste hjerter. Men allerede på andet nummer, “It’s My Place (And I Want It)” træder Sarah MacDougall ud af offerrollen og kridter sit territorie af.

Sarah MacDougall afsøger countrymusikken. Der er en del af Lucinda Williams’ lurvethed i hendes stemme, men uden det helt hæse og hærgede. Man hører Emmylou Harris, men i et lavere register, der piller den værste nuttethed væk. I et par numre fanger Sarah MacDougal lidt lyden fra sen-80’ernes kvindelige amerikanske folkpoppere som Edie Brickell, Suzanne Vega og Lisa Loeb, men for det meste befinder vi os i den folkede del af country-spektret.

På den hymniske og lidt langtrukne “It’s a Storm! (What’s Going On?)” opfordrer Sarah MacDougall os til at tage chancen, før det er for sent, og selvom hun igen bevæger sig på kanten af flosklerne, så er det hele præsenteret i et dybt melankolsk univers, hvor strygerne sørgmodigt understreger det spirituelle lag i sangen. Det spirituelle går igen i “Song #43”, men for MacDougall handler det ikke om forholdet til Gud, men om kærligheden som en guddommelig kraft. Det er måske lidt letkøbt, men med strofen »Well, I’m here kicking stones again, cursing ‘bout love« afslører Sarah MacDougall den bitre selvironi, som er lidt af et tema på pladen.

The Greatest Ones Alive er generelt en vellykket plade og virker langt mere sammenhængende end den forrige Across the Atlantic. Problemet er, at hvis man løber tør for tålmodighed, så bliver det en lidt tung affære, og hvis man omvendt pantsætter en masse tid i lytningen, bliver nogle af sangene lidt overfladiske og banale. Men tilsammen præsenterer de en spændende sanger og sangskriver, der helt bestemt har noget på hjerte og så småt har indkredset sin lyd.

Med strofen »I’ve grown so tall but now I fall« i titelsangen ser man for sig kæmpe grantræer, der bliver væltet af onde maskiner, men når Sarah MacDougall synger om »The Greatest Ones Alive,« handler det om de, der lever under granerne. »We were Vikings in the woods / We had ships in our eyes.« Men selvom fremtiden ser lys ud, og der står udlængsel mejslet i øjnene, så kan det hele gå så grueligt galt. MacDougalls budskab synes dog at være, at man alligevel skal tage chancen.

Lad os håbe, at Sarah MacDougall får og tager de chancer, der tilkommer hende. I så fald kan hun i løbet af kort tid blive en af de helt store spillere på den canadiske folk- og singer/songwriter-scene.

★★★★☆☆

Deltag i debat