Plader

Steve Hauschildt: Tragedy & Geometry

Emeralds’ Steve Hauschildt har lavet en soloplade, der går på grund i et for uinteressant og smagfuldt udtryk og ikke indfrier forventningen om den store, kosmiske tur, endsige pladens egne konceptuelle tilstræbelser.

Den amerikanske gruppe Emeralds fik forrige år et – om end ganske vist i relativt indie-beskedne kredse – regulært gennembrud med den glimrende Does It Look Like I’m Here. Pladen præsenterede gruppen fra en mere melodisk og kompositorisk stram side end det store bagkatalog af obskure bånd, 7″-singler og digitale udgivelser, der oftest trak mere i retningen af drone, støj og ambient.
Does It Look… tog de tyske midt-70’eres synth-udskejelser, som de især kom til udtryk hos Klaus Schultze og Edgar Froese, og kogte dem ned til et mere skarptskårent og måske også mindre ambitiøst format, der gav gruppens musik en betragtelig pop-appel såvel som mængder af connaisseur-anerkendelse. Sammen med blandt andre Daniel Lopatin fra Oneohtrix Point Never og Skyramps var bandet med til at lede en større bølge af synthdreven musik, der trak heftigt på 70’erne og 80’ernes lyd og ofte lod klangene fremstå patinerede og melodierne melankolske og nostalgiske.

At netop nostalgien, og i forlængelse heraf den romantiske længsel efter en ikke nærmere defineret fortid, fylder så meget i en musik, der åbenlyst refererer til den über-futurisme, der gennemsyrede tyskernes syntetiske udfoldelser, er en af bølgens idiosynkrasier – og et af dens største problemer, når det mislykkes fuldt ud at realisere et troværdigt udtryk, der ikke virker fortænkt eller kalkuleret.
Det er netop problemet for Steve Hauschildts Tragedy & Geometry, der ellers fortsætter fuldstændig i lige linje fra hovedgruppens gennembrudsplade: Hans nostalgiske retro-futurisme båret af brede synthflader og boblende sequencermønstre fremstår oftest lidt for klæg og pæn og uden meget af det schwung, som forbillederne havde i overmål, og som ganske enkelt kræves af denne slags kosmisk stræbende musik.

Titlen Tragedy & Geometry refererer til muserne Melpomene og Polyhymnia. Sidstnævnte er ligeledes titlen på pladens åbningsnummer, der egentlig er ganske illustrativ for pladens problemer: Dens lidt halvkvædede, konceptuelt inkonsekvente program udfoldes sjældent konsekvent nok til for alvor at lade de enkelte modstridende elementer – det melodisk følelsesladede og det rytmisk komplekst-geometriske – udfolde sig i et gensidigt frugtbart rum. Man ønsker, at ‘geometri’ og ‘tragedie’ for alvor havde mødtes i en art non-euklidiske, musikalske forvridninger, men konfrontationen udebliver, og derfor opløser elementerne sig ikke i en sublim musikalsk syntese.
Melodilinjerne står i det store hele uimodsagt og mangler f.eks. Skyramps’ glittede højhastigheds-himmelfart såvel som en fantasifuld anvendelse af synthlyde, og sequencerfigurerne fremstår hverken skarpt geometriske eller dystert fremmede som hos eksempelvis Tangerine Dream.

I det hele taget besidder pladen ganske lidt af den ‘oprindelige’ genres til tider patetisk selvhøjtidelige, men i det mindste altid stålsat selvsikre, cybernetiske eksperimenteren og udforskning af synthesizeren som den jordisk-teknologiske bebuder af en sand, kosmisk transcendens. En udforskning, der sandt nok ofte forfaldt til lam, kvasi-spirituelt velvære eller til grotesk svulstighed, men i det mindste ikke var stagneret i pseudo-nostalgisk glitterværk. En granskning af synthesizeren, som ikke var uløseligt bundet til den post-post-post-ironiske tilgang, der på trods af det komplette fravær af ironi i Hauschildts musik opløser hele herligheden til absolut værdiløshed. Det kvalmt og overbevist new age-agtige undgås ganske vist og ligeledes det storladent oppustede – men netop den enormt kritiske navigeren rundt i synth-genrens annaler efterlader ofte musikken komplet smagfuld og således komplet irrelevant. Horn-bebrillet elevatormusik og ikke meget mere.

Det betyder dog ikke, at der ikke er andre kvaliteter ved Hauschildts plade end dens åbenlyse nytte som baggrundsmusik. Når det hist og her lykkes at fremmane en egen energi elementerne imellem, rammer Hauschildt som f.eks. i “Batteries May Drain” et udtryk, der ville passe fint på Emeralds’ nyere udgivelser (selvom nummerets kvalitet strengt taget har meget at gøre med det faktum, at det indeholder trommer). Pladens næstsidste skæring, “Overnight Venusian”, rummer ganske anderledes mørke og skæbnesvangre synthlyde og fremkalder billeder af langsomt, uendeligt langsomt roterende planetære masser i evindelig skygge, og protoner, gamle som universet, der modvilligt afbøjes igennem monstrøse tyngdefelter, inden de forsvinder videre imod galaksespiralarme og kvasistellare objekter for at ende deres fart i sorte huller parat til at opsluge al skabelse.

Pladen topper dog på det eneste nummer, der overstiger de 10 minutter, “Music for a Moiré Pattern”: Et Moiré-mønster er et geometrisk fænomen, der optræder, når to mønstre superimposeres og skaber en visuel interferens. Her præsenterer Hauschildt et væld af boblende, plirrende enkle mønstre, som muterer umærkeligt fremad og opad mod et fjernt, klimaktisk punkt. Nummeret gennemgår utallige, mere eller mindre minimale transformationer og udbygges med store, syntetiske klange til et antal på én gang lineært frembringende og cyklisk fluktuerende vortexer, hvor det egentligt kosmiske sættes i spil. Det er måske ikke helt så spektralt og uhåndgribeligt, som det kunne være – nummeret mangler måske alligevel lige det – men det er både godt, overvejende smukt og pladens egentlige højdepunkt. Hvorfor det kan undre, at Hauschildt ikke har valgt at give sine numre den tid, de helt åbenlyst kræver for at udfolde sig til deres egne, logiske konklusioner.

For det meste fremstår Tragedy & Geometry desværre som sovekammer-kosmische light, og ens bevidsthed er efter endt lytning noget underudvidet. Der vises i ny og næ gode takter, men den alt for lækkert lydende udgave af forbilledernes anderledes kompromisløse forehavende strander for ofte i et utroværdigt, nostalgisk hverken-eller. Mindre indretningsdesign og mere skamløshed næste gang, tak.

★★★☆☆☆

Deltag i debat